Det sker i EU: Grænsestrid sender Erdogan til Bruxelles
OVERBLIK: Den tyrkiske præsident kommer til Bruxelles for at tale flygtningeaftale, Margrethe Vestager præsenterer ny europæisk industristrategi, og der er cirkulær økonomi og handelspolitik på dagsordenen i denne uge, hvis ikke EU-systemet når at lægges ned af corona-panik.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørMandag 9. marts
Et hasteindkaldt møde mellem den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og EU's topchefer, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel, finder sted i Bruxelles, hvor de skal diskutere, hvad der skal til for at få flygtningeaftalen mellem de to parter på skinner igen og rettet op på krisesituationen ved den græsk-tyrkiske grænse.
Frygt for coronavirus har fået EU-Parlamentet til at aflyse denne uges session i Strasbourg, efter over 1000 virustilfælde er konstateret i Frankrig. I stedet bliver EU's folkevalgte i Bruxelles, hvor de første tilfælde inden for EU-institutionerne allerede er blevet konstateret.
På parlamentarikernes program er bland andet det nyt forslag til en EU-klimalov, som blev fremlagt i sidste uge. Konkurrencekommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen, Margrethe Vestager, kommer også på besøg for at diskutere med de folkevalgte, hvor snittet skal lægges i EU's konkurrencepolitik i en verden, hvor europæisk industri er presset af USA og Kina og udfordret af en rivende digital udvikling, men samtidig skal være central i den grønne omstilling.