DF: Hvor er fællesskabet i EU?

Af Rikke Karlsson (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Lad den nuværende konstruktion af EU styrte i grus, og lad os bygge noget op sammen, som rent faktisk bygger på demokrati og fællesskab.

Rikke Karlsson (DF)
MEP

Jeg har nu siddet som medlem af Europa-Parlamentet i lidt over et halvt år. Disse måneder har jeg brugt til at danne mig et overblik over, hvordan denne EU-maskine fungerer, og hvilke muligheder jeg som politiker har for at gøre min indflydelse gældende.

Min vision har fra første færd været at finde ind til det fællesskab, som skulle være drivkraften i EU's hjerte. Den smukke tanke om europæiske nationer, der - side om side - skulle have muligheden for at indgå et venskabeligt samarbejde til glæde og gavn for det europæiske folk.

Intet fællesskab
Sagen er blot den, at selv om jeg har gjort mig meget umage med at lede efter det fællesskab, så er det endnu ikke rigtig lykkes mig at finde det nogen steder.

Tværtimod har blot det at kommunikere med mine kolleger, fra de forskellige medlemslande med hvert sit sprog, været en udfordring af de helt store. Samhørighed og fælleskab kan kun opstå, hvis vi finder en måde at kommunikere på, så vi føler os forstået. Derfor passer de fleste også sig selv inde bag lukkede døre i deres kontorer omgivet af deres velmenende politiske rådgivere.

Der findes politikere i parlamentet, som tilsyneladende ikke føler, at det er noget større problem. De elsker at se sig selv svæve over vandene, deltage i fine forretningsmiddage og være til stede, der hvor pressen og de virkeligt indflydelsesrige befinder sig.

De elsker at udstikke de store politiske linjer på anbefalinger fra de kløgtige embedsmænd. Og endnu mere elsker de efterfølgende at få rapporter på, hvor godt det går, fra Kommissionen.

Så er der dem, som er kommet for at hygge sig lidt i gode venners lag. De er besindige og har meget stor tillid til, at ‘embedsværket’ ved, hvad de gør. De glæder sig over, at de har deres dygtige ansatte til at læse de kæmpe bunker af dokumenter, rapporter og forslag til ændringer igennem - og derefter med en nem og overskuelig lille notits få at vide, hvad de skal sige og mene.

Derfor bliver det rigtig svært for den type politiker, som jeg nok selv tilhører, som er drevet af en indædt vilje til selv at ville undersøge hver enkelt lille detalje, før jeg synes, jeg kan træffe mine beslutninger. Det er en kendsgerning, at denne model simpelthen er en umulighed. 

Lad EU-konstruktionen styrte i grus
Så hvem er det så i virkeligheden, der står med ansvaret for de beslutninger, der træffes i EU?

Er det Kommissionen, der opfinder lovene? Er det de politiske rådgivere, der er ansat til at tygge de enorme mængder papirer igennem for parlamentarikerne, eller er det de folkevalgte?

Og spørger man mig, om jeg har fået en større indflydelse på det, der foregår i EU, efter jeg er blevet valgt til Europa-Parlamentet, så må mit ydmyge svar blive:

Ikke det, der ligner ...!

Men det, jeg kan, er at gøre opmærksom på, hvordan det forholder sig.

At kalde det, der foregår for demokratiske beslutninger truffet i et europæisk fælleskab, er simpelthen ikke rigtigt...!

Jeg kan kun se én eneste løsning på dette problem. Lad den nuværende konstruktion af EU styrte i grus, og lad os bygge noget op sammen, som rent faktisk bygger på demokrati og fællesskab.