Brev fra min ven i Moskva: ”Soldaterne vil hellere drikke vodka end forsvare landet – jeg håber på en mirakelløsning”

Stadig flere russere mener, at den nemmeste løsning på krigen ville være at bombe Ukraine sønder og sammen. Det skriver en russisk ven til Altingets chefredaktør. Men han antyder også, at tvivlen så småt begynder at nage

En russisk soldat deltager i ceremoni ved by Rostov, hvor der udleveres nyt udstyr og nye biler til militæret. Men for mange soldater er desværre mest interesseret i vodka, skriver chefredaktørens russiske ven i deres fortsatte korrespondence om krigen i Ukraine.
En russisk soldat deltager i ceremoni ved by Rostov, hvor der udleveres nyt udstyr og nye biler til militæret. Men for mange soldater er desværre mest interesseret i vodka, skriver chefredaktørens russiske ven i deres fortsatte korrespondence om krigen i Ukraine.Foto: Sergey Pivovarov/Reuters/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Han har været tavs i et par uger nu.

Måske har jeg mistet min bedste kilde til at forstå en krig, jeg ikke forstår.

Det kan også være, han bare holder en pause. At han er udmattet. Jeg har godt kunnet mærke, at der blev længere og længere mellem hans vittigheder. Og kortere mellem de der mørke bemærkninger, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Som da han for nylig skrev, at den nemmeste løsning på krigen ville være at blæse Ukraine i stumper og stykker.

 Jeg håber på en mirakel-løsning på denne forbandede krise  

I lidt mere end et år har jeg haft en penneven i Moskva. En gammel bekendt, som jeg har skrevet med i et forsøg på at forstå Rusland og russerne lidt bedre. Jeg bringer ikke hans navn, men han er en højt uddannet russer, der har tilbragt stort set hele sit liv i Moskva, men som også har rejst og boet i Vesteuropa.

Han har gjort en stor indsats for at forklare mig, hvordan den almindelige russer ser på Vesten, på Ukraine og på den krig, der begyndte 24. februar 2022.

Hvor lang tid skal det tage? 

Kort efter nytår sender han mig denne status:

”Det er næsten et år siden begyndelsen på det her mareridt. Og der er stadig ingen ordentlig forklaring fra regeringen på, hvad der foregår. Hvis målet for Rusland er at vinde krigen i Ukraine, ser det stadig ud til, at der ville være nogle mere fornuftige måder at gøre det på. Men hvis alt det her handler om en eller anden studehandel på globalt plan, hvor lang skal det så tage at få forhandlet den aftale mellem USA og Rusland? Folk dør på begge sider…”

Læs også

Det er et tema, han har slået an flere gange i vores samtale. I hans øjne er krigen i virkeligheden et opgør mellem Rusland og USA om det globale herredømme.

Han tror ikke på, at USA reelt er interesseret i at forsvare Europa – og han tror slet ikke på, at Vesteuropa eller EU-landene selv kan hamle op med Rusland. En dag forudså han i ramme alvor, at hele Europa snart ville orientere sig mod Putin som kontinentets leder.

Blæs Ukraine i stumper og stykker

Jeg spørger ham, hvad vi almindelige mennesker kan gøre for at drive tingene i en bedre retning?

”Jeg er bange for, at der ikke er noget, vi kan gøre. Der er nu en stor kløft mellem Europa, Rusland og USA. Rusland og USA spiller deres eget spil. Europa er outsider her. Uanset hvad I tænker eller gør i Europa, så er det sekundært i forhold til hvad Putin og Biden beslutter,” svarer han.

Og så slår han nok engang fast, at der ikke er ansats til noget oprør mod Putin i Rusland.
”Internt i Rusland er der stor opbakning til den aktuelle kurs. Flere og flere kræver, at Ukraine bliver blæst i stumper og stykker som den nemmeste og hurtige løsning på krigen.”

Dermed ikke sagt, at han selv ser sådan på det. Det er nogle gange mellem linjerne, man skal lede efter min vens holdninger.

”Flere mennesker er begyndt at tvivle. Min kollega sagde farvel og rejste til USA for at arbejde for nogle dage siden. Så jeg mener det virkelig, at jeg ønsker fred for os alle,” lyder det lidt kryptisk fra ham i begyndelsen af året.

 

 Russere og ukrainere mødes i Tyrkiet ved stranden og på barer, mens deres venner dør ved frontlinjen   

I efteråret besluttede den russiske regering at indlede en større mobilisering af soldater til den russiske hær. Det var første gang, at familier i de store byer som Moskva og Skt. Petersborg mærkede krigen på egen krop.

Fra en anden bekendt i Moskva fik jeg en skræmmende beretning om, hvordan mobiliseringen var foregået. Systemet i Rusland er sådan, at myndighederne fysisk skal overrække et brev med indkaldelsen til militæret. Derfor rejste mange mænd ud af byen eller helt ud af landet i nogle uger, indtil mobiliseringen var overstået.

Men min anden bekendte var hjemme i sin lejlighed den dag, myndighederne ankom i flere lastbiler for at aflevere indkaldelser i hendes kvarter. Beboerne skrev straks i en fælles chat på beskedtjenesten WhatsApp for at advare deres mandlige naboer mod at komme hjem. Alligevel blev flere stoppet på vej op fra metroen og fik brevet stukket i hånden. Dermed var de indkaldt.

Jeg spørger min ven i Moskva, om han er berørt af mobiliseringen.

