Debat

Debat: EU bør dele Brexit-ansvaret med brødebetynget Cameron

DEBAT: Selvom briterne har været EU-skeptiske i mange år, kunne Brexit måske have været undgået, hvis EU havde givet Cameron bedre kort på hånden i 2016, skriver Katja Murray, der bor og arbejder i London.

Det er ikke nødvendigvis kun David Camerons Brexit-afstemning i 2016, der er skyld i redeligheden i Storbritannien, skriver Katja Murray. 
Det er ikke nødvendigvis kun David Camerons Brexit-afstemning i 2016, der er skyld i redeligheden i Storbritannien, skriver Katja Murray. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Flora Juul Holst
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Katja Murray
Cand.scient.anth. og MA i European Politics and Administration

Den tidligere engelske premierminister David Cameron, som udskrev Brexit-afstemningen i sommeren 2016, gav i sidste uge interviews til flere store engelske aviser. Her fortæller han om sine kvaler og sin selvransagelse i årene efter Brexit-afstemningen.

Samtidig anklager Cameron sine tidligere kollegaer Boris Johnson og Michael Gove for at have brugt ufine metoder. Såsom at sprede frygt for, at Tyrkiet snart vil blive en del af EU, og påstå, at 350 millioner pund om ugen kunne bruges på det engelske sundhedsvæsen i stedet for at blive sendt til Bruxelles.

Briterne var EU-skeptiske længe før Brexit
Ifølge Matthew Goodwin, professor i politik på University of Kent, var der allerede i 1990’erne over 50 procent af den britiske befolkning, som enten ønskede at forlade EU eller at reducere EU’s indflydelse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Goodwins pointe er, at selvom det er fristende at konkludere, at briterne stemte for Brexit grundet Leave-kampagnen og dens ufine metoder, anført af den legendariske spindoktor Dominic Cummings, så var briterne allerede skeptiske over for medlemskabet af EU.

Selv hvis en ny folkeafstemning blev afholdt i dag tre år efter, så er det ifølge professor Goodwin langtfra sikkert, at den ville medføre et flertal for at blive i EU.

Undervurderede resten af EU sandsynligheden for Brexit, og forpassede man derved en historisk mulighed?

Katja Murray

Samtidigt hjalp det på ingen måde Remain-lejren, at det socialdemokratiske parti, Labour, med den EU-skeptiske Jeremy Corbyn som formand, aldrig for alvor kom ind i kampagnen og fedtspillede en stor del af tiden op til den skæbnesvangre afstemning i juni 2016.

Briterne er delt i Brexit-fraktioner
Efter tre års politisk debat tyder flere opinionsmålinger nu på, at briterne er begyndt at identificere sig med bestemte Brexit-fløje, såsom No-deal-Brexit, Brexit-with-a-deal, Remainiacs, Second Referendum og andre Brexit-fraktioner, og at dette vil få stor betydning for, hvor de sætter krydset ved næste valg.

Ved at afsætte 21 moderate konservative partifæller, som stemte imod No-deal-Brexit, har Boris Johnson positioneret De Konservative som et rent Brexit-parti frem mod næste valg for dermed at vinde stemmerne tilbage fra Nigel Farage.

Læs også

Seneste opinionsmålinger fra YouGov tyder på, at opbakningen til Boris Johnson er stigende. Han ser nu ud til at få opbakning fra 56 procent af dem, der stemte for Brexit. Det er således opbakning i befolkningen, når Johnson kæmper for, at UK skal forlade EU, med eller uden en aftale, 31. oktober.

Derimod er Remain-stemmerne splittet mellem De Liberale og Labour. De Liberale har nu meldt ud, at de går til valg på helt at aflyse Brexit, hvilket falder i god jord blandt Remainiacs. Tilbage står Labour, som er imod No-deal-Brexit, men samtidig ikke har meldt kulør som et rent Remain-parti. Fortsætter Remain-stemmerne med at være delte, styrker det Boris Johnsons chancer ved et kommende valg.

Er EU uden skyld?
Tilbage til Camerons selvransagelse og søvnløse nætter. Cameron og næsten halvdelen af befolkningen begræder de sidste års politiske udvikling. Cameron kan fortsat ikke sove om natten. Det skyldes ikke kun Boris og Gove og deres ufine kampagne-metoder. Det skyldes også, at han var skuffet over EU.

I 2013 holdt Cameron en tale, hvor han lovede “A new settlement for Britain in Europe”. Cameron ønskede undtagelser fra en tættere Union, han ønskede at begrænse sociale ydelser til EU-borgere, som lige var ankommet til landet og aldrig havde betalt deres skat i Storbritannien, og han ønskede en klar aftale om ikke at skulle betale til kriseramte lande i eurozonen – efter erfaringerne med Grækenland.

Efter forhandlinger med resten af EU havde Cameron i vinteren 2016 opnået indrømmelser på de fleste af områderne, men mindre indrømmelser, end han havde håbet på, og aftalen blev hånet af den engelske presse.

Når det store Brexit-drama engang er blevet udkæmpet og støvet har lagt sig, hvad har vi så lært af det? Var Brexit blot et uundgåeligt udslag af Britisk nationalisme blandet med årtiers EU-skepsis og en nostalgisk drøm om at vende tilbage til fortidens storhed?

En spildt chance
Der er ingen garanti for, at en bedre aftale for Cameron i starten af 2016 havde medført en sejr for Remain-kampagnen. Men en mere imødekommende retorik fra Bruxelles og en enklere aftale om at begrænse sociale ydelser for nyankomne EU-borgere kunne have sendt Remain-kampagnen bedre fra start.

Cameron havde forventet, at aftalen med EU var en stærk affyringsrampe for Remain-kampagnen. I stedet stod han tilbage med en aftale, som var vanskelig at forklare, og som fik ham til at fremstå forpjusket og vingeskudt i den engelske presse.

Spørgsmålet, som bør stå tilbage, når støvet har lagt sig, er, om EU’s stats- og regeringschefer kunne have sendt Cameron hjem med bedre kort på hånden. Undervurderede resten af EU sandsynligheden for Brexit, og forpassede man derved en historisk mulighed?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00