Det sker i EU: Sikkerhed og flygtninge i højsædet

OVERBLIK: EU-ministre drager til henholdsvis Holland og Luxembourg til en stribe ministerrådsmøder, mens Tusk og Merkel tager til Tyrkiet for at diskutere flygtninge, og EU-Kommissionen løfter sløret for sine tanker om en ny europæisk sikkerhedsunion.

Den tyske kansler, Angela Merkel, og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, tager i denne uge til Tyrkiet for at diskutere den skrøbelige flygtningeaftale, som EU har indgået med tyrkerne.
Den tyske kansler, Angela Merkel, og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, tager i denne uge til Tyrkiet for at diskutere den skrøbelige flygtningeaftale, som EU har indgået med tyrkerne.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

Mandag 18. april

Udenrigsministre diskuterer migration og IS
Kristian Jensen (V) tager til Luxembourg for at mødes med sine udenrigsministerkolleger til diskussioner om migration i landene omkring os samt EU’s regionale strategi for Syrien, Irak og kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat. FN’s højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, kommer til frokost. Om eftermiddagen diskuteres samarbejdet med EU’s østlige partnere. Mødet afsluttes med en middag med EU’s forsvarsministre, hvor den skrøbelige situation i Libyen er i højsædet.

 

Tirsdag 19. april

Fjerde jernbanepakke i slutspurt
Forhandlinger mellem ministre og parlamentarikere om den såkaldte fjerde jernbanepakke, der vil liberalisere sektoren, åbne nationale markeder og afkoble myndigheder fra operatører går ind i sin afsluttende fase tirsdag, hvor det er planen, at der skal findes en aftale mellem EU-lovgiverne.

 

Ministre diskuterer mobilitet og sort arbejde
EU’s social- og beskæftigelsesministre tager til uformelt ministerrådsmøde i Amsterdam tirsdag og onsdag. På programmet er blandt andet vandrende arbejdstagere, EU’s platform for sort arbejde og planerne for at skabe en såkaldt ”social søjle” på EU-plan.

 

Hybride trusler og kapacitetsopbygning
Styrkelse af udviklingslandes kapacitet til at tage sig af sikkerhedsproblemer står på EU-forsvarsministrenes dagsorden, når de tirsdag mødes i Luxembourg. De skal også diskutere såkaldte hybride trusler, et begreb, der kan strække sig fra propagandakrig til trusler mod energiinfrastruktur.
Forsvarsminister Peter Christensen deltager. Det samme gør NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg.

 

Dom i dansk sag om aldersdiskrimination
Var det i orden at afskedige 60-årige Karsten Eigil Rasmussen uden fratrædelsesgodtgørelse, fordi han havde nået en alder, der gjorde ham berettiget til pension? Det skal EU-Domstolen afgøre i denne uge. Sagens hovedperson er siden død, så det er boet efter ham, der står over for Dansk Industri i søgsmålet. Men sagen er principielt vigtig, fordi den kan pille ved en national retspraksis, som er i strid med EU’s ligebehandlingsregler.

 

Kommissionen vil digitalisere EU’s industri
EU-Kommissionen præsenterer sin plan for, hvordan EU’s industri kan komme med på den digitale bølge ved blandt andet at styrke infrastruktur for dataanalyse, øge tilliden til cloud-services, koordinere nationale digitale strategier for digitalisering og den forskning og udvikling i sektoren, der støttes fra EU-hold. Ifølge Kommissionen kan digitaliseringen af produkter og tjenesteydelser øge indtjening i den europæiske industri med 110 milliarder euro årligt de næste fem år.

 

Onsdag 20. april

Junckers sikkerhedsunion præsenteres
EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker annoncerede i sidste uge i Europa-Parlamentet, at Kommissionen vil præsentere sine ideer, om hvordan man kan skabe en såkaldt europæisk sikkerhedsunion i kølvandet på terrorangrebene på europæisk jord.

Torsdag 21. april

Asylpolitik på dagsordenen
EU’s ministre for asyl- og justits mødes i Luxembourg for blandt andet at tage hul på de betændte diskussioner om en reform af hjørnestenen i den europæiske asylpolitik, Dublin-forordningen. Ministrene skal også tage bestik af den omfattende flygtningeaftale med tyrkerne, som ikke rigtigt kører på skinner. EU’s justitsministre vil diskutere sikkerhedsspørgsmål i kølvandet på terrorangrebene i Bruxelles i sidste måned. Desuden vil de behandle EU-Kommissionens forslag om såkaldte intelligente grænser, der vil gøre alle tjek af indrejsende i Unionen elektroniske og dermed søgbare.

 

Fredag 22. april

Uformelt finansministerrådsmøde
EU’s finansministre tager to dage i Holland til et uformelt rådsmøde, hvor de blandt andet skal diskutere kampen mod terrorfinansiering samt reform af EU’s flerårige budget. Fokus bliver på uforudsete omstændigheder – for eksempel en migrationskrise. Ministrene skal også diskutere de såkaldte Panama Papers, bankunionen, stabilitets- og vækstpagten, og
Eurolandenes ministre skal tale alvorligt om redningsplanen for Grækenland, som ikke just kører på skinner lige nu.

 

 

Lørdag 23. april
Tusk og Merkel til Tyrkiet
Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, tager med den tyske kansler, Angela Merkel, og EU-Kommissionens første-næstformand, Frans Timmermans, til den syrisk-tyrkiske grænse for at diskutere flygtningekrisen med tyrkerne. Mødet kommer på et diplomatisk kildent tidspunkt, hvor Unionens storstilede flygtningeaftale med tyrkerne skranter, før den rigtigt er kommet i gang, samtidig med at den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagsøger en tysk komiker for ærekrænkelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00