Det sker i EU: Finanslovsfejder og sommertids-realitetstjek

OVERBLIK: Der er gabende tomt i EU-mødelokalerne i næste uge på grund af efterårsferie og allehelgenslukkedage. Til gengæld leverer både italiensk og britisk politik masser af drama. Og så skal et forslag om at sløjfe skift mellem sommer- og vintertid stå sin første prøve.

Den næste hurdle i Brexit-forhandlingerne for premierminister Theresa May er at få næste års finanslov vedtaget. Først derefter kan der tages beslutninger om den britiske exit fra EU.
Den næste hurdle i Brexit-forhandlingerne for premierminister Theresa May er at få næste års finanslov vedtaget. Først derefter kan der tages beslutninger om den britiske exit fra EU.Foto: Matt Dunham/AP/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

Mandag 29. oktober
For Brexit-følgere er afstemningen om næste års finanslov i det britiske underhus en mærkedag, efter flere af hendes politiske støtter har truet med at tage den som gidsel, hvis hun lægger en Brexit-linje, de ikke kan godtage. Det har betydet, at forhandlingerne om briternes exit i realiteten har været lagt i køleskabet den seneste tid, indtil hun er ovre på den anden side af mandagens afstemning.

Også i Italien er der finanslovsballade, efter at EU-Kommissionen i sidste uge forklarede den italienske regering, at deres budgetplaner for næste år er en ommer. De har tre uger til at give svar på tiltale. Men allerede mandag dukker et hold EU-parlamentarikere fra Parlamentets Budgetudvalg op i Rom for at forhøre sig om den italienske økonomis tilstand hos blandt andre landets nationalbankdirektør og finansminister.

Samme dag tager både EU’s transport- og miljøministre på to dages tur til Graz i Østrig. Miljøministrene tager en snak om fremtiden for EU’s miljøpolitik. Transportministrene tager hul på en særdeles varm kartoffel. For første gang skal de på ministerniveau drøfte et nyt forslag om at droppe den halvårlige omstilling mellem sommer- og vintertid. Et forslag, som ikke har fundet særligt mange venner på EU-plan.

0:000:00