Fransk forsker i Danmark: Brexit er det mindste problem for Labour og den europæiske venstrefløj

DEBAT: Brexit er det mindste problem for den venstrefløj, der fejlagtigt så Corbyn som arbejderklassens redningsmand. Det handler ikke om Trump, russerne eller fascisme, men om venstrefløjens desorientering i en ny verden, skriver antropolog Victor Cova.

Af Victor Cova
Adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, samt medlem af The Platypus Affiliated Society Aarhus  

Den nylige og forudsigelige konservative sejr ved valget i Storbritannien har skabt megen harme og hændervriden på venstrefløjen i Europa og andre steder i verden.

De havde udråbt Corbyn som lovning på en tilbagevenden til arbejderklassepolitik, en chance for at råde bod på den seneste Blair-dyrkende fortid, og som manden, der endelig ville give stemme til folket. Men folket besluttede at give sin stemme til en anden mand, og pludselig er arbejderklassen idiotisk, racistisk og endda fascistisk.

På grund af dem vil en ny mørk tid lægge sig over Storbritannien, der er solgt som skrot til Boris' onde tvilling, Donald. Den samme venstrefløj, der mente, det var afgørende at stemme på Corbyn for at redde den lidende arbejderklasse i Corbyns kampagnefilm, kalder det nu et angreb på deres parlamentariske forsamling og drager demokratiets værd i tvivl. Nogle efterlyser en dybdegående selvkritik af Corbynismen, mens andre mener, at det er tid til at sørge og ikke til at intellektualisere.

Dårlige undskyldninger
Det ville være nemmere at sympatisere med dem, hvis de ikke skjulte deres egeninteresser bag en facade af sympati for de fattige. De mennesker, der mest overbevist har støttet og stemt på Corbyn, middelklasseledere, fagfolk, akademikere og studerende, er alle blevet hårdt ramt de seneste ti år. Deres arbejdsvilkår er blevet forringet, mens deres lønninger knap er steget, og leveomkostningerne er eksploderet.

Deres pludselige sympati for arbejderklassen stammer sandsynligvis fra en følelse af proletarisering. Uanset deres gode intentioner og solidaritetsgestus blev de ikke gengældt. Mange livslange Labour-vælgere, særligt i de minebyer, der engang var Labours højborge, har stemt på Det Konservative Parti.

Det burde mane til eftertanke. I stedet vender de sig mod de dårlige undskyldninger, som socialdemokratier har udbredt de seneste par år: Det skyldes medierne, neoliberalismen, individualismen, russerne, sandhedens endeligt og det mærkelige væsen populismen.

Mindre at frygte ved Brexit
Hvis de nu havde været opmærksomme på den gennemgribende omstilling af økonomien siden 2008, og endnu mere siden 2016, på de formodede tankeløse uhyrer Trump og Boris Johnson og på ordene fra de få intellektuelle, der står bag dem, ville de have opdaget, at der er mindre at frygte ved Brexit, end de havde forestillet sig – men mere at frygte for deres dyrebare partier og ideologier.

For det første burde de, der ønskede et blødt Brexit og øgede offentlige investeringer, juble: Det er netop det, Boris Johnson er i stand til at gøre, nu hvor han har et stort flertal bag sig, og noget, som Corbyn aldrig var i nærheden af. Mange mistænker de konservative for ikke virkelig at ville investere i infrastrukturen – det er muligt, men de kan, hvis de vil.

Mens Corbyn har brugt de seneste år på at holde sammen på sit eget parti, er det vanskeligt at se, hvordan han kunne have opnået ambitiøse reformer med et uarbejdsdygtigt parlament, der forsøger at genforhandle Brexit, mens de stadig er nødt til at efterleve EU's strenge budgetbegrænsninger. Økonomien vil nu sandsynligvis opleve et mindre boom, som vejer de negative effekter af gennemførelsen af Brexit op – igen er det tvivlsomt, om Corbyn kunne have indgydt den selvtillid.

Derudover kommer vi måske til at se politik for genindustrialisering. En forhenværende økonom for Bank of England skrev for nylig en artikel til det trumpske tidsskrift American Affairs, der argumenterer for, at de konservative burde bruge Brexit som afsæt til indgreb, der erstatter importerede varer med britiske. Det er svært ikke at se en parallel til nederlaget for venstrefløjskoalitionen, der havde lovet en grøn ny aftale og en ny grøn aftale under de seneste EU-valg for blot at se en kristendemokratisk EU-kommissionsformand meddele, at hun vil gennemføre det. Højrefløjen er ved at virkeliggøre det, som venstrefløjen har givet løfter om.

Lukkede øjne og tiltagende hysteri
Venstrefløjstænkere i Storbritannien og andre lande tror stadig, at de lever under neoliberalismen. Deres frygt for Trump og Johnson har mindre at gøre med fascismens tilbagekomst end med deres egen desorientering i den ukendte nye verden, de befinder sig i. Det eneste, de ser ud til at være i stand til, er at lukke øjnene, klage over verdens endeligt og rakke ned på deres politiske modstandere og deres vælgere.

Deres tiltagende hysteri afholder dem fra at tage bestik af situationen og gøre status over deres irrelevans. Langt fra et wakeupcall synes Corbyns nederlag at være dømt til yderligere at understrege splittelsen på den europæiske venstrefløj mellem eurofile og eurofobe. Venstrefløjen kommer ikke til at lære noget af dette nederlag og ville heller ikke have lært noget af en usandsynlig sejr.

Det er blot de seneste af en serie af fejlslagne forsøg fra socialisternes side på at bruge Labour, og det endte, som man kunne have forudset, ligesom de tidligere forsøg: Nogle fra den britiske politiske organisation Momentum kommer til at indtræde som midtsøgende Labour-folk, mens de fleste fra Labour-medlemsbølgen vil forlade politik for evigt – med en følelses af bitterhed og af at være blevet forrådt.

Venstrefløjens manglende evne til at tage ved lære er ikke ny. Marx rettede kritik mod det efter den mislykkede revolution i 1848, og hans værk kan ses som et forsøg på at hjælpe venstrefløjen med at lære af sine fejltagelser. Til ingen nytte?

Oversat fra engelsk af Maria Bierbaum Oehlenschläger

Forrige artikel Dansk Erhverv: Mere EU-lovgivning mod social dumping er unødvendig Dansk Erhverv: Mere EU-lovgivning mod social dumping er unødvendig Næste artikel KL: Regeringen skal kæmpe for at beholde EU's strukturfondsmidler KL: Regeringen skal kæmpe for at beholde EU's strukturfondsmidler