DF: EU-underdanigheden stortrives hos Socialdemokratiet

Af Peter Kofod (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Socialdemokratiet har selv valgt at stopfodre det EU-rovdyr, der angriber Danmark. 

Derfor er det et pinligt spil for galleriet, når de danske socialdemokrater i EU pludseligt er bekymrede for EU's indgriben i danske forhold.

Forleden kunne man på Altinget læse, at Marianne Vind (S) og Bente Sorgenfrey, henholdsvist nyvalgt socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, ikke finder den nye EU-Kommissions spæde planer om en europæisk mindsteløn særligt tiltalende. 

En plan, der blev fremsat af den jubeleuropæiske Ursurla von der Leyen, der i juli blev blåstemplet af Socialdemokratiet og Europa-Parlamentet som den nye formand for EU-Kommissionen. 

Har bragt en superføderalist til magten
Ursula von der Leyen har nemlig lovet, at hun inden for sine første 100 dage som kommissionsformand vil bede EU-Kommissionen fremsætte et lovforslag, der skal sikre minimumslønninger i hele EU.

I EU-valgkampen bildte Socialdemokratiet danskerne ind, at man ikke kæmpede for en social union, men nu har regeringen valgt, at Danmark ikke vil søge dispensation for at undgå EU-direktivet om øremærket barsel til mænd.

Peter Kofod (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Et forslag, som Danmark, også de danske socialdemokrater og fagbevægelsen, af gode grunde er bange for, og derfor med rette opponerer stærkt imod, da forslaget vil udfordre den danske model.

Desværre er virkeligheden bare den, at de danske socialdemokrater selv har bragt forslagets ophavskvinde til magten, og dermed banet vejen for superføderalisten og hendes store unionstanker. Og det er endda velvidende om, at netop dette forskruede forslag var en stor del af ophavskvindens kampagne. 

Ugebladet A4 konfronterede endda lederen af socialdemokraternes danske delegation, Christel Schaldemose (S), med opbakningen til Ursula von der Leyen. 

Her måtte man forstå, at Christel Schaldemose ikke på daværende tidspunkt var specielt bekymret for, at det ville gå ud over Danmark. Og det til trods for, at Schaldemose på spørgsmålet om, hvordan man i praksis sikrer, at det ikke går ud over den danske model svarede: ’’Det kan jeg ikke give svaret på lige nu’’

Intet nyt ved hykleriet
Hykleriet er desværre ikke enestående.

I forårets valgkamp op til Europa-Parlamentsvalget måtte man forstå, at nu skulle Socialdemokraterne og EU danne værn mod social dumping.

Igen er virkeligheden bare desværre den, at sager som Kurt Beier-skandalen i Padborg med filippinske lastbilchauffører med lønninger ned til 15 kroner i timen og dybt uværdige forhold, og de lovløse tilstande, der hersker på Europas og Danmarks landeveje, skyldes, at EU i årevis har været grobund for kaostilstandene i transportbranchen. 

Tilstande skabt af udstationeringsdirektivet fra 1999, Østudvidelsen fra 2004 og den frie bevægelighed.

Alt sammen ting, som socialdemokraterne har bakket stort og stolt op om.

S fodrer EU-rovdyret
Også på velfærdsområdet har den socialdemokratisk ledet regering allerede vist tegn på underdanigheden for EU. 

I EU-valgkampen bildte Socialdemokratiet danskerne ind, at man ikke kæmpede for en social union, men nu har den socialdemokratisk ledede regering valgt, at Danmark ikke vil søge dispensation for at undgå EU-direktivet om øremærket barsel til mænd. 

Dermed må småbørnsfamilierne mærke EU's befaling ånde dem i nakken, hvis ikke de prioriterer, at faderen skal have to måneders barsel, og stadig ønsker den fulde orlovsperiode for hele familien.

Igen og igen ser vi, at de danske socialdemokrater fodrer et ultra-føderalistisk EU-rovdyr med opbakning, stemmer og underdanighed. Senere hen påstår man så at være overrasket over, at mere vil have mere, og at EU vil tilegne sig endnu mere magt og indflydelse.

Vorherre bevares.

Hold fingrene væk
Min holdning til EU’s indblanding i danske anliggender er selvfølgelig hævet over enhver tvivl: EU og Bruxelles skal holde fingrene langt væk, uanset om det gælder danske velfærdsydelser, barselsregler, lønninger eller andre interne anliggender. 

Jeg kunne aldrig finde på at bakke op om en EU-Kommissionsformand, der utvivlsomt er symbolet på EU’s altomsiggribende føderalisme.

En holdning som man umiddelbart skulle tro, at Socialdemokratiet også delte, men ak nej.