Bosse: Derfor skal Danmark med i bankunionen

KOMMENTAR: Hvis Danmark står uden for EU's bankunion, risikerer vi, at store udenlandske, multinationale selskaber udkonkurrerer danske banker på grund af størrelse. Så selvfølgelig skal vi med, skriver Stine Bosse.

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

Alle lande, store som små, har glæde af at lægge hus til store finansielle virksomheder.

Det betyder noget for vores selvforståelse at kunne lægge hovedkvarter til banker og forsikringsselskaber. Det er en måde, vi deltager i verden på. Den verden, der bliver mere global.

Vi skal naturligvis som danskere kunne præge udviklingen i Europa – ja, i verden – som vi altid har gjort politisk og gennem store virksomheder. Tænk på Mærsk og på LEGO.

Skal vi kunne huse en stor bank som Danske Bank, er der god grund til at være en del af bankunionen. Da finanskrisen satte ind, var der røde lamper på gangene både i Danske Bank, Finansministeriet, hos Finanstilsynet og helt ind i Statsministeriet. For det var på decimaler, man regnede for at undgå det store krak. Vi klarede den med lodder og trisser, som i så mange andre af EU’s lande.

Det er som tidligere skrevet viden fra netop den “perfekte storm”, der i dag driver udviklingen i EU hen imod en fælles bankunion.

Så vi må i Danmark spørge os selv, om vi vil have store banker med internationalt perspektiv som en del af vores identitet. Altså med hovedkontor i Danmark. Eller om vi vil risikere, at de store udenlandske, multinationale selskaber kan udkonkurrere danske banker i kraft af deres størrelse.

De kommende år vil digitalisering ændre al finansiel virksomhed ganske dramatisk, og det vil være tæt på umuligt for os alle som forbrugere at modstå nye spændende tilbud på finansielle ydelser, der både kan blive billigere og bedre på samme tid. Sat lidt på spidsen, så er Nordkorea vel tidens klareste billede på, hvad der sker, hvis vi vil lukke af for udvikling af samhandel og service på tværs af landegrænser.

Er der så noget at være bange for? Er der noget at betænke sig på? Det er der altid, når man har et valg. Mindre danske banker kan ønske sig, at de store danske pengeinstitutter begrænses i deres vækstmuligheder, fordi det alt andet lige vil hæmme deres konkurrenceevne.

Nogle vil sikkert argumentere for et stærkt dansk tilsyn, men det er forudsætningen uanset hvad, og styrken i et tilsyn er ligefrem proportionalt med de mennesker, der arbejder der. Et tilsyn alene for banker i Danmark vil ikke tiltrække de skarpeste fra CBS eller andre steder, hvor de nye finansfolk udklækkes. Nej, de vil se efter en vej, hvor også internationale karrieremuligheder ligger åbne.

De allermest lokalt tænkende vil sikkert svinge sig op til at tale om suverænitetsafgivelse. Her må man bare spørge: Hvilken suverænitet? Og til hvad? Store internationale pengeinstitutter vil, uanset om vi er en del af bankunionen eller ej, kunne servicere os med deres produkter.

Det gælder for eksempel Nordea, der før var svensk, men nu er finsk. Med valget af hovedsæde i Helsinki har banken også fravalgt enhver usikkerhed vedrørende tilsyns- og kapitalforhold, idet Finland, modsat Sverige, er eurozoneland og dermed som tidlige beskrevet født medlem af bankunionen.

Hvis vi vil beholde store danske og internationale pengeinstitutter, er valget enkelt. Hvis vi vil overlade denne stadig intense og indflydelsesrige arena til andre, er valget lige så enkelt.

Det kan synes fristende at skabe et klassisk dansk midtimellem-kompromis. Men det vurderes tæt på umuligt. Præcis når det gælder tilsyn, bankredninger og i sidste ende, hvordan man sikrer, at bankerne selv betaler for deres risiko for fejl, så er det et enten eller.

Valget synes enkelt og burde være taget for længst, al den stund, at vores fastkurspolitik til euroen har båret frugt på alle tænkelige måder, og idet vi naturligvis ikke skal stå uden for indflydelse på store finansinstitutioner, der har betydelig indflydelse i vores land.

Ej heller skal vi forhindre, at danske pengeinstitutter kan vokse sig større og bevare de positioner, de har. Og endnu bedre, gerne sætte danske fodaftryk uden for Danmark, særligt i Europa, men også længere væk.

Selvfølgelig melder Danmark sig ind i verden. Hvad ellers?

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for BØRNEfonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Morten Helveg: Danske virksomheder betaler for at stå uden for bankunionen Morten Helveg: Danske virksomheder betaler for at stå uden for bankunionen Næste artikel Rasmussen Global til virksomheder: Forbered jer på Brexit, før det er for sent Rasmussen Global til virksomheder: Forbered jer på Brexit, før det er for sent
Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

FOKUS: Fem danske EU-parlamentarikere får plads i fem nye underudvalg, der skal have fokus på kræft, kunstig intelligens, skattesnyd og desinformation. Få overblik over de nye danske udvalgsmedlemmer.