Frederiksen efter blokeret topmøde: ”Vestager er stadig på alles læber”

TOPMØDE-KRISE: Danmarks fremtrædende kandidat er på ingen måde udelukket, når Europas ledere tirsdag genoptager kampen om hvem, der skal være EU’s øverste chefer de næste fem år. Det mener statsministeren, efter at lederne mandag måtte opgive at enes.

Foto: Yves Herman / Reuters / Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Det er ganske enkelt for dårligt, hvis ikke lederne fra de 28 EU-lande får udpeget nye europæiske topchefer, når de samles igen tirsdag formiddag.

Sådan lyder advarslen fra statsminister Mette Frederiksen (S), efter at hun natten til mandag deltog i 18 timers frugtesløse natteforhandlinger under sit første EU-topmøde.

”Europa skal have en ledelse. Det kan ikke blive ved med at blive udskudt. Jeg synes ikke, vi løfter opgaven godt nok, når der ikke allerede er fundet en løsning,” sagde statsministeren, da topmødet blev suspenderet lige over middag mandag.

”Vi må tage det ansvar på os. Og det er senest i morgen, hvis du spørger mig,” sagde hun.

Navnet, fænomenet, mennesket Vestager er stadig på bordet og på alles læber. Og det er jo et godt udgangspunkt for Danmark i de videre forhandlinger.

Mette Frederiksen (S)
Statsminister

Trods en vis skuffelse over, at de vanskelige forhandlinger om EU’s topjob først kan genoptages tirsdag, så glæder Mette Frederiksen sig over, at Margrethe Vestager stadig er i spil.

”Navnet, fænomenet, mennesket Vestager er stadig på bordet og på alles læber. Og det er jo et godt udgangspunkt for Danmark i de videre forhandlinger,” siger statsministeren:

”Jeg oplever en bred respekt omkring Margrethe, og den går på kryds og tværs af de forskellige interesser, der er. Vi er på ingen måde færdige med at snakke Vestager.”

Vestager i spil til forskellige job
Den danske konkurrencekommissærs navn har i nattens og formiddagens løb været i spil til flere forskellige europæiske topposter – hvis ikke det øverste job som formand for EU-kommissionen, så måske en position som første næstformand eller som udenrigschef for Unionen.

Selv ønsker Margrethe Vestager ikke at udtale sig om kabalen og hendes egen rolle i den, før det hele er faldet på plads.

Forhandlingerne blandt de europæiske stats- og regeringsledere har vist sig meget vanskelige.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har sammen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, presset hårdt på for et kompromis, der ville gøre den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans til formand for kommissionen.

Men hans kandidatur mødte voldsom modstand under topmødet, blandt andet fra andre konservative ledere end Merkel selv, fra en række østlande og fra Italiens EU-kritiske regering.

Heftige diskussioner og frustration
Der gik mandag rygter om heftige diskussioner blandt de trætte regeringsledere, der havde forhandlet hele natten uden at nå frem til en pakke, der kan besætte en håndfuld vigtige poster i fremtidens kommission, i Det Europæiske Råd, i Europa-Parlamentet og i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Da EU’s rådsformand, Donald Tusk, havde trykket på pauseknappen, udtrykte mange af de europæiske ledere både frustrationer og advarsler på vej ud af topmødebygningen.

”Der mangler omkring bordet en følelse af pligt til at forsvare den europæiske offentligheds interesser. Hvis der er så mange skjulte dagsordner, vil det her ikke lykkes,” advarede den franske præsident.

Tysklands kansler understregede, at beslutningerne om topposterne ikke må gennemtrumfes, hvis de risikerer at skabe ”uoverstigelige spændinger i EU de næste fem år”.

Portugal skyder skylden på Visegrad
Portugals socialdemokratiske regeringsleder, Antonio Costa, beskrev et topmøde, hvor ”alting gik galt” – ifølge ham fordi, at Italien og de fire såkaldte Visegradlande i Central- og Østeuropa i virkeligheden ønsker at ”splitte Europa”.

De europæiske stats- og regeringsledere genoptager topmødet tirsdag klokken 11.00, og så får de travlt.

På onsdag formiddag er det nemlig det nyvalgte Europa-Parlaments tur til at stemme om at vælge en ny formand for parlamentet i Strasbourg.

Hvis de 28 landes nationale ledere vil beholde serveretten i spillet om topposterne, så er de derfor nødt til at tage en beslutning inden da.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Donald Tusk

Premiereminister, Polen
historiker (Gdansk Uni. 1980)

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

0:000:00