EU-Kommissionen revser Tyrkiet i rapport

OPTAGELSE: Der er stadig mange hindringer, der står i vejen for Tyrkiets EU-medlemskab. I en ny rapport kritiserer EU-Kommissionen landets retssystem, korruption og håndtering af menneskerettigheder.

Præsident Recep Tayyip Erdogan (tv.) kan finde adskillige kritikpunkter af Tyrkiet i en rapport fra EU-Kommissionen.
Præsident Recep Tayyip Erdogan (tv.) kan finde adskillige kritikpunkter af Tyrkiet i en rapport fra EU-Kommissionen.Foto: Det Europæiske Råd
Kasper Kaasgaard

Der er en del løftede pegefingre til Tyrkiet fra EU-kommissionen i en ny rapport.

Det er den årlige rapport om, hvordan Tyrkiets langstrakte optagelsesproces til EU skrider frem. Her bliver der fundet alvorlige problemer med blandt andet det tyrkiske retssystem.

”Uafhængigheden af retssystemet og princippet med adskillelse af magten er blevet undermineret siden 2014, og dommere og anklagere har været under stærkt politisk pres,” skriver Kommissionen.

Rapportens offentliggørelse var blevet udskudt, så den ikke konfliktede med det nyligt overståede valg – det andet i Tyrkiet på fem måneder.

Ris og ros
Efter valget står præsident Recep Tayyip Erdogans parti, AKP, igen stærkt. Det er under netop Erdogans ledelse, at de tilbageskridt, som Kommissionen kritiserer, er taget.

Det bliver dog også til ros fra Kommissionens side, når det kommer til den tyrkiske økonomi og til dels landets samarbejdsvilje.

”Tyrkiet fortsætter med at udtrykke engagement for at blive optaget i EU. Engagementet bliver dog modarbejdet af vedtagelsen af central lovgivning på retsområdet og inden for ytrings- og forsamlingsfrihed, som går imod europæiske standarder,” lyder det i Kommissionens rapport.

Menneskerettigheder og korruption
Rapporten bemærker, at der er lavet betydelige forbedringer inden for menneskerettigheder, men at der endnu er en række mangler. Blandt andet når det kommer til beskyttelse af rettighederne for homo- bi- og transseksuelle.

Også sikkerhedssituationen i landet er blevet forværret, konkluderer rapporten, som også pointerer, at korruption vedbliver med at være et stort problem i Tyrkiet:

”Korruption anses for at være udbredt. Den uberettigede påvirkning fra ledelsen i efterforskningen og retsforfølgelsen af højt profilerede korruptionssager fortsætter med at give anledning til stor bekymring.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00