Det sker i EU: TV 2-sag, migration og sidste topmøde før Brexit

OVERBLIK: Næste uge afgør, om polske Donald Tusk kan få 2,5 år til i spidsen for EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd. Samtidig dømmer EU-Domstolen i en penibel sag om TV 2.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) støtter genudnævnelsen af Donald Tusk (t.h.) som formand for Det Europæiske Råd ved topmødet op torsdag. Men det gør Tusks' eget land, Polen, ikke.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) støtter genudnævnelsen af Donald Tusk (t.h.) som formand for Det Europæiske Råd ved topmødet op torsdag. Men det gør Tusks' eget land, Polen, ikke.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

Mandag 6. marts                    

Både udenrigs-, forsvars- og landbrugsministrene kommer til Bruxelles mandag, dog ikke alle til de samme møder. På programmet er blandt andet styrkelsen af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik, inklusive et nyt hovedkvarter for træningsmissioner, migrationspolitik og de seneste udviklinger fra det politisk ustabile vestlige Balkan.

Landbrugsministrene skal diskutere den næste reform af EU’s omstridte landbrugspolitik, men når også at runde en markedssituationen for æbler og forskelle i kvaliteten på fødevarer, der sælges i henholdsvis Øst- og Vesteuropa.

Tirsdag 7. marts

Udenrigs- og europaministrene bliver i byen en ekstra dag for at forberede EU-topmødet senere på ugen og diskutere forholdet til Europa-Parlamentet og en aftale om bedre lovgivning.

I Luxembourg afgør EU-Domstolen en sag om adgangen til at søge humanitært visum fra udlandet, som kan have store implikationer for EU’s asylsystem. Andetsteds i bygningen skal en varemærke-tvist mellem det norske tøjmærke IWEAR og det danske tøjmærke INWEAR afgøres.

Onsdag 8. marts

Sidste kapitel i en langstrakt retssag om statsstøtte til TV 2 afgøres, når EU-Domstolen dømmer i en ankesag rejst af britiske Viasat. Viasat er utilfreds med, at EU-Kommissionen har godkendt statsstøtte til TV 2 som værende inden for EU’s indre markedsregler. Dømmer de imod TV 2, kan det risikere at gøre stationen insolvent.

I Bruxelles afholdes det sædvanlige stormøde mellem arbejdsmarkedets parter og EU-institutionernes chefer forud for forårstopmødet. Det vil sætte fokus på EU’s nye sociale søjle og på, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Torsdag 9. marts

Det sidste normale EU-topmøde, inden briterne, efter planen, sætter gang i skilsmisseprocessen fra Unionen, finder sted i Bruxelles. Forårstopmødet vil, traditionen tro, fokusere på vækst og beskæftigelse i blokken. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og co. vil også diskutere EU’s handelsrelationer med resten af verden, migration og sikkerhed. De vil konkludere, at der ikke er enighed om at skabe en fælles europæisk anklagemyndighed og derfor lade dem, der ønsker det, gå videre i et forstærket samarbejde. Og så vil de efter alle solemærker at dømme genudnævne deres formand, Donald Tusk, til to et halvt år mere i spidsen for Det Europæiske Råd, på trods af modstand fra hans eget land, Polen.

I Europa-Parlamentet starter diskussionen om en reform af Dublin-forordningen, der er grundpillen under det europæiske asylsystem, når Udvalget for borgerrettigheder behandler deres betænkning om sagen.

Fredag 10. marts

De 27 EU-chefer mødes uden briterne for at diskutere deres fremtidige liv efter en britisk exit. De skal diskutere, hvad de synes om det oplæg om EU i 2025, som EU-Kommissionen lige har fremlagt. Men først og fremmest skal de finde en tone for den erklæring, der skal komme ud af den fejring af 60-året for Rom-traktatens underskrivelse, der finder sted senere på måneden, og som EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker har beskrevet som en fødselsattest for det nye EU af 27.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00