Britisk parlament skal give grønt lys til Brexit

DOM: Den britiske højesteret har stadfæstet, at det nationale parlament skal høres, inden Storbritannien kan starte forhandlinger med EU om at forlade samarbejdet.

Theresa Mays helt store opgave som britisk premierminister blev i dag en smule mere kompliceret.
Theresa Mays helt store opgave som britisk premierminister blev i dag en smule mere kompliceret.Foto: Dan Klitwood/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU ser nu ud til at blive yderligere kompliceret.

Den britiske højesteret har nemlig tirsdag formiddag stadfæstet beslutningen om, at parlamentet skal give grønt lys, inden forhandlingerne kan indledes med EU.

Dommen falder ugen efter, at premierminister Theresa May holdt en stor tale, hvor hun udlagde sine og regeringens planer for, hvordan Storbritannien vil træde ud af EU. De planer fik en blandet modtagelse af parlamentet, og derfor sår dommen tvivl ved, hvordan forhandlingerne kommer til at forløbe.

Læs også: Ekspert: Brexit-dom gør livet sværere for den britiske regering

Derudover giver det anledning til tvivl om, hvorvidt May kan nå at indlede forhandlingerne senest ved udgangen af marts, som hun ellers erklærede i sin tale. Det sker ved, at Storbritannien udløser den såkaldte artikel 50 i Lissabontraktaten – noget parlamentet altså nu kan forhale.

Når den udløses, starter nedtællingen på de to år, som forhandlingerne må tage. EU-toppen har gentagne gange understreget, at forhandlingerne ikke kan starte, før det sker.

De første reaktioner tyder dog på, at det største oppositionsparti, Labour, ikke vil stille sig på hælene:

”Labour respekterer resultatet af folkeafstemningen og det britiske folks ønske og vil ikke besværliggøre processen om at udløse artikel 50,” siger partiets leder, Jeremy Corbyn til BBC.

Davis: Tidsplanen holder
Selvom den britiske regering led nederlag ved domstolen tirsdag understreger Storbritanniens minister med ansvar for Storbritanniens EU-exit, David Davis, at afgørelsen ikke vil føre til slinger i Brexit-kursen.

I en tale til det britiske underhus sagde han, at regeringen "hurtigt" vil fremlægge et forslag, der gør regeringen i stand til at aktivere EU-traktatens artikel 50.

"Lovforslaget vil være ligetil. Det handler ikke om, hvorvidt Storbritannien skal forlade EU eller ej. Den beslutning er allerede truffet af folket," sagde han og fortsatte:

"Vi vil arbejde med kollegaer i parlamentet for at sikre, at forslaget vedtages i god tid, sådan at vi kan aktivere artikel 50 ved udgangen af marts i år."

Dommen ved den britiske højesteret blev vedtaget med stemmerne otte for og tre imod. Den fastslår også, at de skotske og walisiske parlamenter i Storbritannien ikke skal godkende aktiveringen af artikel 50.

Efter den britiske folkeafstemning i 2016 argumenterede regeringen for, at den alene havde magten til at starte forhandlingerne. Det blev udfordret af en umage duo, da en investeringsrådgiver og en frisør sammen lagde sag an mod regeringen for at få parlamentet med på råd.

Regerigen led sit første nederlag i sagen i november, da den britiske High Court konkluderede, at parlamentet skal godkende startskuddet til Brexit.

Tirsdag satte højesteret en tyk streg under den konklusion.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00