Derfor vil Ursula von der Leyen beskytte den europæiske levevis

Af Mikkel Boris, journalist  

En hundefløjte er kendetegnet ved, at den kan frembringe en ultrasonisk lyd, som ligger i et frekvensniveau, der kan høres af hunde, men ikke ænses af mennesker. Man kan dermed adressere sin hund uden at genere omkringværende mennesker. 

I en politisk kontekst er begrebet en analogi for politisk kommunikation, som er designet til at lyde tilforladeligt for majoriteten, men samtidig indeholder et kodesprog, der resonerer hos en specifik målgruppe. 

Eksempelvis blev metoden tilskrevet den forhenværende australske premierminister John Howard og hans evne til at appellere til den ekstremt indvandringskritiske højrefløj uden at være eksplicit racistisk og dermed afstå den mere moderate vælgerbase. 

De populistiske EU-skeptikere vinder, og de pakker gerne deres politik ind i værdier, så Kommissionen bliver nødt til at sætte værdier højt på dagsordenen for at modstå den diskurs.

Oriane Calligaro
Lektor i statskundskab ved universitet i Lille og redaktør på antologien ‘European Values’

Denne anklage ramte også den nykårede formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, da hun i efteråret præsenterede sit nye kommissærkollegie og i den forbindelse annoncerede græske Margaritis Schinas som kommissær for beskyttelse af vores europæiske levevis. 

Le Pen: En ideologisk sejr
Såfremt det var von der Leyens intension at bedrive hundefløjtepolitik, lykkedes det ikke. Ganske vist gik beskeden rent ind på den yderste højrefløj, hvor en Marine Le Pen udråbte kommissærtitlen til ”en ideologisk sejr”, men det klingede samtidig falsk i store dele af det øvrige politiske spektrum.

Det fremgår nemlig af Schinas’ jobbeskrivelse, at han skal koordinere EU's indsats mod terror, udarbejde en ny europæisk migrationspolitik og styrke Frontex’ kontrol med Unionens ydre grænser. 

Det daværende britiske europaparlamentsmedlem, Molly Scott Cato, bemærkede, at von der Leyen benyttede sig af fascisternes splittende retorik, mens belgiske Phillippe Lamberts udtalte: ”En udelukkende hvid Europa-Kommission, der hævder at beskytte ’vores europæiske levevis’ er langt fra ideen om enhed i diversitet, som denne Union bygger på.” Dertil lød der kritiske røster fra profiler som den tidligere belgiske statsminister Guy Verhofstadt og den afgående formand, Jean-Claude Juncker, samt flere danske europaparlamentsmedlemmer.  

Er migration en trussel?
Men var det Kommissionens alvor, at migration skulle forstås som en trussel mod vores europæiske levevis?  

Den kontroversielle kommissærtitel blev sidenhen ændret fra beskyttelse til fremme af vores europæiske levevis for at sikre, at Schinas blev godkendt af Europa-Parlamentet. Den tidligere talsmand for Juncker er nemlig udtænkt en nøglerolle i von der Leyens kommission og hans område er fremhævet som en af hendes seks hovedprioriteter. 

For at forsvare sin plan greb von der Leyen til pennen og udgav en kronik, der forklarede, at hun såmænd bare henviste til EU’s værdigrundlag, som er formuleret i Lissabontraktatens artikel 2: 

”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstat og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.” 

Den europæiske levevis handler om at skabe lige muligheder for alle, forklarede hun, om at beskytte de svageste i samfundet og uddanne folk til et liv i værdighed. Hun advarede mod at tage dens slags for givet, fordi antieuropæere truer indefra såvel som udefra: ”Vi har set fremmede magter blande sig i vores valg. Og vi har set hjemmedyrkede populister, der forsøger at destabilisere os indefra med billige nationalistiske slogans,” skrev hun. Kronikken indeholdt ikke et eneste ord om migration og lignede langtfra en ideologisk godbid til Le Pen. 

På den måde afværgede hun krisen og sikrede arbejdsro indtil præsentationen af deres plan for migration senere på året. 

Ny juridisk betydning  
Sådan kan man nemt reducere sagen til et eksempel på navlepillende fnidderfnadder i glasbygningerne langs Rue de la Loi. Men ikke desto mindre står den europæiske levevis stadig tilbage som en af von der Leyens topprioriteter. Det samme gør spørgsmålet om, hvorfor det er så vigtigt for hende at hævde den europæiske levevis og de værdier, der er udtrykt i artikel 2. 

