Et år til Brexit: Vejen ud af EU er belagt med landminer

BRUXELLES: For præcis et år siden satte to britiske embedsmænd sig på et Eurostar-tog fra London til Bruxelles med det brev, der officielt varslede enden på briternes 45 år som EU-medlem.

Med brevet, underskrevet af premierminister Theresa May, satte de gang i EU-traktaternes udmeldelsesklausul, artikel 50. Den giver de to sider præcis to år til at finde ud af den fælles bodeling.

Vi er nu halvvejs mod Brexit-datoen 29. marts 2019. I realiteten er der dog kun syv måneder tilbage inden det topmøde i oktober, hvor det er planen, at EU’s chefer skal give det afgørende nik til aftalen.

Det skal give den fornødne elastik til, at juristerne får set teksterne efter i sømmene, og Europa-Parlamentet får tid til at stemme aftalen igennem, inden briterne ryger uden for døren.

Små skridt fremad
Om det er realistisk at nå, er der delte meninger om. På den ene side er det første år gået med en masse forhandlingsmæssige hop på stedet, blandt andet forårsaget af den totale politiske nedsmeltning i Storbritannien i kølvandet på det katastrofale lynvalg, som premierministeren udskrev sidste forår og kun undgik at tabe ved at hæfte sin politiske skæbne op på det nordirske Democratic Unionist Party (DUP) og dets ti mandater i Underhuset, der kunne sikre hende et flertal.

På den anden side er der inden for de seneste uger sket en række fremskridt i forhold til at få processen på skinner.

I den tretrinsraket, der udgør briternes skilsmisseaftale, er der nu enighed om omkring tre fjerdedele af de cirka 120 siders lovtekst, der udgør den egentlige udmeldelsestraktat. Parterne har også nikket ja til at lave den overgangsordning, der holder briterne under EU’s regler til udgangen af 2020 for at købe mere tid til at forberede deres exit. Og der er givet mandat fra EU-siden til at begynde forhandlingerne om principperne for den forkromede frihandelsaftale, der skal træde i stedet for EU-medlemskabet.

Hvad så nu?
Udfordringen ligger i, at parterne har gemt de allerstørste knaster til sidst.

Det står stadig ikke klart, hvilket forhold briterne ønsker sig til EU – ud over at det skal være ”dybt og specielt”, ”skal virke for alle” og bane vejen for et ”globalt Storbritannien”, og hvad Theresa May ellers er kommet med af fine hensigtserklæringer.

De vage udmeldinger kan forklares med det andet helt store emne, som ikke er afgjort endnu. Det gælder EU’s nye ydre grænse mellem Irland og Nordirland.

Her har både EU-siden og briterne lovet, at de vil undgå en situation, der fører til toldkontroller og grænseposter ved de små 300 overgange mellem de to sider.

Samtidig har May dog været klar i mælet omkring én ting. Briterne vil ikke blive i EU’s toldunion og i det indre marked, hvilket er forudsætningen for at kunne undgå, at der skal smækkes kontrolposter op på de irske landeveje.

Ingen smutvej til det indre marked
May har lovet, at der nok skal findes nye og innovative løsninger, der kan aflyse behovet for grænser. Da EU-siden – og særligt den irske regering – ingen fidus har til, at der findes sådanne løsninger, der ikke samtidig vil åbne en ladeport til det indre marked for ukontrollerede varer udefra, fik de allerede i december briterne til at acceptere, at der indsættes en nødbremse i aftalen.

Nødbremsen betyder, at Nordirland forbliver under EU’s regler, hvis ikke der findes en anden måde at undgå en hård grænse på. Det placerer i praktikken grænsekontrollen ved de nordirske havne og lufthavne, hvilket er totalt uacceptabelt for Mays nordirske støtteparti.

DUP – der selv støttede Brexit – ønsker ikke at forblive en slags ensomt vedhæng til Unionen i det uendelige. Derfor fik de i december Mays ord på, at der heller ikke kommer barrierer mellem nordirerne og resten af Storbritannien. Det fik mange til at drage den konklusion, at hele Storbritannien i så fald måtte forblive tættere på EU. Men det vil skabe revolution på de EU-skeptiske rækker i Theresa Mays eget konservative bagland.

Hønen eller ægget
Løsningen af den ligning er afgørende for aftalen om det fremtidige forhold mellem parterne. Dermed er det blevet et spørgsmål om hønen eller ægget. Skal det irske problem løses først, så det bliver mere tydeligt, hvor tæt briterne vil forblive på samarbejdet? Eller skal omridset til en ny samarbejdsaftale være det, der giver klarhed om, hvordan grænserne på den irske ø kan forblive åbne?

Selv om der er masser af andre mindre landminer strøet på vejen mod en aftale, er det klart det største problem i forhandlingerne mellem de to parter og kan blive det, der får det hele til at sprænge i luften.

Går Theresa May for langt for at imødegå EU-siden, sidder der så mange brexiteers i Underhuset, at de vil kunne underkende hendes planer.

Går hun ikke langt nok, vil ikke mindst irerne sætte foden ned og påpege, at May sætter den fredsaftale over styr, som markerede enden på årtiers konflikt i Nordirland, og som denne fredag kan fejre 20 års jubilæum.

Derfor er det stadig langtfra sikkert, hvordan verden ser ud på Brexit-dag om præcis et år. Hvis tingene går efter planen, vil det knap kunne mærkes for borgere og virksomheder før ved udgangen af 2020, når overgangsperioden løber ud. Gør det ikke, står vi i en helt anden kaotisk situation.