Dan Tschernia: Tidsånden er med Le Pen

Af Dan Tschernia
Fhv. tv-direktør og kultur- og presseråd i Paris

77 procent af franskmændene synes, demokratiet fungerer dårligere og dårligere. 30 procent kunne godt tænke sig en anden styreform. 74 procent mener, politikerne ofte er korrupte. 33 procent går ind for en autoritær styreform, hvor præsidenten i sin valgperiode sammen med et lille hold af rådgivere bestemmer alt, og hvor politiske partier, fagforeninger - arbejdsmarkedets parter i det hele taget - ikke får megen magt, og hvor parlamentets rolle er stærkt begrænset. Hvis præsidenten ønsker det, kan han eller hun udskrive folkeafstemninger.   

Det fremgår af en undersøgelse, som meningsmålingsinstituttet Ipsos/Sopra Steria foretog for Le Monde 21. til 25. oktober i år (”Les Français, la démocratie et ses alternatives – Novembre 2016”).

Det er i den stemning, franskmændene forbereder sig til valgene i foråret, hvor de den 23. april og 7. maj 2017 skal vælge en ny præsident. Mistilliden til de politiske ledere er stor – godt hjulpet på vej af den følelse af hjælpeløshed, som det sidste halvandet års voldsomme attentater har skabt i befolkningen. Der er en fornemmelse af, at ingen passer på landet.

Fillon vil føre en hård politik mht. de offentligt ansatte. Han sammenlignes med Thatcher - bare lidt skrappere.

Dan Tschernia

Da islamistiske terrorister sidste år i november slog til mod flere mål i Paris og trængte ind på spillestedet Bataclan, begav præsident François Hollande, Paris’ borgmester og landets indenrigsminister (der bl.a. er ansvarlig for landets indre sikkerhed) sig til spillestedet – mens myrderierne endnu foregik inde i koncertsalen.

I en udsendelse, som fransk TV bragte i anledning af et-årsdagen, hører man folk håne de tre politikere: ”Bravo hr. præsident”, råber en – ”Skammer De Dem ikke, hr. indenrigsminister” lyder det fra en anden. De tre politikere kigger kort med forpinte miner på kameraet, mens de fortsætter mod gerningsstedet. Det er en grov hån og uretfærdighed, de udsættes for.

Lige siden har Frankrig været i undtagelsestilstand med soldater, der patruljerer i Paris’ og andre byers gader, og man fornemmer en atmosfære af usikkerhed, der dels lægger en dæmper på den almindelige stemning, og dels har skadet turismen i en sådan grad, at der er alvorlig krise i hotel- og restaurationsbranchen.

I denne weekend vælger højrefløjspartiet Les Républicains sin præsidentkandidat. Valget står mellem den moderat konservative Alain Juppé (borgmester i Bordeaux, tidligere statsminister under Chirac og tidligere straffet for ulovligt at have ladet Paris’ kommune støtte partifæller) og den meget højreorienterede liberalist François Fillon (tidligere statsminister under Sarkozy, der røg ud i første runde). Fillon fik 44,1 procent af stemmerne i søndags. Alain Juppé, der havde været storfavorit, fik overraskende kun 28,6 procent.

Alle kan deltage i primærvalgene, blot de betaler to euros og skriver under på, at de er ideologisk enige med partiet. Mere end fire millioner stemte i sidste uge.

Fillon er næsten fundamentalistisk katolik – modstander af abort f.eks. og gammeldags i sin holdning til familien. Bl.a. derfor er han ikke begejstret for lovene om ægteskab mellem mennesker af samme køn. Han er en god ven af Ruslands Vladimir Putin, der ifølge tv-stationen BFM-TV siger, at ”han er en meget professionel person, der er god til at forsvare sine synspunkter”. Og selvfølgelig går han, til trods for at han har været statsminister i fem år under Sarkozy, nu til angreb på eliten.

Næsten alle regner med, at Fillon vinder næste omgang og dermed kommer til at konkurrere med blandt andre socialisternes endnu ikke udpegede kandidat, venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, Marine Le Pen fra Front National og Emmanuel Macron – tidligere økonomiminister i Hollandes regering. Han har dannet sit eget parti ”En Marche” og lader det stå hen i det uvisse, om han nu er til højre eller til venstre eller i centrum af det politiske spektrum.

Han fylder 39 år om en måned og er lidt af et vidunderbarn med flere uddannelser bag sig og hurtige karrierer i både private og offentlige sammenhænge. Den politiske karriere skabte præsident Hollande for ham ved først at gøre ham til vicegeneralsekretær i Elysée Palæet – derefter økonomiminister. Han fører kampagne med sin hustru Brigitte Trogneux som organisator. Hun er 20 år ældre end ham, har tre børn af et tidligere ægteskab og seks børnebørn. De to mødte hinanden i gymnasiet. Hun var hans lærer.

Som alle, der stiller op til det franske præsidentvalg, vil han ”samle franskmændene”. Politisk minder ham om vores nu forhenværende finansminister Bjarne Corydon (S) – lidt socialist, men absolut ikke for meget - præget af borgerlige, sociale og økonomiske idéer.

Selvom han i tidligere meningsmålinger placerede sig godt, regner kun få med, at han har en chance for at blive præsident. Han skal have 500 underskrifter fra folkevalgte fordelt over hele Frankrig for at kunne opstille. Det er ikke nemt. Dertil kommer, at han er ung, uerfaren og for lidt folkelig, selvom - som det kunne ses på tv forleden - hustruen dirigerer rundt med ham og instruerer ham i, hvordan og i hvilket stemmeleje han skal tale til store forsamlinger. De lærte hinanden at kende, da hun underviste ham i drama.