Ifølge Oriane Calligaro, der er lektor i statskundskab ved universitet i Lille og redaktør på antologien ‘European Values’, er balladen om den europæiske levevis blot det seneste indlæg i en endeløs debat om EU’s værdier: 

”Det er ikke nemt for europæiske ledere og institutioner at benytte ord som europæisk identitet eller værdier, for de kommer med en tung ideologisk ballast. Så for ikke at åbne Pandoras æske forsøger de at finde andre udtryk. Her er ’europæisk levevis’ bare den seneste formulering,” fortæller hun. 

Hun forklarer endvidere, at kimen til debatten om de fælleseuropæiske værdier blev lagt allerede ved grundlæggelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951. Den accelererede sidenhen med vedtagelsen af en ‘Deklaration for europæisk identitet’ i 1973, som grundede det europæiske i værdier som menneskerettigheder, retsstatsprincippet, repræsentativt demokrati og social retfærdighed. 
 
”Årene forinden havde man haft 68-bevægelsen, der kritiserede politikerne for at være for vækstorienterede og materialistiske. Den kritik ramte også den europæiske integration, som netop kun var økonomisk drevet. Det gik op for de europæiske ledere, at den økonomiske legitimitet måske ikke var nok, at de måtte promovere den europæiske integration med andre argumenter,” siger Calligaro. 

Værdiredskaberne i værktøjskassen 
Til trods for et lille mellemspil ved Københavnerkriterierne i 1993, der skulle sikre, at EU kun optog demokratiske lande, var det først med Lissabontraktaten, at EU’s værdigrundlag blev eksplicit. Længe var den hverken brugt eller tænkt som et egentligt redskab, men i den seneste kritik af Polens og Ungarns lemfældige omgang med demokratiske værdier og alternative forståelse af retsstatsprincippet har artiklen fået en hovedrolle. 

Senest har værdierne været brugt til at kritisere de to landes politiske håndtering af covid-19-krisen, og i april indledte Kommissionen en procedure for at retsforfølge Polens regering for at fratage dommere deres uafhængighed. I den forbindelse refererede de direkte til artikel 2.  

Det er ikke første gang. Den var således grundlag for sanktionerne mod Polen i 2017, baggrund for gentagne anklager mod Ungarn, og i december foreslog Kommissionen tilmed en mekanisme, der tillader EU at tilbageholde midler til medlemsstater, som ikke overholder EU’s værdier. Herunder ønsker man hvert år at evaluere, om de enkelte lande overholder de værdier, der er beskrevet i artikel 2.

Artiklen har dermed fået en ny juridisk betydning som grundlag for Lissabontraktatens artikel 7, der giver EU lov til at suspendere medlemslandes rettigheder, hvis de ”groft overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2”. 

Set i det lys er diskussionen om Polen og Ungarn essentiel, hvis man ønsker at forstå von der Leyens værn om den europæiske levevis. Det er en af de væsentligste kriser, hun har arvet fra den forhenværende kommission, en krise, der er nødvendig at løse, hvis EU-politik skal kunne legitimeres værdipolitisk.

Værdiernes renæssance 
Det er nemlig ikke kun som juridisk redskab, at de europæiske værdier har fået ny betydning. I årenes løb er de jævnlig blevet anvendt blandt EU-tilhængere for at finde opbakning til den europæiske integration, når de økonomiske argumenter ikke rakte. 

Særligt i de senere år er de europæiske værdier og ikke mindst artikel 2 blevet brugt stadigt oftere til at retfærdiggøre forskellige EU-politiske tiltag. I 2017 lancerede Det Europæiske Råd et uddannelsesprogram om europæiske fællesværdier for at promovere artikel 2 blandt unge mennesker og bekæmpe ”populisme, xenofobi, splittende nationalisme og spredning af fake news”. 

Læser man Europa-Kommissionens nye digitale strategi, lyder det, at Kommissionen ønsker ”et europæisk samfund drevet af digitale løsninger med rødder i vores fælles værdier”. Dertil har artiklens henvisning til solidaritet været anvendt både af sydeuropæiske lande for at få nordeuropæerne til at modtage flere flygtninge og af nordeuropæiske lande for at få sydeuropæerne til at overholde de mange sparekrav. På den måde er von der Leyens tiltag del af en større EU-politisk tendens. 

