EU giver grønt lys for 91 millioner i statsstøtte til corona-ramte events

TAB: Den danske stat får tilladelse til at kompensere arrangører af store begivenheder, der er aflyst på grund af coronavirus. Det er den første undtagelse fra EU’s statsstøtteregler begrundet med virusudbruddet.

Det er første gang, Margrethe Vestager giver tilladelse til statsstøtte på grund af coronavirus.
Det er første gang, Margrethe Vestager giver tilladelse til statsstøtte på grund af coronavirus.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Den danske regering har fået grønt lys af EU-Kommissionen til at fordele en pose med 91 millioner kroner til arrangørerne af events, der ikke kan blive gennemført på grund af frygten for smitte med coronavirus.

”Med den ordning vil Danmark kompensere arrangørerne af begivenheder, der er aflyst på grund af covid19-udbruddet, for de tab, de har lidt,” siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Sagen er den første af sin slags, efter at EU-Kommissionen har lovet at hastebehandle alle anmodninger om godkendelse af statsstøtte til coronaramte sektorer eller virksomheder i Europa og give tilladelse til afvigelser fra de gængse statsstøtteregler, fordi virusudbruddet er en såkaldt ”exceptionel hændelse”.

Vil prioritere coronasager
Regeringen henvendte sig til Kommissionen onsdag for at få clearet, om programmet var i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler, og har fået svar dagen efter.

Margrethe Vestager lover at prioritere coronasagerne højt for at hjælpe den europæiske økonomi igennem krisen.

”Vi står klar til at samarbejde med alle medlemsstater for at sikre, at mulige nationale støtteforanstaltninger til at tackle virusudbruddet kan komme på plads så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med EU-reglerne,” lyder det fra Vestager.

De 91 millioner skal fordeles til dem, der har måttet aflyse events med over 1.000 deltagere, og events, der er målrettet folk, der kan blive særligt hårdt ramt, hvis de bliver smittet, som for eksempel ældre eller svækkede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00