”Potentielt kan alle blive berørt, hvis der bliver en fuld mobilisering. Officielt er det jo 300.000, der er blevet indskrevet, men vi kender ikke det rigtige tal. Ingen af mine venner eller familiemedlemmer er blevet indkaldt til hæren,” svarer han.

Soldaterne vil hellere drikke vodka

Hans egne tanker om den russiske hær er ikke høje. I hvert fald ikke længere.

”Det, der chokerer mig mest, er at soldaterne hellere vil drikke vodka end forsvare landet. Så mange er døde på grund af vodka, inden de overhovedet nåede frem til frontlinjen,” skriver han til mig og tilføjer:

”Jeg forventer ikke, at krigen slutter snart.”

Min ven i Moskva vender flere gange tilbage til en kollega, der rejser rundt i USA. Han sender billeder, hvor kollegaen spadserer på Malibu Beach i Californien. Det styrker hans indtryk af, at selve krigen på en eller anden måde er et blodigt skuespil.

”Mange her siger, at Rusland kæmper imod USA i Ukraine. Men de glemmer, at båndene til USA stadig eksisterer, og at mange mennesker rejser begge veje. Det er mageløst,” skriver han.

Vesten har taget min frihed

I det hele taget er han dybt frustreret over de konsekvenser, krigen har for folk som ham selv fra den øvre middelklasse.

”Ytringsfrihed og fri bevægelse er universelle problemer. Her i landet er der emner, som nu er blevet tabu, men folk i Vesten får heller ikke neutral oplysning. Og Vesten har frarøvet mig min bevægelsesfrihed. Ingen visum til at besøge familie eller venner i europæiske lande. Så min ytringsfrihed er begrænset til internet-kommunikation uden mulighed for at møde folk fysisk. Suk.”

Jeg protesterer lidt og skriver, at det ikke er Vesten, der har stjålet hans bevægelsesfrihed – det er Rusland selv, der har sørget for det. Hvordan skulle Estland og Finland kunne blive ved med at udstede turistvisum til russere, mens Rusland truer med at angribe dem?

”Slutresultatet er det samme. Hvem der har skylden kan diskuteres,” skriver han.

Vi lever i en skør tid

Så tilføjer han noget, der viser, hvor ondt det gør på nogle russere, at det er folk i de tidligere sovjetrepublikker, der nu er med til at holde dem ude af Vesteuropa.

”I Sovjettiden fik vi at vide af vores ledere, at vi ikke kunne rejse frit. Det var kun partispidserne, der havde lov. Nu får vi det samme at vide af de baltiske lande: Europa er ikke for sådan nogle beskidte dyr som jer. Når nogen vil bestemme – uanset begrundelsen – om jeg må rejse eller ej, så siger jeg fuck dem!”

Vreden driver over, og for et kort øjeblik vender han tilbage til den sarkasme, der ellers næsten er gledet ud af vores samtale.

”Nå, men russere og ukrainere mødes i Tyrkiet ved stranden og på barer, mens deres venner dør ved frontlinjen. Vi lever i en fuldstændig skør tid.”

Hvor lang skal det tage at få forhandlet den aftale mellem USA og Rusland? Folk dør på begge sider  

 

Nogle gange sender jeg links med artikler fra vestlige medier om krigen for at høre, hvordan min ven læser dem. Han synes som regel, de er interessante – og ofte har han allerede læst dem.

”Du tror måske, at folk her mangler reel oplysning om krigen, men det passer ikke,” skriver han.

”Ja, på TV viser de et forskønnet billede, men hvem ser fjernsyn efterhånden? Folk læser på nettet,” skriver han og linker til en artikel fra CNN om et ukrainsk angreb, der angiveligt har dræbt hundredvis af russiske soldater.

”Officielt er 63 dræbt, uofficielt mange flere. Pro-russiske bloggere erkender, at de øverstkommanderende ikke er dygtige nok. Anti-russere jubler,” skriver han.

Almindelige russere bakker op

Problemet er i hans øjne elendige officerer samt den enorme indtagelse af vodka.

”Den typiske russer ville sige ”shit happens”, og vi ved godt, at mange ting i Rusland er af lav kvalitet, og hvad så? Om Putin tager fejl? Glem det! Fortsæt og læg mere pres på!”

Så er det hans tur til at vise mig noget. Han sender han mig et klip fra YouTube:

”Her er et godt interview med folk på gaden i Moskva. Det afspejler stemningen ret godt.”

 

 

Fra en tur ud i landet flere hundrede kilometer fra Moskva sender han mig et billede fra kiosken. Hylderne er fulde af europæiske ølmærker, også Tuborg. De koster mellem 5 og 10 kroner.

”Ser ud som om, de udenlandske mærker ikke havde så travlt med at komme ud,” skriver han med en smiley.

Han sender også nogle billeder af børn, der dyrker sport ved et stævne.

”Fremtidens soldater. Jeg ville foretrække, at de var IT-specialister. Altså, vi får brug for begge dele, men du ved,” skriver han.

Vi er revet fra hinanden 

I øvrigt er der ifølge min ven ingen i den provinsby, hvor han opholder sig, der interesserer sig for krigen.

Selv har han det anderledes.

”Det er svært at koncentrere sig om arbejde for tiden. Men alle må jo passe deres job,” skriver han.  

Jeg svarer, at jeg deler hans frustration over de begrænsede rejsemuligheder. Jeg kan nok heller ikke rejse over for at besøge ham, som situationen er.  

”Vi er revet fra hinanden,” svarer han og tilføjer: ”Jeg håber på en mirakel-løsning på denne forbandede krise.”

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00