EU-informationskampagne i flygtningelejre skal bremse tilstrømning

FLYGTNINGE: EU vil nu lave en kampagne, der skal oplyse flygtninge i lejre uden for om de faktiske forhold for at få asyl i Europa. Det vedtog EU’s indenrigs- og intergrationsministre på et ekstraordinært møde i Bruxelles mandag.

Inger Støjberg har, siden hun tiltrådte som integrationsminister i sommer, været til mange møder i Bruxelles om flygtningekrisen.
Inger Støjberg har, siden hun tiltrådte som integrationsminister i sommer, været til mange møder i Bruxelles om flygtningekrisen.Foto: Den Europæiske Union
Lise-Lotte Skjoldan

BRUXELLES: I løbet af de seneste måneder har ministre og statschefer fra alle EU’s lande holdt møder igen og igen for at finde løsninger på flygtningekrisen.

Efter større politiske slagsmål er der blevet vedtaget en række tiltag til at løse flygtningekrisen. De mest væsentlige af disse er særlige registreringslejre i Grækenland og Italien og en beslutning at omfordele 160.000 flygtninge mellem EU-landene.

Men det går meget langsomt med at få ført tiltagene ud i livet. Kun et enkelt registreringscenter er kommet op at køre, og ud af de 160.000 flygtninge er kun 147 indtil videre blevet omfordelt.

Mandag aften tørnede EU’s indenrigs- og integrationsministre så igen sammen i Bruxelles for at diskutere, hvordan EU kan komme op i gear med at få implementeret de fælles europæiske tiltag til at håndtere en flygtningetilstrømning, der tæller over 770.000 mennesker indtil videre i 2015.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) deltog i mødet mandag. For hende står det klart, at EU-landene skal komme op i omdrejninger, særligt når det kommer til registreringscentrene - de såkaldt hotspots i Grækenland og Italien:

“Vi er i en situation, hvor vi må anerkende, at som det ser ud lige nu, fungerer hotspotsene jo ikke,” siger Inger Støjberg efter ministermødet.

Hun fremhæver, at der er brug for mere mandskab til at få registreringscentrene til at fungere.

Danmark har sendt i alt 21 eksperter til EU’s grænseagentur Frontex og EU’s asylstøttekontor EASO, men mange andre lande har stadig ikke sendt de eksperter, som EU har bedt om. Dermed mangler Frontex og EASO stadig halvdelen af det mandskab, de har brug for.

Informationskampagne skal holde flygtninge væk
Ministrene diskuterede også mandag, hvad der kan gøres for at få tilstrømningen til Europa bremset.

Som et nyt tiltag blev de enige om, at man fra EU’s side nu skal lancere en informationskampagne i flygtningecentre uden for Europa, hvor man vil oplyse om, hvordan forholdene for asylansøgere er i Europa. Informationskampagnen har til formål at afskrække flygtninge fra at tage den farlige tur over Middelhavet.

Inger Støjberg brugte selv på ministermødet taletid på at tale varmt over for sine kolleger om en sådan informationskampagne.

“Jeg nævnte, at vi i Danmark har haft succes med vores annoncekampagne,” siger Inger Støjberg.

Informationskampagnen i flygtningelejre skal også oplyse flygtninge om, at de i Europa har pligt til at lade sig registrere og ikke selv frit kan vælge, hvilket EU-land deres asylansøgning skal behandles i.

Flygtninge vil ikke registreres
For det er en af de største udfordringer lige nu, at flygtninge, der kommer til EU, ikke vil samarbejde og lade sig registrere. Det har fået EU til at skærpe tonen. Formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker har i en tale til Europa-Parlamentet udtrykt det meget klart:

“Ingen registrering, ingen rettigheder.”

EU’s indenrigs- og integrationsministre blev mandag enige om at udspecificere over for hinanden, hvilke redskaber man kan tage i brug, når flygtninge ikke vil registreres. I sidste ende kan det komme på tale at tilbageholde flygtninge i en periode, hvis de ikke vil samarbejde med myndighederne.

“Det er jo en mulighed. Men det er jo op til landenes lovgivning, hvilke muligheder der er. Ligesom i Danmark er der jo selvfølgelig også andre steder en regel om, at der skal være proportionalitet i tingene,” siger Inger Støjberg, som før mødet vægrede sig mod tanken om at skulle lægge kvinder og børn i håndjern for at få dem registreret.

Det er uklart, om den understregning af de enkelte landes muligheder rent faktisk kommer til at betyde, at landene bliver bedre til at registrere flygtninge. Inger Støjberg er dog optimistisk.

“Jeg vil da sige, at det lægger da et pres på landene,” siger hun.

Flygtningekrisen er i toppen af EU’s dagsorden resten af ugen. Onsdag og torsdag mødes EU’s stats- og regeringschefer til et topmøde med topledere fra Afrika, hvor de blandt andet skal diskutere hjemsendelse af migranter. Mødet finder sted i Maltas hovedstad Valetta, og det efterfølges af et ekstraordinært topmøde mellem EU-lederne.

Dokumentation

Formålene med EU’s nye informationskampagne, der skal målrettes asylansøgere, migranter og menneskesmuglere, er:

1) at afskrække migranter fra at tage på en farlig rejse og give dem et alternativ til menneskesmuglere

2) at forklare, hvordan EU-regler for håndtering af ydre grænser og international beskyttelse virker, herunder regler om hjemsendelse, omfordeling og genbosættelse

3) at udbrede andre fortællinger end dem, som menneskesmuglerne har om Europa

4) at informere om kriminelle tiltag mod menneskesmuglere

5) at informere om hjemsendelsesoperationer

Informationskampagnen skal slå følgende fast over for asylansøgere:

- Flygtninge og migranter har pligt til at lade sig registrere i det første EU-land, de ankommer til
- Ifølge EU-lov har flygtninge og migranter ikke ret til selv at vælge, hvilket EU-land der skal behandle deres asylansøgning
- Migranter uden behov for beskyttelse vil hurtigt blive sendt tilbage til deres hjemland
- Flygtninge og migranter har ikke ret til at nægte at samarbejde med de relevante nationale myndigheder


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00