Efter skandale: DF vil stadig arbejde sammen med Det Østrigske Frihedsparti

ALLIANCE: Samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Det Østrigske Frihedsparti kommer til at fortsætte trods skandalesag. Vi arbejder alle med partier, der ikke lever op til danske standarder, siger Anders Vistisen. 

Dansk Folkeparti og Det Østrigske Frihedsparti er begge med i European Alliance for Peoples and Nations. 
Dansk Folkeparti og Det Østrigske Frihedsparti er begge med i European Alliance for Peoples and Nations. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Malte Bruhn

Weekendens skandale i Det Østrigske Frihedsparti, hvor den nu forhenværende partiformand og vicekansler Heinz-Christian Strache er anklaget for at have tilbudt statslige kontrakter til gengæld for økonomisk støtte til sit parti, får ingen indflydelse på samarbejdet med Dansk Folkeparti efter europaparlamentsvalget.  

Det siger Anders Vistisen, der er partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet. 

"Sagen har overhovedet ingen betydning for vores vurdering af dem som en del af den nye alliance," siger han med henvisning til, at Dansk Folkeparti i april annoncerede et nyt samarbejde med en række ligesindede EU-skeptiske partier, herunder Det Østrigske Frihedsparti.

Alliancen vil efter det kommende europaparlamentsvalg forsøge at danne en ny gruppe til højre for midten i Europa-Parlamentet.

Det er de færreste af os, der kan stå på mål for alt, hvad vi siger i løbet af en hel nat, når vi har indtaget for meget alkohol

Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

I kredsen af partier finder man også Matteo Salvinis italienske Lega-parti og Marine Le Pens franske Rassemblement National.

Indtil videre har 12 europæiske partier meldt sig under fanerne i sammenslutningen, der kalder sig European Alliance for People and Nations. Det overordnede politiske mål er at trække magt og suverænitet fra Bruxelles og Strasbourg tilbage til nationalstaterne.  

"Hvis man vil have en gruppe i Europa-Parlamentet, så sidder man jo med folk, man deler interesse med på europæisk plan. Sagen her ændrer jo ikke på vores vurdering af, at Frihedspartiet er forkæmpere for vores linje med mere plads og selvbestemmelse til nationalstaterne," siger Anders Vistisen.

Op til vælgerne 
Anders Vistisens udmelding kommer i kølvandet på, at Heinz-Christian Strache lørdag valgte at træde tilbage som formand for Frihedspartiet og som vice- og indenrigsminister i Østrig.

Det gjorde han efter offentliggørelsen af en video, hvor Strache i et sommerhus på Ibiza snakker med en kvinde, der udgiver sig for at være rig forretningskvinde og niece til en russisk oligark.

Kvinden tilbyder ifølge optagelserne at investere store summer i partiets igangværende valgkamp.

Det er Strache og hans partikammerat Johann Gudenus, der også er med til mødet, meget interesserede i.  

Strache fortæller i videoen, hvordan det kan lade sig gøre uden om partiets regnskaber. Han siger, at han vil belønne kvinden med store statslige kontrakter, hvis hun gør alvor af sine planer. 

Ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung og nyhedsmagasinet Der Spiegel kan der være tale om ulovlig partifinansiering.

Kvinden, der altså agerer som lokkedue, foreslår også at købe aktiemajoriteten i den store østrigske avis Kronen Zeitung, hvilket også skulle være med til at styrke Frihedspartiet i den valgkamp, der endte med at sende partiet i regering med den nuværende kanslers, Sebastian Kurz', konservative ÖVP-parti.

Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, og Sebastian Kurz har efterfølgende aftalt at holde nyvalg til det østrigske parlament i starten af september.

Strachel afløses af transportminister Norbert Hofer, der bliver ny partileder i Frihedspartiet. Og mandag aften annoncerede partiet, at de trækker sig fra den østrigske regering. 

"Paritet har reageret, og nu har man valgt en ny ledelse. Og så er det jo de østrigske vælgere, der skal finde ud af, hvad der skal ske herfra ved det nationale og det europæiske valg," siger Anders Vistisen.

For meget alkohol 
I videoen, der blev optaget i 2017, slår Strache fast, at transaktionerne og finansieringen skal ske på lovlig vis.

Men på et pressemøde lørdag sagde han ifølge Politiken, at "set i det kolde dagslys var mine udtalelser katastrofale og ekstremt pinlige".

Anders Vistisen henviser til, at de tre medvirkende i videoen drak alkohol undervejs i den seks timer lange video. 

"Det er de færreste af os, der kan stå på mål for alt, hvad vi siger, i løbet af en hel nat, når vi har indtaget for meget alkohol. Og derfor er det da trist på hans vegne, at han er faldet i den fælde. Det har den konsekvens, at han er færdig i politik. Det er jo logisk, men trist for ham."

Anders Vistisen kritiserer de endnu ukendte personer, der står bag videoen.

"Det er en bekymrende forråelse af det politiske billede, at der åbenbart er nogle, der har været villige til at gå så ekstremt til værks. Og det lover ikke godt for den politiske kultur i Europa," siger Anders Vistisen, der afviser, at sagen kan få skadelige konsekvenser for Dansk Folkeparti og de andre partier i den nye højrealliance, når krydset skal sættes i den kommende weekend ved EU-valget. 

"De her valg kæmpes nationalt, og folk stemmer ikke på os, fordi vi sidder i gruppe med parti A eller B. Man stemmer på os, hvis man er enig i det, vi vil på EU-plan."

Også problemer i V, K, R og S 
Anders Vistisen fremhæver desuden, at Dansk Folkeparti langtfra er det eneste danske parti, der deler parlamentsgruppe med partier, der ikke lever op til danske standarder for demokrati og korruption.  

"Det er virkeligheden ude i Europa. Jeg respekterer, at man kan ikke kan undgå at sidde i en gruppe, hvor der er partier, der er problematiske i en dansk sammenhæng. Jeg konstaterer bare, at der er slagside i medierne, der har et ensidigt fokus på DF."

Han peger blandt andet på Viktor Orbán og hans Fidesz-parti, der i flere omgange har fået massiv kritik for at have krydset EU's røde linjer, når det gælder demokrati og retssystemets uafhængighed.

I marts valgte et stort flertal i det konservative, kristendemokratiske EPP-parti, inklusive de danske Konservative, at suspendere Orbán og Fidesz fra partiet på ubestemt tid.

Anders Vistisen henviser også til, at Venstre og Radikale sidder i Parlamentets liberale ALDE-gruppe med det rumænske regeringsparti ALDE-Rumænien, der flere gange har fået advarsler fra EU-Kommissionen for at overtræde basale retsstatsprincipper og EU's standarder for korruption i den offentlige sektor. 

Det samme er tilfældet for Socialdemokratiet, der sidder i S&D-gruppen med de rumænske socialdemokrater, der også sidder i regering i Rumænien.  

"Det er virkeligheden i Europa-Parlamentet, og derfor er det et dybt dysfunktionelt demokratisk forsøg og projekt. Det er skindemokrati. Men det er jo den virkelighed, man skal forholde sig til, hvis man stiller op og kommer ind. Og ja, der er folk i vores gruppe, vi ikke kan stå på mål for i en dansk sammenhæng. Men det er der også i alle de andre grupper," afslutter Anders Vistisen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Vistisen

Medlem af Europa-Parlamnetet (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00