DF: Brexit eller ej: EU står ved en skillevej

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Den britiske afstemning om ”Brexit” har domineret mediefladen det sidste stykke tid, og i weekenden har medierne for alvor fået øjnene op for den vigtige begivenhed.

I Storbritannien er valgkampen for længst gået ind i den fase, som bedst kan betegnes som skræmmekampagnernes fase, og det gælder sådan set på begge sider. Tilhængere af et Storbritannien i EU skræmmer med alt fra et isoleret Storbritannien til lavere pensioner, faldende aktiekurser og stigende arbejdsløshed, mens modstanderne maler et EU op, som minder om det hedengangne Sovjetunion.

Brexit eller ej
EU forholder sig derimod mærkelig tavs. Man tør for alt i verden ikke provokere nogen af siderne. Men EU burde forholde sig til den kendsgerning, at modstanden mod EU er endnu større i et land som Frankrig end i Storbritannien. Det viste en undersøgelse fra den uafhængige amerikanske tænketank Pew. Også i Tyskland er modstanden mod EU massiv, fordi EU bliver forbundet med åbne grænser, kaos og masseindvandring.

Pointen er, at uanset det britiske resultat 23. juni står EU over for en mammut-opgave med at reparere på et sønderslidt image i de europæiske befolkninger, og det image kan udelukkende repareres med ét redskab: Handling! Skåltalernes tid er forbi. De mange floromvundne vendinger om lyksalighederne ved europæisk integration må høre op. Handlingslammelsen skal bekæmpes med politik til gavn for borgerne i Europa. Hvis EU ikke lærer den lektie, er EU dømt til at mislykkes – uanset det britiske resultat.

EU lukker øjne og ører
Når befolkningerne i EU-kernelande som Frankrig og Tyskland siger ”non” og ”nein”, har EU al mulig grund til at være alarmeret. I Tyskland har befolkningen aldrig nogensinde fået lov at stemme om EU-traktater, og man bør erindre, at franskmændene i 2005 sammen med hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten, som ”hu hej vilde dyr” blev lavet om til ”Lissabontraktaten”. Dengang valgte EU at lukke både ører og øjne for den massive modstand. I dag er kedlen ved at koge over.

I stedet for at lytte og handle, har EU valgt at mistænkeliggøre alle, som er skeptiske over for den massive indvandring af kulturer fra den tredje verden.

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

I Tyskland er magthaverne bange for befolkningen. Så bange, at de bekæmper dem med skældsord og social udstødelse. En tysk politiker fra CDU betegnede således meget typisk tilhængerne af PEGIDA som ”pak”. Men ”pakket” er i dette tilfælde det massive flertal af tyskerne, som er dødtrætte af Kansler Merkels ”Willkommenskultur”, som hun lige glemte at spørge tyskerne om først. I Frankrig har befolkningen været under angreb fra muslimske terrorister, senest ved det forfærdelige terrorangreb i Paris.

Opskriften på den totale fiasko
EU har i store træk kopieret Kansler Merkels tilgang til befolkningernes ønsker, og det er opskriften på den totale fiasko for EU. I stedet for at lytte og handle, har EU valgt at mistænkeliggøre alle, som er skeptiske over for den massive indvandring af kulturer fra den tredje verden og en religion, som i store træk er helt uforenelig med de frihedsidealer, som den europæiske kultur fik med i vuggegave fra antikkens Grækenland. Ja, de ignorerer behændigt, at selve den europæiske idé faktisk er baseret på netop disse idealer, mens befolkningerne betaler prisen i form af fremmedgørelse, parallelsamfund og stærkt øget utryghed.

Tysklands kansler har ikke alene taget det tyske folk som gidsel med sin politik, men også hele EU. Tilsyneladende vil hun hellere lytte til den tyrkiske diktator Erdogan, som repræsenterer ufrihed, kvindeundertrykkelse og en forældet form for nationalchauvinisme, end hun vil lytte til sine egne advarende partifæller og de øvrige tyske partier. Dermed deponerer hun den kritiske politik i hænderne på kræfter, der ligger langt til højre for midten og fremmer ekstremismen i Tyskland. 

Brug for alternativer
Vi afventer alle det britiske resultat med spænding. Det er den vigtigste afstemning i den nyere tids britiske historie, og den kan have konsekvenser for Storbritanniens sammenhængskraft som nation, hvis Skotland i tilfælde af et nej til EU vælger at gå egne veje. Men set med danske briller er det langt mere afgørende, at EU kommer i gang med arbejdet, og at der etableres alternativer til kursen mod mere union og mindre selvbestemmelse for nationerne.

Personligt vil jeg slet ikke blande mig i, hvad briterne skal stemme. Det er deres afgørelse alene. Uanset resultatet befinder EU sig ved en skillevej. Intet bliver som før.