Enigt panel: Nord Stream 2 bliver til virkelighed – spørgsmålet er, hvornår

FOLKEMØDE: Den russiske gasrørledning er en af de sværeste opgaver, der venter en ny udenrigsminister. Folkemødeøen ligger i skudlinjen, og her er der enighed om, at projektet bliver til virkelighed, men uenighed om dets betydning.

Konstruktionen af Nord Stream 2 er godt i gang på begge sider af dansk farvand.
Konstruktionen af Nord Stream 2 er godt i gang på begge sider af dansk farvand.Foto: Anton VaganovRitzau Scanpix
Kasper Kaasgaard

Få steder er mere passende til en debat om den russiske gasrørledning end Bornholm.

Øen ligger midt i det farvand, som ledningen er planlagt til at løbe igennem, og den er som bekendt værtsø for Folkemødet.

En dansk godkendelse er snart sagt det sidste, der forhindrer projektet i at blive til virkelighed, og forløbet skiller sig ud ved at være særdeles komplekst med mange hensyn at tage, siger Pia Adelsteen, der netop har forladt Folketinget, hvor hun har været valgt for Dansk Folkeparti.

"De første gange, vi i Europaudvalget beskæftigede os med Nord Stream 2, var det ikke det store debatemne. For få år siden var forholdet et andet mellem EU og Rusland," siger Adelsteen, som har været sit partis EU-ordfører og medlem af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.

Vi er så afhængige af energi i Vesteuropa, at vi tror, det er løgn

Trine Villumsen Berling
Lektor, Københavns Universitet

Hun deltager som den eneste politiker i debatten, der er arrangeret af selskabet bag Nord Stream 2.

Mange interesser skal balanceres
Ved siden af Adelsteen står Trine Villumsen Berling, som er lektor ved Københavns Universitet med speciale i energisikkerhed.

Hun forklarer, at også USA's interesser i projektet har ændret sig over årene, efter at amerikanerne er begyndt i stigende grad at eksportere flydende naturgas og gerne vil ind på det europæiske marked.

"Der er et kommercielt spor, som handler om at sælge noget gas. Og så er der et sikkerhedspolitisk spor, hvor vores allierede, USA, synes, det er en rigtig dårlig idé at lade Rusland få en stærkere klo i Europa, end de har nu," siger Villumsen Berling.

Derudover er der perspektivet fra Ruslands naboer, primært Ukraine.

"Hvis du spørger ukrainerne, er Nord Stream 2 et ben i en strategi fra russisk side om at ekskludere Ukraine fra den transit af russisk gas, der sker over Ukraines territorium," siger KU-lektoren.

Europa kan selv
Alle de hensyn har gjort sagen svær for myndigheder og politikere.

Professor i miljø- og energiret ved Syddansk Universitet Bent Ole Gram Mortensen har for nylig kaldt forløbet "usædvanligt og retssikkerhedsmæssigt betænkeligt" i en kronik på Altinget. 

Han er også næstformand for Energiklagenævnet og mener, at sagen fejlagtigt er blevet behandlet som et politisk spørgsmål frem for et folkeretligt.

"Det er ikke sådan, at vi ikke kan varetage vores sikkerhedspolitiske interesser, fordi vi giver tilladelse til Nord Stream 2. Vi skal bare gøre det på en anden måde," siger professoren.

Han fremhæver rørledningen Baltic Pipe, som skal transportere norsk gas til Polen som et eksempel på, at Europa kan indordne sig på en måde, hvor truslen fra Rusland bliver mindre, uden at ty til forbud.

Netop aftalen om Baltic Pipe åbnede for en tredje vej for gasrørledningen, som nu er ved at blive undersøgt. Bent Ole Gram Mortensen kan ikke forestille sig, at der nu er flere mulige udformninger tilbage.

"Det vil jeg ikke mene, men min fantasi er åbenbart ikke så stor som Folketingets. Jeg ved ikke, hvad de kan finde på," siger han.

Stor afhængighed
Forklaringen på den store opmærksomhed om projektet kan findes i måden, de europæiske samfund har indrettet sig på.

"Vi er så afhængige af energi i Vesteuropa, at vi tror, det er løgn. Hvis vi ikke får vores leverancer, kan der komme adskillige afledte effekter," siger Trine Villumsen Berling.

Spørgsmålet er så, om Nord Stream 2 vil tippe balancen yderligere. Det tror Martin Næsby, administrerende direktør i brancheforeningen Olie Gas Danmark, ikke.

"Jeg vil godt sætte et spørgsmålstegn ved, om Nord Stream 2 vil ændre det billede, der allerede er. Vi kan ikke ændre ved, at vi i Europa importerer en stor del af vores energi fra Rusland, men også fra Mellemøsten," siger han.

Det kommer til at ske
Det kommer vi efter alt at dømme til at se ved selvsyn. Debatten slutter i hvert fald med et spørgsmål til Trine Villumsen Berling, der bliver bedt om at svare på, om der reelt er en mulighed for, at Nord Stream 2 ikke bliver til noget.

"Det korte svar er nej. Men spørgsmålet er, hvornår. Der udestår nogle beslutninger og klagesager i Danmark, men der er også EU's ændrede gasdirektiv, som gør, at EU-Kommissionen skal godkende den endelige aftale af Tysklands forhandlinger," lyder svaret.

Hendes medpanelister ryster simultant på hovedet, da de får mulighed for at markere, om nogen tror på muligheden for, at Nord Stream 2 ikke bliver realiseret.

19. juni afholder Energistyrelsen en offentlig høring om Nord Stream 2 på netop Bornholm. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Ole Gram Mortensen

Professor, Juridisk Institut, SDU, formand, Taksationsmyndigheden (vedvarende energi) Region Syddanmark, fhv. advokat
cand.jur. (Aarhus Uni. 1986), ph.d. (Aarhus Uni. 1998)

Martin Peter Næsby

Adm. direktør, Dansk Offshore
cand.jur. (Københavns Uni. 1988)

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

0:000:00