EU-ministre giver grønt lys til dansk jagt på Eurojust-aftale

FORBEHOLD: Tirsdag vil EU’s Ministerråd godkende det danske ønske om at forhandle en aftale, så Danmark undgår at blive smidt ud af samarbejdet mellem europæiske anklagemyndigheder.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) med sit rumænske ministermodstykke, Tudorel Toader, der lige nu har EU-formandskabet. Pape får brug for al den hjælp, han kan få, fra  ham og andre i EU-systemet for at få en særaftale om Eurojust i hus.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) med sit rumænske ministermodstykke, Tudorel Toader, der lige nu har EU-formandskabet. Pape får brug for al den hjælp, han kan få, fra  ham og andre i EU-systemet for at få en særaftale om Eurojust i hus.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Det danske forsøg på at undgå at blive smidt ud af samarbejdet mellem de europæiske anklagemyndigheder om grænseoverskridende kriminalitet, Eurojust, på grund af retsforbeholdet overgår nu til en ny fase.

Tirsdag forventes de forsamlede europæiske finansministre i Bruxelles at nikke ja til, at regeringen påbegynder forhandlinger med Eurojust om en særaftale på linje med den, som er blevet indgået omkring politisamarbejdet i Europol.

Det vil tillade danske myndigheder fortsat at have en tæt tilknytning til Eurojust-arbejdet, når Danmark i december i år bliver sendt uden for døren, når nye regler for samarbejdet træder i kraft, der får det danske retsforbehold til at slå ud.

Dokumentation

Derfor har Danmark problemer med Eurojust
Eurojust blev oprettet i 2002 for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet ved at forstærke samarbejdet mellem de respektive EU-landes anklagemyndigheder. Danmark deltog dengang fuldt ud, eftersom det retlige samarbejde før foregik på mellemstatslig basis, hvilket betød, at Danmark på trods af retsforbeholdet godt kunne deltage. Det ændrede sig, efter Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009, hvor man overgik til flertalsafgørelser på retsområdet.

Eurojust har til opgave at styrke samarbejdet af efterforskning af grov grænseoverskridende kriminalitet. Indsatsområder har været hvidvask af penge, narkotikasmugling, menneskehandel, terrorisme, kriminalitet på nettet og børneporno, der alle er ting, som sker uden hensyn til landegrænser. Eurojust hjælper også med efterforskninger, der involverer tredjelande.

Det fungerer ved, at hvert medlemsland udstationerer et nationalt medlem af Eurojust til hovedkvarteret i Haag, så det letter samarbejdet om konkrete grænseoverskridende sager. Eurojust arbejder tæt sammen med det europæiske politisamarbejde, Europol, der også er i Haag.

Det opdaterede regelværk for Eurojust giver det ny status af EU-agentur. Desuden kommer der nye databeskyttelsesregler for håndtering af personfølsomme oplysninger.


0:000:00