Anmeldelse af 

Forfriskende letlæst samtalebog om EU

ANMELDELSE: Tre gange Morten står bag en bog om Europa og det europæiske samarbejde. Som titlen antyder, er det ikke (kun) sort/hvidt, selvom den ene Morten er Messerschmidt og den anden Helveg Petersen.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto:

Af Rasmus Nørlem Sørensen,
redaktør EU-magasinet NOTAT

EU-stoffet går for at være vanskeligt, teknisk og utilgængeligt. Men i denne samtalebog formår EU-journalisten Morten Øyen Jensen at få sine to politiske navnebrødre til at levere letlæste og interessante betragtninger, der kunne være leveret over en kop café latte eller et glas øl på Restaurant Grøften i Tivoli. En interessant snak mellem to begavede herrer er blevet en fin lille bog.

Bogens store styrke er, at man som læser får en klar fornemmelse af, hvordan de to politikere tænker. Både om EU og om hinanden. Grundlæggende tænker Morten Helveg Petersen i de store internationale linjer og forholder sig eksempelvis til globaliseringen som vilkår:

"Det vil blive naturligt med stærkere institutioner. Og så mener jeg også, at svaret på de store udfordringer, vi står over for, i stigende grad skal findes internationalt," lyder en vurdering, som går igen i talrige varianter i bogen.

Morten Messerschmidt bider sig fast i en række klassiske demokratiske problemer, krydret med lommefilosofisk national-konservatisme:

"Jeg tror, man vil blive nødt til at indse, at der er en grænse for, hvor meget europæerne vil lade sig styre af folk, de ikke har valgt. Der er et naturligt sted, hvor demokratiet kan udfolde sig, og det er i nationalstaten, hvor man har et fælles sprog, og hvor der er en umiddelbarhed mellem borgerne."

Foto: People'sPress

Uforpligtende snak
Men den snakkende form er samtidig bogens svaghed. Flere steder bliver visionerne for Europa meget løse i kødet, og enkelte steder føler man sig hensat til ren snak, hvor fakta flyder lidt, og man savner en stærkere stemme fra den tredje Morten. Forfatteren Morten Øyen Jensen er tydeligvis en skarp journalist med stor viden om EU, der let kunne samle op på den halve vind, som samtaleparterne indimellem løber med. F.eks. i den passage, hvor det kommer til at fremgå, at de Radikale sidder i samme partigruppe i Europa-Parlamentet som Venstre. På trods af, at de Radikale slet ikke er repræsenteret i det nuværende parlament.

Andre steder stiller samtalen sig tilfreds med meget løse svar på konkrete spørgsmål. Eksempelvis da Morten Helveg afkræves svar på, hvornår Danmark skal gå med i euroen, og slipper afsted med svaret:

"Der er så mange ting i luften i øjeblikket. Jeg tror, der vil gå et par år, før støvet lægger sig." Han bliver godt nok presset yderligere for præcise svar ved flere lejligheder, men både Messerschmidt og forfatteren ender med at lade sig nøje med, at Helveg "gerne vil afvente udviklingen" eller, at han forholder sig "pragmatisk" til konkrete situationer og problemer.

Et sympatisk projekt
Den venskabelige tone er markeret med firkantede klammer [LATTER], der lidt ubehjælpeligt skal bære påstanden om, at vi er inviteret til en hyggesnak som læsere. Men i størstedelen af bogen fungerer det faktisk. Man kan roligt skænke sig en kop kaffe og nyde den begavede samtale hjemme fra sin sofa.

EU's største demokratiske udfordring er afstanden til borgerne. Og her kommer læserne tæt på to af de mennesker, der formentlig kommer til at repræsentere os i EU's beslutningssystem. At spænde en dialogisk bro mellem to politiske modstandere og åbne en dør til almindeligt interesserede borgere er ikke nogen lille bedrift. Det gør bogen effektivt.

For at sikre nærheden er noget af det politiske indhold ofret. Bogen er på ingen måde politiserende og giver heller ikke noget klart billede af, hvad EU indholdsmæssigt handler om. De politiske projekter, der formuleres, er vage og uskarpe, og en lang række af de helt store temaer i EU-debatten, som skattely, finansregulering, bankunionen, finanspagten og grøn vækst, bliver enten kun nævnt en passant eller glimrer ved deres fravær.

En læsværdig bog
Samlet set giver bogen et interessant blik på Morten Messerschmidt. At Holger K. Nielsen (SF) er et af hans tidlige politiske idoler kom bag på denne læser. Hans beretning om arbejdet i EU-systemet er interessant og tankevækkende, og man får en snigende fornemmelse af, at han er blevet europæer af nød, af sin tid i Parlamentet. Hans ærlige udmelding om, at en plads i Europa-Parlamentet også er en ensom affære i forhold til ens parti og måske også på det personlige plan, giver medie-karakteren Messerschmidt et menneskeligt skær.

Morten Helveg Petersen portrætteres som en Europæer med stort E, der efter en barndom på Europaskolen i Bruxelles og et halvt livs politisk engagement i internationale spørgsmål, nu vender hjem til et Europa, han brænder for med liv og sjæl. Helveg og Øyen virker indimellem som en interviewer-duo, der udfordrer Messerschmidt. Men Helveg får også slået sine principper om den europæiske nødvendighed fast med syvtommersøm og henvisninger til store tænkere som Ulrich Beck og Jürgen Habermas.

Konceptet med at bruge Morten Messerschmidt som en del af en EU-duo er efterhånden velkendt i danske medier. Men det ændrer ikke ved, at vi står med en fin lille bog, der falder på et tørt sted. EU i en vedkommende, nærværende og mildt snakkende form er slet ikke et dårligt koncept.

Det er (ikke) sort/hvidt - samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa, Morten Messerschmidt, Morten Helveg Petersen og Morten Øyen Jensen, People's Press, 2014

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00