David Trads: Hviderusland er et kommunistisk frilandsmuseum

KOMMENTAR: De fleste af os i Vesten ser på Hviderusland med foragt. Men desværre ikke alle – for selv i EU er der regeringer i Polen og Ungarn, som ser potentiale i det menneskefjendske regime.

Engang fortalte Thomas Petersen, som i en menneskealder underviste i russisk og sovjetisk historie på Aarhus Universitet, mig, hvad han gjorde, når universitetsstuderende i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne udtrykte for stor begejstring for kommunismen:

”Vi skaffede dem et udvekslingsophold på et sovjetisk universitet – for bare et halvt år ude i den virkelighed kurerede nærmest alle fra at få lyst til kommunistisk revolution i Danmark!”

Bare nogle måneders ophold i provinsens Volgograd, Sverdlovsk eller for den sags skyld i storbyerne Leningrad og Moskva åbenbarede for enhver, hvilket hæsligt system, det sovjetiske var: Mangel på alting – fra ordentlig mad og tøj til friheden til at tale frit.

I dag er det meste af kommunismen heldigvis forsvundet fra vores breddegrader – for straks efter Murens Fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991 faldt det ene af de onde, menneskefjendske regimer et efter et…men der er stadig et enkelt tilbage:

Hviderusland!

Under de facto-diktatoren Aleksandr Lukasjenko, et fortidslevn af en sovjetisk apparatjik, har Hviderusland reelt været et kommunistisk frilandsmuseum lige siden.

Mens især østeuropæerne, litauerne, esterne og letterne, men også i hvert fald i perioder russerne, ukrainerne og andre i den gamle Sovjet-sfære oplever eller har oplevet den beruselse, som friheden giver den enkelte, så er hviderusserne forblevet i mørket.

Lukasjenko, politisk udpeget generaldirektør for en kæmpe kartoffelfabrik, dengang Kreml fortsat bestemte alt, har været sit lands evighedsleder siden 1994! Han har holdt sit land og sit folk i et jerngreb – og i takt med, at oppositionen har rejst sig, er metoderne forværret.

De forløbne uger har vi – på afstand – set Lukasjenkos ondskab ramme det forpinte land. Det valg, som blev holdt i august, var ren skueproces. Mange udfordrere til præsidentposten blev intimideret til at blive væk eller slet og ret forbudt muligheden for at stå på stemmesedlen. Inspirationen fra Vladimir Putin i Moskva er åbenlys hos Lukasjenko i Minsk.

De modige demonstranter, der i titusindvis, sommetider hundredtusindvis, er gået på gaden rundt om i hviderussiske byer i protest mod valgsvindel i særdeleshed og undertrykkelse i al almindelighed, er bemærkelsesværdigt modige mennesker.

Tag bare Maria Kolesnikova, en af de tre kvinder, som insisterede på at udfordre Lukasjenko i sommer:

Den stærke, stærke kvinde – i mit univers er hun helt oppe i kategori med Vaclav Havel, Lech Walesa og andre af de stærke demokratiske kræfter, som fik kommunismen til at falde sammen i 1980’erne – blev i denne uge brutalt anholdt i Minsk, mast ind i en varevogn uden vinduer, som kørte til grænsen til Ukraine for at få hende ud af landet.

Men fru Kolesnikova gav sig ikke – for på vej gennem ingenmandsland mod den ukrainske grænse vendte hun sig om, rev sit hviderussiske pas i stykker, begav sig til fods tilbage til sit moderland. Sikken en modstandskvinde. Sikken et mod.

Kolesnikova har længe – sammen med andre forbløffende stærke oppositionspolitikere – advaret om, hvor slemt det står til i det land, hvis grænse blot er små tusinde kilometer sydøst for Danmark. Til BBC trak hun det helt skarpt op:

“For at forstå, hvad der rent faktisk sker her, er man virkelig nødt til at være her.”

Kolesnikova har selvfølgelig ret, men heldigvis har vi øjenvidneberetninger fra det hviderussiske regimes brutale overgreb – ikke mindst fra Matilde Kimer, DR Nyheders dygtige korrespondent, som dagligt afdækker udviklingen.

Vi ved også nok til at vide, at den er helt, helt gal i Hviderusland – og vi kan glæde os over, at både EU og Danmark lige nu skruer maksimalt op for kritikken af overgrebene. Desværre har Lukasjenko en magtfuld ven i Kreml, nemlig Putin, som reelt er lige så slem.

I dag, når vi kigger på Hviderusland, er det som at se et kommunistisk frilandsmuseum, som de fleste af os i Vesten ser på med foragt. Desværre ikke alle – for selv i EU er der regeringer i Polen og Ungarn, som ser potentiale i Hviderusland.

Det minder os om, at kampen for frihed skal udkæmpes hver eneste dag.

Og det minder os om, hvor vigtigt det er at bakke op om dem, der kæmper frihedens sag.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Forrige artikel Bertel Haarder: EU er vores værn mod Kinas pres Bertel Haarder: EU er vores værn mod Kinas pres