Det sker i EU: Unionen i coronakrisetilstand

OVERBLIK: I denne uge skal der fejes op efter sidste uges videotopmøde, der formåede at splitte EU-landene langs de traditionelle nord-syd-skillelinjer, når det kommer til at redde den europæiske økonomi ud af coronakrisen.

Der er dømt mere videodiplomati i denne uge, efter at et virtuelt møde sidste torsdag blandt EU-cheferne om håndtering af coronakrisen er resulteret i dårlig stemning mellem landene. 
Der er dømt mere videodiplomati i denne uge, efter at et virtuelt møde sidste torsdag blandt EU-cheferne om håndtering af coronakrisen er resulteret i dårlig stemning mellem landene. Foto: Pool via Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

Mandag 30. marts
EU’s sundhedsministre mødes over videokonference for at diskutere corona-pandemien, der på globalt plan har ramt over 700.000 mennesker og stadig hastigt spreder sig i hele Europa.

Men det er et endnu ikke skemalagt møde, der optager mange sind, nemlig blandt eurolandenes finansministre. De fik i sidste uge til opdrag at gøre det, EU’s stats- og regeringschefer totalt mislykkedes med, da de holdt videomøde torsdag aften. Nemlig at finde en plan for, hvordan de i fællesskab kan støtte de europæiske økonomier på deres vej gennem coronakrisen. Der er endnu ikke sat ugedag på finansministrenes møde, men det tegner ikke kønt, efter at der er udbrudt ordkrig mellem særligt Holland og en række af de hårdest ramte lande i syd, der drager hele Unionens eksistensberettigelse i tvivl, hvis de ikke kan få hjælp til at klare sig gennem krisen.

I Budapest vil premierminister Viktor Orbán mandag formodentlig lykkes med at få magt til at regere ved dekret på ubestemt tid. Det ungarske parlament, hvor han har flertal, stemmer om at forlænge og udvide den nødretstilstand, der allerede er indført i landet begrundet i kampen mod coronavirus, til chok og rædsel for rettighedsorganisationer på tværs af Unionen.

0:000:00