DF-kandidat: Bankunionen er hasardspil fra ja-siden

Af Erik Høgh-Sørensen
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti og tidligere EU-korrespondent for Ritzau

Danske vælgere gør klogt i at holde sig EU-politikken for øje 18. juni, for der er dyre regninger på vej fra ja-siden i dansk politik. 

SF, S, R, V og K har planer om at gøre danske skatteydere og bankkunder ansvarlige for krakkende græske og franske banker, og det er en fremtidsudsigt, der får finanskrisen til at ligne en picnic i det forårsgrønne. 

Selv Deutsche Bank er en kolos på lerfødder. 

Som noget naturstridigt er Danmarks nationalbankdirektør, Lars Rohde, der ellers skulle stå for soliditetens højborg, den stærkeste fortaler for dansk entre i EU’s bankunion. 

Dét, selvom ordningen i sit udgangspunkt strider med det danske euro-forbehold, og fra dag ét vil præsentere Danmark for nye regninger fra Europas krakkende banker. 

Tilhængere påpeger ganske vist, at bankunionen også kan beskytte os, hvis det går galt i visse danske banker. Men det ændrer ikke ved, at et dansk tilsyn nu engang har nemmere ved at føre tilsyn med danske banker frem for udenlandske. 

Danmarks bankkunder og skatteydere kan med fuld ret spørge, hvorfor man ikke bare laver et velfungerende dansk tilsyn frem for at opsøge store, nye og ukendte risici.

Erik Høgh-Sørensen
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti og tidligere EU-korrespondent for Ritzau

Lærer ikke af fejlene
Erfaringerne med EU viser som oftest, at når unionen overtager landenes suverænitet og skaber endnu flere tilsynsmyndigheder, er der ingen, som reelt har eller tager ansvar. 

Således gik det med euroens vækst- og stabilitetspagt. 

Allerede før Grækenlands indtræden i 2001 var det kendt, at landet aldrig på noget tidspunkt havde opfyldt konvergenskravene, men landets politikere pressede på for at komme ind. 

I 2004 advarede den daværende kommissær for pengepolitik, Joaquin Almunia, om fortsat græsk fup. Men hverken han eller andre EU-instanser greb ind. 

Resultatet er velkendt. En opgørelse bragt i Jyllandsposten 13. juni 2012 viste dengang, at Danmark ved at stå uden for euroen under krisen slap for en risikoeksponering på 338 milliarder kroner. 

Har EU da lært noget? Nej. Historien er i dag ved at gentage sig i form af et eksploderende fransk budgetunderskud, der er langt større end de tilladte tre procent af BNP. 

Hvis det franske budgetunderskud forplanter sig, kan nye finans-bobler opstå i Europa, og så bliver der for alvor brug for bankunionens såkaldte solidariske deling af udgifterne. 

Devisen fra SF, S, R, V og K lyder: De krakker. Vi betaler. 

Rohdes bankunion
Men mister Danmark da indflydelse ved at stå uden for bankunionen, sådan som nationalbankdirektør Lars Rohde påstår? Nej. 

Personligt lavede jeg som journalist engang på et eurogruppemøde i Bruxelles en lille rundspørge. Jeg spurgte til konsekvenserne af, at Danmark står uden for euroen. De adspurgte euroministre svarede, at Danmark ikke går glip af egentlige beslutninger. 

Rohde er uenig med både Finansrådet og med størstedelen af de danske fagøkonomer, og det er påfaldende, for en nationalbankdirektør burde personificere finansiel soliditet. 

I begyndelsen af december 2014 sagde Rohde: “Der har været frygt for, at danske banker vil komme til at betale for udenlandske nødlidende banker, men den præmis er, mener jeg, ikke rigtig. I forhold til nødlidende banker er kernen i bankunionen netop 'bail in', ikke 'bail out'.” 

For bankkunder og skatteydere er 'bail in' eller 'bail out' imidlertid et ligegyldigt spørgsmål. 

Politiske motiver uden forsvar
Kendsgerningen er, at bankunionen vil eksponere danske borgere enten via gebyrer eller skatter. 

Allerede i februar 2014 truede Rohde med, at det vil kræve et såkaldt ekstra troværdigt banktilsyn i Danmark, hvis vi står udenfor, samt behov for hvad han kaldte bedre kapitalisering af danske finansielle virksomheder. 

For det første var det ikke noget, han dengang kunne vide med sikkerhed, idet bankunionen endnu ikke var færdigforhandlet. For det andet har det omvendte argument mindst samme validitet. 

Den schweiziske valutaballade har gjort Danmark til en sikker havn for internationale investorer og ikke omvendt. 

Lars Rohde har udtrykkeligt opfordret til mere offentlig debat om dansk indtræden i bankunionen. Alligevel afviser han pure at mødes med mig til offentlig debat om for-eller-imod. 

Vi har altså at gøre med en politisk motiveret embedsmand, som ikke tør se sine holdninger udfordret på et offentligt debatmøde midt i en valgkamp. Det er for tyndt. 

Vores nationalbankdirektør er utroværdig og en skændsel for sin institution. 

Markedet nærer i øvrigt stor mistillid til Rohdes bankunion. Utilstrækkelige stress-tests peger på manglende risikostyring, soliditet, gennemsigtighed og forebyggelse. 

Vi skal ikke gå ad EU’s vej
Dette er en ny EU-misère på flere planer. 

For det første, fordi EU-bankunionen lægger op til forskelsbehandling mellem små og store banker, hvilket vil skabe kapitaliseringsproblemer for mindre banker og dermed begrænse konkurrencen. 

For det andet er der ingen garanti for, at det nye EU-tilsyn er dygtigere til kontrol end det danske. 

For det tredje, hvis Danmarks Nationalbank og Finanstilsyn er impotent i dag, så er det, fordi Danmarks Konkurrencestyrelse forsømte sin pligt i går. 

En sådan erkendelse er naturligvis svær for en nationalbankdirektør, og hans recept lyder derfor: Lad os opgive dansk suverænitet og søge ly i EU’s bankunion uden at indrømme, at Danske Bank på grund af sin størrelse er ude af dansk kontrol. 

Mere EU er ikke nogen god vej at gå. 

Danmarks bankkunder og skatteydere kan med fuld ret spørge, hvorfor man ikke bare laver et velfungerende dansk tilsyn frem for at opsøge store, nye og ukendte risici.