EU-agentur har fire råd til lande med minkfarme

CORONAVIRUS: Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol råder lande med minkfarme til at "overveje tiltag" for at mindske risikoen for folkesundheden. "En afdæmpet reaktion", vurderer ekspert.

Der bliver holdt tæt øje med udviklingen i Danmark, når det gælder smitte med coronavirus mellem mink og mennesker og de mutationer, myndighederne har konstateret. Og andre EU-lande med minkfarme rådes til at overveje at tage initiativer for at forebygge smittespredning.

Det skriver Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol (ECDC) i en pressemeddelelse.

Agenturet har i samarbejde med Unionens fødevaresikkerhedsagentur Efsa foretaget en hurtig risikovurdering af den smittespredning og den mutation, som Statens Serum Institut har fundet i danske mink, og som har fået regeringen til at beordre alle mink i Danmark aflivet.

"Stor usikkerhed"
Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol skriver, at de fundne varianter af den oprindelige covid-19-virus i danske mink "potentielt kan påvirke effekten af vacciner under udvikling", hvis de spreder sig bredt blandt befolkningen. Centeret vurderer også, at "opbygningen af et virusreservoir blandt mink muligvis kan føre til problematiske virusvarianter i fremtiden".

Det bliver desuden påpeget i pressemeddelelsen, at der i øjeblikket er "stor usikkerhed" om, hvad mutationerne betyder for kommende vacciners effekt, smittespredning og virussens farlighed. Det er derfor nødvendigt at undersøge mutationerne nærmere, skriver agenturet.

Fire råd til andre lande
De EU-lande, der har minkfarme, bør ifølge EU-agenturet "overveje tiltag" i forhold til minkfarme, ansatte på minkfarme og lokalområder ved minkfarme for at minimere risikoen for folkesundheden.

Centeret har fire meget overordnede anbefalinger:

  • Test af mennesker og nærmere undersøgelser af minkvirus
  • Forebyggelse af smitte i forbindelse med minkfarme 
  • Test af dyr og forebyggelse af smitte fra dyr til mennesker 
  • Udvikling af strategier til at håndtere virussen, hvor man tænker både dyr og mennesker ind 

Find centerets resumé og hele risikovurderingen her.

Ikke alarmerende
Umiddelbart tyder rådene fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol på en nøgtern tilgang til problemet, vurderer professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan.

"Det lyder som en afdæmpet reaktion. Det er ikke et alarmerende sprogbrug," siger han.

Agenturet anbefaler ikke aflivning af dyr eller andre konkrete metoder. Det er som udgangspunkt heller ikke agenturets opgave at diktere præcist, hvordan EU-landene konkret skal håndtere bestemte sygdomme.

"Men man kunne have valgt en formulering om, at man anbefaler "kraftige tiltag", hvis man vurderede det nødvendigt," siger Søren Riis Paludan.

"Det lyder, som om centerets anbefalinger svarer nogenlunde til den måde, vi håndterede det på i Danmark, da vi så de første udbrud blandt mink," siger han.

Forrige artikel Milliarder til sundhed tilbage på EU-budget efter forhandlinger Milliarder til sundhed tilbage på EU-budget efter forhandlinger Næste artikel Regeringen vil sænke stigende SU-udgifter til udenlandske studerende, men det kræver armlægning med EU Regeringen vil sænke stigende SU-udgifter til udenlandske studerende, men det kræver armlægning med EU
Skal EU til at drive imam-skoler?

Skal EU til at drive imam-skoler?

RADIKALT: Efter den seneste tids brutale islamistiske terrorangreb på europæisk jord efterlyser EU-formand en europæisk imamuddannelse. Ideen mødes med en del skeptisk, men kan være en rigtig god idé, mener forsker. Socialdemokraterne er ikke afvisende.