EU-chefer starter selvransagelsen efter britisk exit

TOPMØDE: Europæerne er utilfredse med Unionen. Derfor skal der gøres mere af det samme, men det skal gøres bedre, lyder beskeden fra EU’s 27 ledere ved deres første møde uden briterne.

EU's ledere mødtes for første gang uden briterne for at diskutere Unionens fremtid.
EU's ledere mødtes for første gang uden briterne for at diskutere Unionens fremtid.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Der var én stol mindre ved EU-chefernes mødebord, da de onsdag gjorde status over den skæbnesvangre afstemning i Storbritannien i sidste uge og dens konsekvenser for det videre samarbejde.

For første gang i Unionens historie sendte EU’s ledere et eksisterende medlem uden for døren. Ifølge den litauiske præsident, Dalia Grybauskaité, fordi det ikke længere handler om briterne og deres ønske om at skilles fra de øvrige 27 lande, men om Unionens fremtid.

”I dag handler det om os, og hvordan vi bevarer vores sammenhold,” sagde Grybauskaité.

Processen lanceres
Det første uformelle møde i kredsen af 27 vil blive fulgt op af endnu ét i Bratislava 16. september, hvor briterne heller ikke er inviteret, arrangeret af det slovakiske EU-formandskab.

For mange mennesker i Europa er utilfredse med tingenes tilstand og forventer, at vi gør det bedre.

Donald Tusk
Formand for Det Europæiske Råd

Formand for EU-cheferne i Det Europæiske Råd, Donald Tusk, pointerede, at det her kun er starten på den såkaldte ”reflektionsperiode”, som han nu har indvarslet, efter briterne forkastede Unionen. Derfor er det for tidligt at begynde at konkludere på processens udfald. Men ét fokus vil ligge på den folkelige vrede, der er vendt mod EU i mange lande.

”Vi diskuterede, at for mange mennesker i Europa er utilfredse med tingenes tilstand og forventer, at vi gør det bedre,” sagde Tusk.

Et wake-up call
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, kaldte den britiske exit ”et wake-up call” for Unionen, mens hans maltesiske kollega, Joseph Muscat, efterlyste et ”realitetstjek” hos de gamle mainstreampartier i Europa, der oplever noget af den samme modstand som den, de britiske borgere har givet udtryk for.

”De fleste af vores partier er endt med at blive opfattet som ”eliten”, som står til rådighed for alle andre end vores egne vælgere, alle andre end normale mennesker,” sagde Muscat.

Ifølge de sparsomme konklusioner fra mødet handler det især om at give impulser til flere reformer. Men hvad de konkret skal gå ud på, er der endnu ikke nogen meldinger om.

Brug for terapi
En højtstående embedsmand peger på, at det mere er en slags kollektiv terapi, der er behov for mellem de 27 EU-ledere, end gennemgribende omvæltninger i EU-systemet, efter flere år i krisetilstand har flosset nerverne i EU-kredsen.

”Det bliver ikke en diskussion om mere eller mindre EU, fordi ingen af delene er særligt realistiske,” lyder vurderingen.

”Men de 27 har brug for at tale sig tættere sammen”.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, advarede også mod at sætte gang i en ”ureflekteret fordybelse af EU”. I stedet skal fokus ligge på de reformer af systemet, som allerede er i gang.

”Processen handler om implementering, ikke om innovation,” sagde Juncker.

Ingen traktatændringer, please
Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en lang række af hans kolleger gjorde klart, at nye traktater og andre store projekter er udelukket.

“Vi skal koncentrere os om at løse de problemer, som europæerne forventer af os, bliver løst. Det handler om at få styr på flygtninge- og migrationskrisen og om at skabe arbejdspladser og vækst,” sagde statsministeren efter mødet.

Selv efterlyste han større råderum for medlemslandene inden for Unionens grænser. Blandt andet ønsker han et skifte i den måde, EU lovgiver på, hvor man går mod færre af de såkaldte forordninger, der har direkte bindende virkning i medlemslandene, mod flere direktiver, som giver mere spillerum til at tilpasse sig den nationale kontekst.

Slår et slag for Europol
I den forbindelse rejste Løkke også det danske ønske om en parallelaftale om det europæiske politisamarbejde, Europol, over for de øvrige EU-ledere, inden Danmark på grund af retsforbeholdet står til at blive sendt uden for døren 1. maj næste år.

”Vi glider ud af det samarbejde, med mindre vi får fundet en anden løsning. Det har jeg selvfølgelig plæderet for. Men det er bare et eksempel på, at vi har brug for et EU, der måske er bare lidt mere fleksibelt og skaber lidt flere frihedsgrader for de enkelte lande,” sagde statsministeren.

Statsministeren har sat en frist med udgangen af året til at få en aftale på plads. Lykkes det ikke, kan danskerne stå over for valget mellem endnu en folkeafstemning eller en exit fra Europol.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald Tusk

Premiereminister, Polen
historiker (Gdansk Uni. 1980)

Jean-Claude Juncker

Fhv. formand, Europa-Kommissionen (Kristelige Sociale Folkeparti, Luxemburg)
cand.jur. (Strasbourg Uni. 1979)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00