EU-Parlamentet har haft fem år i krisernes skygge

Tirsdag 2. juli starter en ny politisk cyklus i Europa-Parlamentet, når 751 nyvalgte EU-parlamentarikere indtager deres sæder.

Når Socialdemokraternes Christel Schaldemose tænker tilbage på den femårs-cyklus, hun lige har afsluttet i Parlamentet, er det kriserne, der står tilbage.

”Der var gældskrise, flygtningekrise, global sikkerhedskrise, Brexit. Det har virkelig været de store dagsordener, der har sat deres præg på mandatperioden,” siger hun.

Det har sat Parlamentet i en lidt underlig situation. For når EU for alvor er i krise, sker der det, at landene træder sammen. Den græske gældskrise blev afgjort i sene natteforhandlingerne mellem eurozonens finansministre i 2015. Da flygtninge vandrede langs de europæiske motorveje senere på året, var det EU’s stats- og regeringschefer, der gik i enrum, efter en række lande havde handlet på egen hånd og henholdsvis åbnet og lukket grænser. Brexit er noget, der er blevet forhandlet af EU’s chefforhandler, Michel Barnier, på baggrund af de forhandlingsmandater, som EU-landene har udstyret ham med.

De 751 folkevalgte har derimod ikke nogen naturlig rolle, når tingene brænder på. De er fulde medlovgivere på Unionens
forordninger og direktiver. Men det er det, der kommer bagefter. Når der skal ryddes op efter kriserne.

Derfor har parlamentarikerne selv måttet tage sig en rolle ved at gøre sig til det sted, hvor både EU’s chefer og nationale ledere har skullet udlægge teksten.

”På den ene side kan man have den oplevelse i Parlamentet af, at man er magtesløs – på den anden side er Parlamentet jo debatforummet. Det er der, stats- og regeringscheferne kommer, det er der, EU-Kommissionen kommer. Det er der, vi får de offentlige og åbne diskussioner om de her ting. Og det synes jeg også er en væsentlig rolle, som Parlamentet både har og skal have – som en slags talerstol,” siger Christel Schaldemose.

Vagthunden
Funktionen som politisk arena har også været en måde for parlamentarikerne at gøre sig gældende på andre områder, hvor deres egentlige magt er begrænset.

De har af egen kraft hevet fat i en række af de store skandalesager, som er kommet for dagen undervejs i deres mandat. De lagde ud med et undersøgelsesudvalg om de såkaldte Panama Papers, der afslørede storstilet brug af skattely og bed sig fast i den dagsorden med tre efterfølgende specialudvalg, der har set nærmere på skatteunddragelse, snyd, hvidvask og anden betænkelig finansiel opførsel. Dermed fik de møvet sig ind på et af de få tilbageværende steder i EU-politikken, hvor magten egentlig ligger solidt koncentreret hos medlemslandene.

De har undersøgt den såkaldte Dieselgate om snyd med udslip fra biler, de har haft godkendelsen af farlige stoffer i EU under lup i kølvandet på stor ballade om ukrudtsdræberen glyphosat, de gik håndteringen af terrorangrebene i Paris og Bruxelles i 2015 og 2016 efter i sømmene og fik Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg til at stå skoleret i kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen om valgindblanding.

”Det er et eksempel på, at på de områder, hvor de ingen magt har ifølge traktaterne, der har de taget den på andre måder,” siger Eric Maurice, der er leder af Bruxelles-kontoret for tænketanken Fondation Robert Schuman.

Han peger også på den rolle, Parlamentet har taget, med at holde EU-landene i ørene, når det kommer til retsstatsprincipperne. Her er det største skridt, at de for første gang nogensinde har aktiveret en såkaldt artikel 7-procedure mod et medlemsland for brud på EU’s grundlæggende værdier for gentagne krænkelser af de demokratiske spilleregler.

Det skete i september sidste år mod Ungarn. Men de har også haft blandt andre Polen, Rumænien, Slovakiet og Malta i kikkerten. Heller ikke den danske regering har været forskånet. I januar 2016 måtte daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) en tur til Bruxelles for at forsvare den danske smykkelov.

Midterpartierne taber terræn
Neden under de større linjer er parlamentarikernes egentlige lovgivningsarbejde så kørt. Og ifølge chef for analysevirksomheden VoteWatch Doru Frantescu, der holder øje med de europæiske parlamentarikeres daglige virke, er den store historie, at der ikke har været særligt meget nyt at berette om det.

På trods af at dette parlament har været ét, hvor yderfløjene blev betydeligt styrket ved sidste valg, og hvor der undervejs skete et kollaps i den storkoalition mellem de europæiske kristendemokrater i EPP og socialdemokraterne i S&D, så er der fortsat blevet lavet lovgivning inde på den politiske midte, sådan som det har været hidtil.

”På den måde har det været en fortsættelse med nogle enkelte korrektioner. Men det skriver sig ind i den større trend, hvor midterkræfterne taber terræn. Og de kommer til at miste endnu mere ved næste valg. Og formodentlig endnu mere ved valget efter det,” siger han.

På den måde fik Europa-Parlamentet ret i det valgslogan, som blev brugt i kampagnen i 2014, der lød, at ”Denne gang er det anderledes”. Det blev det. Men nok ikke på den måde, som de havde regnet med.