EU: Træd på Brexit-speederen, Theresa May

BREXIT: EU's ledende Brexit-forhandler, Michel Barnier, vil have højere tempo i forhandlingerne. Han præsenterede onsdag et 120 sider langt udkast til en skilsmisseaftale med briterne, men premierminister Theresa May har allerede afvist centrale elementer.

Foto: /ritzau/Virginia Mayo
Daniel Bue Lauritzen

BRUXELLES: Briterne skal til at rubbe neglene, hvis der skal indgås en Brexit-aftale inden deadline. 

Omtrent sådan lød budskabet fra EU’s Brexit-chefforhandler, Michel Barnier, da han onsdag eftermiddag præsenterede et 120-sider langt bud på en skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU.

“Hvis forhandlingerne skal blive en succes, skal vi sætte tempoet i vejret,” sagde han. 

Under præsentationen gentog Barnier flere gange, at der nu blot er 13 måneders forhandlingstid tilbage, inden briterne 29. marts 2019 officielt forlader EU. 

Og hvis Europa-Parlamentet, medlemslandene og den britiske regering skal have mulighed for at læse og godkende Brexit-aftalen, skal Theresa May og Barnier være enige allerede i efteråret 2018, sagde han.  

Intet nyt, men...
De 120-siders skilsmissepapirer, der også blev godkendt af Europa-Kommissionen onsdag, indeholder den Brexit-aftale, der blev indgået mellem Storbritannien og EU i december.

Derfor mener Michel Barnier heller ikke, at der bør være store overraskelser for briterne i teksten:

"Udkastet indeholder ingen overraskelser for vores britiske partnere. Det udtrykker de fælles forpligtelser, vi indgik i december, i juridiske termer," sagde Barnier. 

Men dokumenterne indeholder også EU’s udgangspunkt for en lang række emner, som de to parter ikke kunne nå til enighed om inden nytår og ikke er kommet videre med siden.  

Strid om grænsen
Det drejer sig blandt andet om det centrale spørgsmål om EU's fremtidige ydre grænse mellem Irland og Nordirland, hvor parterne er enige om, at en hård grænse er uspiselig, men ikke hvordan man skal undgå den.

EU vil have Nordirland til at blive i den fælles toldunion, men den idé er ikke den britiske premierminister Theresa Mays kop te. Hun afviste allerede onsdag forslaget i en tale i det britiske parlament:

“Ingen britisk premierminister ville nogensinde gå med til det,” sagde hun. 

Barniers opfordring til, at briterne skruer tempoet i vejret, sker blot to dage inden, at den britiske premierminister Theresa May fredag holder en længe ventet tale, hvor hun vil udlægge Storbritanniens udgangspunkt for den næste forhandlingsrunde. 

Theresa May mødes torsdag med Europarådets formand, Donald Tusk, hvor de to skal diskutere Brexit. 

Barnier til Danmark
Et andet spørgsmål, der stadig slås om, er den overgangsperiode, der skal give briterne en blød landing efter Brexit. 

Michel Barnier har flere gange understreget, at en åben periode uden slutdato vil være helt utænkelig. EU foreslår i papirerne 31. december 2020, hvor det nuværende langtidsbudget udløber, som en passende dato for et endeligt farvel.

Samtidig vil EU have briterne til at acceptere al ny EU-lovgivningen, der bliver vedtaget i overgangsperioden, selvom de mister indflydelse i Bruxelles ved udgangen af marts 2019.  

Michel Barnier rejser fredag til København, hvor han skal drøfte Brexit med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en række repræsentanter fra dansk erhvervsliv. Lørdag fortsætter Barnier til Thyborøn for at mødes med danske fiskere, der er nervøse for, om Brexit betyder, at de mister adgang til britisk farvand. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michel Barnier

fhv. Brexit-forhandler for EU

Theresa May

Fhv. premierminister, Storbritannien og fhv. leder, Conservative Party
geografi, Sct. Hugh's College, Oxford University

0:000:00