En global aktør
Skal man tro Hans Kundnani, der er forfatter, skribent og seniorforsker ved Chatham Houses Europaprogram, skyldes den hyppige brug af europæiske værdier, at EU har transformeret sig fra en normativ supermagt til én jævnbyrdig aktør i den globale konkurrence. 

”EU plejede at være en normativ kraft. Særligt under udvidelsesperioden, hvor man promoverede demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder. Men siden eurokrisen er der sket en transformation af EU. I 1990’erne og de tidlige 00’ere så folk EU som en model for resten af verden. Men med eurokrisen og Kinas fremgang er den selvtillid forduftet. EU er ikke længere en model for resten af verden. I stedet er EU i konkurrence med resten af verden,” fortæller han. 

Den udvikling har påført den europæiske stolthed nogle alvorlige banesår, så snakken om europæiske værdier og europæisk levevis er blevet en måde at forsukre en pille, der ellers er bitter at sluge. 

”Det får proeuropæerne til at have det bedre med det europæiske projekt. Det er svært at indrømme, at den europæiske model bare er en blandt mange, for vi har ikke længere monopol på dyder og visdom. Historisk set har europæerne været ansvarlige for imperialisme og kolonialisme, og nu skal vi så til at forfølge vores interesser i et nulsumsspil med resten af verden. Det er svært at indrømme for europæere, for det knuser illusionen om Europas skæbne i verden. Så den her værdidiskurs er også en måde at berolige europæerne om, at det, de gør, ikke kun er for deres eget bedste, men for hele verdens bedste. Det er jo sådan, europæerne har tænkt om sig selv siden oplysningstiden,” uddyber Kundnani. 

Trendy værdisnak 
En anden forklaring til denne trend er ifølge Calligaro, at EU ikke vil overlade værdidebatten til de EU-skeptiske nationalister. Så parallelt med at værdier generelt har fået en renæssance som politisk redskab i den nationalpolitiske arena, bliver de også anvendt på EU-niveau: til at konsolidere en Union i krise og promovere europæisk integration i en ellers EU-skeptisk tid. 

”De seneste årti har det klart været en trend at bruge de europæiske værdier. Det begyndte med gældskrisen i 2009, sidenhen de mange terrorangreb, migrationskrisen og så selvfølgelig populisternes fremgang,” forklarer Calligaro.

”Jeg tror, at von der Leyen-kommissionen har indset, at de bliver nødt til at tage kontrol over situationen og vinkle deres politik værdimæssigt. De populistiske EU-skeptikere vinder, og de pakker gerne deres politik ind i værdier, så Kommissionen bliver nødt til at sætte værdier højt på dagsordenen for at modstå den diskurs.” 

Det er dog en tricky taktik, mener hun. For Europa-Kommissionen bliver fanget i et paradoks, hvor de promoverer de universalistiske værdier, som er formuleret i artikel 2, med en nationalistisk retorik, der benytter værdier til at afgrænse et os og et dem. 

”Vi har brug for samhørighed og europæisk kultur, der ikke er funderet i etnicitet og religion. Så lad os bruge de værdier, der går videre end det. Måske er det det, von der Leyen prøver,” siger Calligaro.

Von der Leyens dilemma 
Men uanset om von der Leyen bedriver hundefløjtepolitik for at beskytte den europæiske civilisation mod muslimsk indvandring. Om hun vil fremme universalistiske værdier i kamp mod nationalistiske EU-skeptikere. Trumfe illiberale lande som Polen og Ungarn med nye retsmekanismer. Eller sågar glasere det faktum, at EU ikke længere er en etisk supermagt. Ja, så står hun i et dilemma, der til alle tider har hæftet sig til debatten om de europæiske værdier. Et dilemma, som også er årsagen til, at EU ikke er hittet på noget mere specifikt end de vage og juridisk impotente formuleringer i artikel 2. 

Som Kundnani konkluderer: 

”I den ene ende af spektret, definerer du værdierne så vagt, at de slet ikke er europæiske værdier. De er bare værdier, som menneskeheden nu tror på. Demokrati, frihed, den slags. Det kan man ikke hævde som særligt europæiske værdier. I den anden ende af spektret, når du bliver mere præcis, så støder du på det problem, at det ikke er alle i Europa, som tror på dem. Så snart du kommer et spadestik dybere end det generiske, vage og generelle niveau, er der mange forskellige europæiske værdier.”