Socialisterne har ikke fundet deres kandidat endnu. De venter spændt på, om Hollande genopstiller. Han er en af historiens mest upopulære franske præsidenter. I sit eget bagland er folk vrede over de åbenhjertigheder, man kan læse i bogen ”Det burde en præsident ikke sige”, som udkom for en måned siden. Det er to journalister fra avisen Le Monde, der har interviewet og fulgt ham gennem de seneste fem år – fra han var kandidat og til dette efterår.

Han lægger ikke skjul på ret meget over for dem. Forfatterne – Gérard Davet og Fabrice Lhomme – bemærker, at han gerne vil være politiker på en åben måde, ligesom statsministeren i den danske tv-serie ”Borgen”, der er meget populær i Frankrig, hvor folk tror, at det er den skinbarlige danske virkelighed, de her konfronteres med. Hans forbillede er de skandinaviske politikeres måde at opføre sig på. Men den stil duer tilsyneladende ikke. Man forventer sig noget meget ophøjet og utilnærmeligt. Ikke en varm, munter og empatisk præsident som Hollande.

Efterhånden er mobningen af Hollande dog ved at blive for meget for en del af befolkningen. I et åbent brev i søndagsavisen Le Journal du Dimanche udtrykte en lang række skuespillere, forfattere, filosoffer og andre kunstnere for nogle uger siden støtte til Hollande, som de synes har gjort meget godt indenfor uddannelse, sikkerhed, økonomi, socialforsorg, kultur og økologi. Blandt underskriverne er Catherine Deneuve, Juliette Binoche og Mazarine Pingeot, datter af afdøde præsident François Mitterrand.

Filosoffen Bernard-Henri Lévy roser også Hollande og anser ham for at være en god præsident, der bl.a. har ført en fremragende udenrigspolitik (France Info 11. november 2016).

Hollande er dog afskrevet af de fleste, der frakender ham enhver chance for at opnå endnu en præsidentperiode. I begyndelsen af december fortæller han, at han stiller op på ny – i første omgang til socialistpartiets primærvalg. Den politiske kommentator, journalisten Jean-Michel Aphatie skriver kynisk i sin nye bog ”Man tager (næsten) de samme og begynder forfra. Hvem bliver den bedste løgner i 2017?”, at Hollande stort set har nul chance for at blive genvalgt - og ”Det ville være bedst, hvis han selv afstod fra at genopstille. Men det ville kræve en visdom, som kun få politikere er i besiddelse af”. Aphatie mener i øvrigt, det i sig selv er diskvalificerende, at en siddende præsident accepterer at deltage i et primærvalg.

Hollande er trods sit rygte en dygtig politiker. Han kan overraske. Det har han gjort før. F.eks. da han stillede op og vandt valget for fire et halvt år siden. Det havde kun få regnet med.

Og så er der Marine Le Pen. Hun er i fint humør og har allerede indrettet sit valghovedkvarter tæt på Elyséepalæet i Paris – det sted, hvor præsidenten holder til.

Da Trump vandt i USA, erklærede hun dagen for ”en festdag”. Hun håbede, at Juppé vinder, fordi han er moderat og ikke så generelt fordømmende over for landets store muslimske befolkning (man regner med, at der er omkring seks millioner muslimer i landet), og dermed ville blive en let modstander for hende. Nu bliver det formodentlig Fillon, der i mange henseender ligger tæt på hendes linje - både i forholdet til muslimer og til Putin, som hun er meget begejstret for - som hun skal konkurrere med.

Fillon vil føre en hård politik med hensyn til de offentligt ansatte. Han sammenlignes med Thatcher - bare lidt skrappere. 500.000 stillinger skal nedlægges, arbejdstiden (der skal arbejdes mere for samme løn) skal op. Arbejdsløshedsunderstøttelse (hvis den er for god, gider folk ikke arbejde) skal ned, og hans syn på socialpolitikken er i det hele taget meget højreorienteret. Det er hendes ikke. Ligesom Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet her i landet kan enes om mange ting, har Front National (FN) en social dimension, der kan tiltrække vælgere, der ikke ikke ønsker denne hårde del af Fillons program.

Ganske vist tror 57 % af franskmændene ifølge BFM-TV, at Fillon kan blive præsident, hvis han klarer anden runde af Les Républicains primærvalg. Men netop hans sociale nedskæringspolitik risikerer at bane vejen for Marine Le Pen, der ligesom sit amerikanske forbillede lover samarbejde med de russiske venner (der giver tilskud til hendes partivirksomhed), opgør med muslimer, EU, globalisering, frihandel og alt det andet onde, udlændinge påtvinger det plagede og underprivilegerede franske folk.

I et land, hvor der er stor mistillid til politikerne, hvor der er tradition for at stemme helt ufornuftigt i første runde, og hvor, som det fremgår af Le Mondes undersøgelse, er 33 procent af befolkningen, der er villig til at acceptere en anden styreform end demokratiet, kan alt ske. Derfor kan man - uanset at mange danske Frankrig-specialister anser det for en absurd tanke - ikke udelukke en så stor fremgang for Le Pen, at det fører til en valgsejr. Tidsånden er med hende.  

----

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.