DTL: Social dumping er også et spørgsmål for forbrugerne

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør, DTL-Danske Vognmænd

Kort før jul kunne man læse, at et firma i Malmö, der leverer færdigblandede salater til en række danske supermarkedskæder, betaler deres ansatte helt ned til under 7.000 kroner om måneden.

Det slog mig, at når vi står foran hylderne i vores foretrukne supermarked, så tillægger stadig flere danskere det betydning, hvordan produktionsforholdene har været for det enkelte produkt: Er kødpakken mærket med anbefaling fra Dyrenes Beskyttelse for at sikre god dyrevelfærd? Er varen økologisk? Svanemærket? Er det et Fair-Trade produkt, hvor handels- og arbejdsforholdene for en arbejder i et fjernt land har været i orden?

I Malmö står der altså nogle mennesker og knokler for under 1.000 euro om måneden, så vi kan købe færdigblandet salat. Det er lige på den anden side af Øresundsbroen. 

Transporten er et led i ligningen
Hvordan man skal kunne leve for under 1.000 euro i et samfund som det svenske, kan man kun gisne om. Men let kan det ikke være.

Hvad de færreste derimod tænker over, det er, hvordan varen er transporteret fra producent til forbrugeren i supermarkedet. Jeg ved ikke, hvordan salaten fra Malmö er transporteret. Men jeg ved, at rigtig mange af de produkter vi omgiver os med og køber og bruger hver dag, er transporteret af udenlandske chauffører, som ikke tjener meget mere end salatblanderne fra Malmö.

Hvis man fravælger salaten fra Malmö, fordi man synes, at salatblanderen dér skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold, så skylder man også at træffe sit forbrugsvalg ud fra et krav om, at distributionen er sket på ordnede vilkår.

Erik Østergaard
Administrerende direktør i DTL - Danske Vognmænd

Så når vi vælger kød, hvor dyret har haft en høj dyrevelfærd indtil slagtning eller Fair-Trade bananerne med nogle etiske standarder for arbejdsforhold, løn og pris, eller når vi køber økologisk havregryn, så er der et led i processen frem til vores eget hjem, som vi skal medtænke: transporten.

En presset branche
Transportleddet er i en årrække blevet presset helt urimeligt. Vi har set det i flytrafikken, hvor man kan flyve til Asien eller USA for så vanvittigt lave priser, at det er svært at tro, at det bare tilnærmelsesvist kan dække udgifter til brændstof, bagagehåndtering, piloter og stewardesser og sikkerhed. 

Som Ryanair-skandalen afslørede, så er det faktisk også for godt til at være sandt.

Vi ser det samme på godstransport. En fisk, fanget ud for Grønland, sendes frossen til Europa, videresendes til Kina, hvor den paneres i rasp og pakkes om, og sendes retur til Europa - og måske ovenikøbet til køledisken i Grønland. 

At det kan lade sig gøre, og at det kan svare sig økonomisk, skyldes, at prisen på arbejdskraft, også i transportleddet, er presset i bund. Prisen på brændstof og vedligehold af materiel og så videre er nemlig stort set den samme.

Forbrugerne skal tænke på distributørerne
Jeg håber derfor, at 2016 måske ville blive året, hvor den såkaldte kritiske forbruger ikke blot træffer sit valg på baggrund af økologi-, svane- eller Fair Trade-mærket, men også træffer sit valg på baggrund af, om man har tillid til valget af distributører.

For bag hver eneste lastbil, der kører gods og varer rundt i Danmark, står en vognmand, og bag rattet sidder hans chauffør eller han selv, og de har begge en familie, der skal forsørges, et lån i huset eller i lastbilen, der skal afdrages. Og de danske vognmænd og chauffører presses i disse år voldsomt af chauffører, der kører for 1.500 euro.

Så hvis man fravælger salaten fra Malmö, fordi man synes, at salatblanderen dér skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold, så skylder man også at træffe sit forbrugsvalg ud fra et krav om, at distributionen er sket på ordnede vilkår.

Gør nu noget ved social dumping
Jeg har jo tidligere, på denne plads, skrevet om, at den sociale dumping, for det er jo dét alt dette handler om, skævvrider konkurrencen. Den lukker vognmandsforretninger og sender chauffører hjem med en fyreseddel. For på et dansk arbejdsmarked og i det danske samfund kan man ikke opretholde en rentabel forretning eller et bæredygtigt levebrød, når man selv må leve op til de danske krav til løn- og arbejdsforhold, der står i et rimeligt forhold til det øvrige danske samfunds pris- og udgiftsniveauer. 

Men det er mens konkurrenterne benytter sig af lønniveauer og arbejdsforhold, der står i forhold til et rumænsk eller bulgarsk arbejdsmarked og samfund, og som omgår danske vilkår.

Eller med andre ord: Hvis vi lader løn- og arbejdsvilkår, der svarer til for eksempel et bulgarsk niveau, indtræde uhindret på det danske arbejdsmarked, hvad enten det sker når salaten blandes, eller når den transporteres fra producent til forbruger, så graver vi vores egen grav. 

Det undergraver vores samfund, vi mister arbejdspladser og virksomheder. Det er social dumping, og det er unfair konkurrence. 

Måtte 2016 blive året, hvor den danske regering for alvor tager fat på dette problem. Godt nytår.