Europa-Parlamentet er klar til at forhandle flygtninge-fordeling

DUBLIN-FORORDNING: EU’s medlemslande skal være bedre til at tage ansvar for fordelingen af flygtninge i Europa, mener Europa-Parlamentet, der nu er klar til at forhandle et nyt asylsystem med medlemslandene.

Flygtningekrisen i 2015 viste udfordringerne ved EU's nuværende asylsystem. Derfor er et nyt system nødvendigt lige nu og her, lyder det fra Europa-Parlamentet, der netop er blevet enige om, hvad man vil gå til forhandlinger med EU-landene med.
Flygtningekrisen i 2015 viste udfordringerne ved EU's nuværende asylsystem. Derfor er et nyt system nødvendigt lige nu og her, lyder det fra Europa-Parlamentet, der netop er blevet enige om, hvad man vil gå til forhandlinger med EU-landene med.Foto: /ritzau/Martin Lehmann/
Amalie Bjerre Christensen

BRUXELLES: Europa-Parlamentet er nu klar til at starte forhandlinger med medlemslandene om et nyt system for fordeling af flygtninge.

Det står klart efter en afstemning torsdag, hvor 390 parlamentarikere stemte for, 175 imod, og 44 af de folkevalgte undlod at stemme om det forslag, som Parlamentets borgerrettighedsudvalg har udarbejdet.

Dermed opfordrer Europa-Parlamentet til, at et nyt asylsystem skal sikre, at alle medlemslande lever op til deres del af ansvaret i fordelingen af asylansøgere, der søger til Europa.

”Jeg opfordrer Ministerrådet til snarest muligt at vedtage en fælles holdning, så forhandlingerne kan begynde, og et velfungerende og virkelig nyt europæisk asylsystem kan blive indført så hurtigt som muligt,” siger den svenske liberale parlamentariker Cecilia Wikström, der har været ansvarlig for forslaget, i en pressemeddelelse.

Tvungne kvoter
I forhandlingerne med medlemslandene vil Parlamentet lægge vægt på, at det første ankomstland, som en asylansøger ankommer til, ikke længere automatisk skal være ansvarlig for at behandle asylansøgningen, sådan som det er i dag ifølge EU's såkaldte Dublin-forordning.

Derimod skal fordelingen kunne ske gennem tvungne flygtningekvoter, mener Parlamentet, der samtidig opfordrer til, at et EU-land skal fratages økonomisk støtte fra EU’s struktur- og investeringsfonde, hvis landet ikke tager imod flygtninge.

”Den nye Dublin-forordning må sikre, at alle lande deler ansvaret for asylansøgere. Samtidig skal det garanteres, at alle medlemslande med ydre grænser – det første ankomststed i Europa for de fleste flygtninge – tager deres ansvar for at registrere alle ankomne personer lige så vel som beskyttelsen og opretholdelsen af EU’s ydre grænser,” siger Cecilia Wikström.

Sikkerhedstjek ved ankomstland
Med de gældende regler skal det land, som en asylansøger først ankommer til, tage imod og behandle asylansøgningen.

Det vil Europa-Parlamentet nu ændre, sådan at det første ankomstland først og fremmest skal stå for en førstebehandling af asylansøgningen.

Det vil blandt andet inkludere et sikkerhedstjek, hvor ansøgerens fingeraftryk køres igennem alle relevante EU-databaser, såsom Europols registre, ligesom ankomstlandet skal lave en vurdering af, hvorvidt ansøgeren er berettiget til asyl.

Samtidig vil Europa-Parlamentet lade asylansøgere vælge mellem de fire lande, der har taget imod færrest antal flygtninge i forhold til kvotefordelingen, hvis vedkommende ikke har et særligt forhold til et medlemsland.

Fordelingsnøglen vil blive beregnet ud fra medlemslandenes bruttonationalprodukt og befolkningstal.

Medlemslande er splittet
Blandt medlemslandene er man dog stadig langt fra at være enig om en fælles holdning til spørgsmålet, så de endelige forhandlinger kan starte med Parlamentet.

Mange lande vil slet ikke være med til ideen om en tvungen flygtningefordeling, hvilket har gjort, at forhandlingerne har stået i stampe.

Migrationsspørgsmålet skal dog op på et EU-topmøde i december, hvilket måske kan bane vejen for en opblødning i fronterne.

På grund af retsforbeholdet står Danmark uden for EU-samarbejdet på flygtningeområdet og har dermed ikke nogen stemme i sagen.

Danmark har dog en parallelaftale på netop Dublin-samarbejdet, der gør, at vi godt fortsat kan være med. Det indebærer dog, at Danmark accepterer det resultat, som EU-lovgiverne finder frem til - også hvis det indeholder en tvungen flygtningefordeling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00