EU-ministre til Bruxelles efter bombeangreb

TERROR: EU’s justits- og indenrigsministre indkaldes til møde efter tirsdagens terroranslag mod den belgiske hovedstad.

Den belgiske kongefamilie og premierminister Charles Michel stod sammen med medlemmerne af EU-Kommissionen i et minuts stilhed kl. 12 onsdag i respekt for ofrene for bombeattentaterne i Bruxelles.
Den belgiske kongefamilie og premierminister Charles Michel stod sammen med medlemmerne af EU-Kommissionen i et minuts stilhed kl. 12 onsdag i respekt for ofrene for bombeattentaterne i Bruxelles.Foto: Scanpix / Francois Lenoir
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Hvad skal de politiske konsekvenser være af de terrorhandlinger, der tirsdag rystede EU-hovedstaden med 31 døde og 250 sårede?

Det skal EU’s justits- og indenrigsministre forsøge at finde et svar på i løbet af de kommende dage ved et ekstraordinært ministerrådsmøde i Bruxelles. Det bekræftede EU’s indenrigs- og migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, onsdag middag.

”Vi kan ikke blive ved med at skulle lære på den hårde måde. Disse hændelser viser, at vi absolut har brug for mere koordination og mere informations- og efterretningsdeling,” sagde Avramopoulos.

Efterslæb på programmet
Kommissæren efterlyser en mere samlet tilgang fra EU-landene og en større tillid mellem sikkerhedstjenesterne på tværs af grænser, så man undgår, at folk, der allerede er kendte af myndighederne i ét land, kan operere frit hos naboerne.

”Hvis det ikke er nu, at det er på tide at optrappe samarbejdet, så ved jeg ikke, hvornår det skulle være,” sagde kommissæren.

Han opfordrer også til at sætte skub i kendte problemstillinger som styrkelse af Unionens ydre grænser og udveksling af flypassagerdata.

Men Avramapoulos efterlyser også større indsats for at få vedtaget et sæt kontroversielle regler, der skal begrænse mængden af skydevåben i cirkulation i Europa.

”Parlamentet og medlemslandene bliver nødt til at arbejde hurtigt og konstruktivt for at undgå, at våben ender i hænderne på de forkerte,” understregede han.

Gør det, vi har lovet
Den belgiske justitsminister, Koen Geens, gjorde onsdag morgen efter et regeringsmøde klart, at det fra den belgiske regerings side i første omgang handler om at eksekvere den styrkelse af sikkerheden, som kom på bordet efter terrorangrebene i Paris i november sidste år.

”De tiltag, som blev besluttet efter attentaterne i Paris, er ikke alle sammen blevet udført, og det bør nu gøres så hurtigt som muligt,” sagde Koen Geens.

Den franske premierminister, Manuel Valls, er i Bruxelles onsdag for at mødes med både EU-ledere og den belgiske regering. Han forventes at presse på for mere handling fra begge sider.

Timing stadig uvis
Beslutningen om den nærmere timing af mødet mellem EU-ministrene forventes at blive truffet i løbet af onsdagen. I spil er fredag eftermiddag eller en dato i næste uge. Men meget afhænger af, om det er logistisk muligt.

Bruxelles Lufthavn er for indeværende stadig lukket, efter to bomber raserede ankomsthallen og kostede 14 menneskeliv og over 100 sårede. Det er endnu usikkert, hvornår normal flytrafik kan genoptages, men lufthavnen forventes at forblive lukket også torsdag.

Det kan betyde, at det bliver svært at få EU-ministrene til byen med kort varsel.

Metrostationen Maalbeek i EU-hovedkvarteret, hvor en togvogn sprængtes i luften og kostede anslået et tyvetals menneskeliv, forventes lukket i flere uger på grund af omfattende skader, oplyste Bruxelles’ borgmester Yvan Mayeur onsdag.

Dokumentation

Bomberne i Bruxelles

Eksplosioner i Bruxelles Lufthavn og ved metrostationen Maalbeek i hjertet af EU-kvarteret tirsdag morgen kostede mindst 31 menneskeliv og 250 sårede.

Ifølge belgiske medier står brødrene Ibrahim og Khalid El Bakraoui bag de to attentater. De to har forbindelser med Salah Abdeslam, en af hovedmændene bag Paris-attentaterne i november. Abdeslam blev anholdt i Bruxelles i fredags efter en fire måneder lang menneskejagt.

En tredje mistænkt, Najim Laachraoui, der antages at være set på overvågningsbilleder fra Bruxelles Lufthavn, er eftersøgt.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dimitris Avramopoulos

Fhv. EU-kommissær for migration, interne anliggender og medborgerskab (Liberale Parti, Grækenland)
ba i offentlig lov og statskundskab (Athens Uni. 1978), master i europæiske studier (Bruxelles Uni. 1986)

0:000:00