EU-valg: Margrete Auken genvalgt til spidskandidat for fjerde gang

SF vælger endnu en gang Margrete Auken til at stå i spidsen for partiet til europaparlamentsvalget. Ud over Auken har partiet valgt Karsten Hønge og to andre kandidater til opstillingslisten.

Sidst danskerne gik i stemmeboksen til europaparlamentsvalg, fik Margrete Auken (SF) 153.000 stemmer, hvilket var tæt på at trække partiet et ekstra mandat i parlamentet.

Nu får den erfarne politiker og medlem af parlamentet en chance til for at overbevise vælgerne, når der er valg til Europa-Parlamentet i maj 2019. Det vil være fjerde gang, at Auken stiller op som spidskandidat for SF.

"Jeg er selvfølgelig meget glad for at få lov til at stå i forreste linje for SF i den kommende valgkamp. SF er det EU-engagerede parti på venstrefløjen, der arbejder for en grøn og mere solidarisk udvikling i Europa og dermed i verden," siger Margrete Auken i en pressemeddelelse.

Før SF-politikeren blev medlem af Europa-Parlamentet, sad hun i Folketinget for partiet i 23 år. 

Margrete Aukens mærkesager er særligt miljø, fødevaresikkerhed, borgerrettigheder og åbenhed om Rådets arbejde. Desuden er hun næstformand i Parlamentets særlige Palæstina-delegation.

Karsten Hønge kan havne i Bruxelles
Hvis Margrete Auken lykkes med at skaffe SF en ekstra plads i parlamentet, vil det sandsynligvis være Karsten Hønge, som rejser med til Bruxelles og Strasbourg.

Det nuværende medlem af Folketinget blev valgt som nummer to på SF's opstillingsliste, efterfulgt af Peter Westermann og Kira Marie Peter-Hansen.

Karsten Hønge udtrykker stor glæde over sin andenplads på opstillingslisten og fremhæver sine mærkesager, som blandt andet er at udfordre reaktionære højrenationalister i sager om social dumping:

"Jeg vil give stemme til den almindelige lønmodtager, de mennesker, som ofte bliver glemt, de, der er på kanten af arbejdsmarkedet og på bunden af samfundet. De reaktionære højrenationalister i parlamentet skal ikke få et øjebliks fred, når arbejdsvilkårene presses af social dumping," udtaler han i pressemeddelelsen. 

Forrige artikel Det sker i EU: Hvidvaskskandale rammer EU Det sker i EU: Hvidvaskskandale rammer EU Næste artikel Løsning på tre årtiers navnestrid hænger i limbo Løsning på tre årtiers navnestrid hænger i limbo
Uenighed om magtforhold: Bliver Vestager i praksis EU's tech-dronning?

Uenighed om magtforhold: Bliver Vestager i praksis EU's tech-dronning?

HIERARKI: Vestager er blevet udråbt som den helt store digitale chef i EU-regi, men flere peger på, at det i virkeligheden er Sylvie Goulard, der sidder på tech-tronen. EU-ekspert mener, magtfordelingen først vil vise sig, når kommissærerne tager arbejdshandskerne på.