Det sker i EU: Rumænien sætter sig i EU’s førersæde

OVERBLIK: EU tager hul på et travlt 2019 med et nyt og uprøvet EU-formandskab ved rorpinden. Året starter med kamp mod misinformation, strandede asylregler, langturschaufførers vilkår og retten til at skyde ulve.

Den rumænske premierminister, Viorica Dăncilă, byder i denne uge velkommen til EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker og resten af Kommissionen, når rumænernes EU-formandskab indvies i Bukarest.
Den rumænske premierminister, Viorica Dăncilă, byder i denne uge velkommen til EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker og resten af Kommissionen, når rumænernes EU-formandskab indvies i Bukarest.Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

Mandag 7. januar
Medlemmerne af Europa-Parlamentet åbner 2019 med blandt andet at tage en diskussion i Parlamentets Borgerrettighedsudvalg om det følsomme spørgsmål om opdatering af EU’s asylregler. Det sker, efter at EU-Kommissionen har forsøgt at sætte gang i de strandede forhandlinger mellem Rådet og Parlamentet om den såkaldte asylpakke ved at trække nogle af de mere kontroversielle forslag om blandt andet fordeling af flygtninge mellem landene ud af pakken. Noget, som flere parlamentarikere har erklæret sig ret lunkne overfor.

Tirsdag 8. januar
EU’s europaministre skyder årets første ministerrådsmøde af tirsdag i Bruxelles, hvor de blandt andet skal diskutere kampen mod misinformation og indblanding i valg, efter EU’s stats- og regeringschefer ved et topmøde i december udbad sig ekstra fokus på udefrakommende forsøg på at påvirke de europæiske folkestemninger. De vil også diskutere, hvordan de skal få ordentligt smæk på arbejdet med at udforme Unionens næste syvårsbudget, og så gør de status over, hvad der er af lovgivning i EU-maskineriet, som skal forsøges færdiggjort, inden EU-Parlamentet går i valgkamp.

Onsdag 9. januar
De 28 EU-kommissærer afholder årets første kommissionsmøde. Samme dag kommer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på besøg hos EU’s indre markedskommissær, Elzbieta Bieńkowska.

0:000:00