Det sker i EU: Europol, Brexit og forældreorlov

OVERBLIK: Så er det ugen, hvor der forhåbentligt kan blive sat punktum i sagaen om en dansk særaftale for Europol, hvor EU-cheferne mødes for at lægge deres strategi for Brexit-forhandlingerne, og hvor EU-Kommissionen kommer med et spændende nyt forslag om forældreorlov.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må bruge sin lørdag i Bruxelles på at lægge en slagplan for Brexit-forhandlingerne.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må bruge sin lørdag i Bruxelles på at lægge en slagplan for Brexit-forhandlingerne.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

Mandag 24. april

EU-Kommissionens første-næstformand, Frans Timmermans, stikker mandag hånden i en hvepserede ved at modtage rektoren for Det Centraleuropæiske Universitet, Michael Ignatieff, der lige nu er omdrejningspunktet for en åben konflikt med den ungarske regering. Premierminister Viktor Orban har fået vedtaget en lov, som anses for at være direkte møntet på at få lukket det prestigefulde universitet. Universitetet er grundlagt af den liberale multimilliardær George Soros, som længe har været en torn i øjet på Orban. Soros selv mødes også med flere EU-kommissærer senere på ugen for at drøfte det, der ses som en demokratisk deroute i Ungarn.

Tirsdag 25. april

Miljø- og klimaministre fra de 28 EU-lande tager til Malta for over to dage at diskutere tilpasning til klimaforandringer og miljøtilstanden i verdens have.

EU-parlamentarikerne i Kulturudvalget stemmer om et nyt direktiv for audiovisuelle medier, hvor de blandt andet vil have større beskyttelse af mindreårige, mens deres kolleger i Indre marked-udvalget stemmer om nye regler, der skal slå ned på unfair geoblokering, for eksempel når der shoppes på internettet på tværs af grænser.

Onsdag 26. april

Et længe ventet udspil om EU’s søjle for sociale rettigheder kommer fra EU-Kommissionen. Den indeholder et sæt principper, der skal understøtte et fair arbejdsmarkedet og velfærdssystem. Samtidig kommer et nyt forslag om forældreorlov, der skal hjælpe med at skabe mere balance mellem arbejde og familieliv ved at give ret til orlov til både mødre og fædre.

EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker og chef-brexitforhandler Michel Barnier tager til London for at diskutere Brexit med den britiske premierminister Theresa May.

EU’s forsvarsministre mødes på Malta til et todages uformelt træf, hvor også NATO-chef Jens Stoltenberg deltager.

Torsdag 27. april

Kommissionen offentliggør sin månedlige liste over, hvilke lande der har forbrudt sig mod EU-reglerne og dermed står til at få en overtrædelsessag på halsen.

EU’s europaministre minus briterne mødes i Luxembourg for at forberede weekendens topmøde om Brexit, der skal lægge Unionens forhandlingslinje.

I EU-parlamentet tager de den endelige afstemning om Danmarks særaftale om Europol, der skal være på plads inden udgangen af måneden, hvor Danmark officielt ophører med at være fuldt medlem af det europæiske politisamarbejde.

Fredag 28. april

EU’s udenrigsministre tager til Malta til det såkaldte Gymnich, hvilket er euroslang for den halvårlige uformelle sammenkomst, de har med hinanden og med EU’s kandidatlande om udenrigspolitiske emner.

Lørdag 29. april

EU’s stats- og regeringschefer kommer på weekendarbejde, når de lørdag skal vedtage et sæt retningslinjer for forhandlingerne med briterne om disses exit fra EU-samarbejdet. Premierminister Theresa May er ikke inviteret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00