Hegelund og Mose: Bløde embedsmænd på retur

”Sammen løber vi stærkere”, reklamerede 1025 medarbejderne fra det ny-fusionerede Miljø- og Fødevareministerium, da de i den forgangne uge pustede sig gennem sæsonens DHL-løb. Udadtil var de glade for det fælles slogan på ryggen. Indadtil bliver det et kulturforandringsprojekt af de store at smelte de to verdener sammen.

Fusionen kan – hvis tidens politiske vinde fortsætter – være første fase i at rydde endegyldigt op i Miljøministeriets embedsmandskultur, rundet af samfundsdagsordenen fra ministeriets dannelse i 1971.

Næste fase kan blive udflytning af en styrelse, hvormed Venstre-folkene vil have svækket irriterende, grønne embedsmands-lommer yderligere i regeringsapparatet. Ikke mindst Naturstyrelsen har i årevis været en torn i øjet på regeringspartiets landbrugsmedlemmer, som anfægter naturfolkenes faglige tolkninger.

Axelborgs talerør
Fødevareministeriet har fra tidernes morgen været landbrugserhvervets talerør, ikke mindst ind i Finansministeriet. Embedsmændene i det gamle landbrugsministerium er kontante typer, der på møder frygtløst taler om kroner og øre, mens miljøfolkene i mere floromvundne vendinger henviser til bæredygtige miljøhensyn.

Sidstnævnte opfattes som blødere typer, om end deres fjällräven-agtige image ifølge dem selv ikke længere holder. Ikke desto mindre frygter en del af dem, at de – trods det fælles løbeslogan – er i risikozonen for at blive overspurtet af deres nye løbe-kammerater, og at de reelt er blevet udsat for en ”fjendtlig overtagelse”, også selv om fusionsministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, selv kommer fra Miljøministeriet.

Studsgaard anses for en moderne og tilpasningsdygtig departementschef; en helt anden type end navnkundige Leo Bjørnskov, der sammen med Svend Auken i 90’erne sikrede Miljøministeriet en stærk placering. Næsten symbolsk har den nye, fælles departementschef da også skiftet sin fine miljøministerielle kanal-udsigt mod øst ud. Nu spejder Studsgaard mod vest fra sit nye kontor: derover, hvor landbruget holder til.

Halvering i toppen
Studsgaard har signaleret, at fusionen mellem de to ministerier kommer til at gå hurtigt. Den slags er ikke nemt: Luften i mødelokalet må have sitret som i en duel i det vilde vesten, da de to departementschefer, ledende ministersekretærer og pressechefer fra de hidtil værdi-konkurrerende foretagender straks efter fusionsbeslutningen troppede op til et fælles møde om den ny fremtid – vel vidende, at i løbet af få dage ville de seks blive til tre.

Selvom ledelsen er på plads, og det skal gå lidt rask med at skabe synergi og sammenhængskraft, er det gode spørgsmål, hvor nemt det bliver. ”Kulturer” har det med at bestå, selvom man løber med samme skilt på ryggen.

Fredningsstyrelsen og Skovstyrelsen var gennem samme fusionsøvelse for år tilbage; fredningsfolkene mødte – føltes det – op i sandaler, mens skovfolket troppede op i grønne jakker og støvler.

Spændende er det ikke mindst, hvilken form for ”faglighed” ministeren vil lytte til i sit system: På den ene side er der miljøfagligheden og naturbeskyttelsen; på den anden side det trængte fødevareerhvervs eksperttolkninger, som dokumenterer, at naturen ikke er truet af den intensive landbrugsdrift.

Den grønne dagsorden synes i forvejen på retur: Helle Thorning-Schmidts regering gjorde ikke meget væsen ud af den, så medmindre der kommer et nyt, folkeligt pres – orkestreret af de grønne organisationer – kan det være svært at få øje på toneangivende partier, der reelt ønsker at skærpe miljøprofilen.

Embedsmandsdrevet fusion
Hvor rationalet bag fusionen af Miljø- og Fødevareministeriet således er politisk, er sammensmeltningen af Social- og Indenrigsministeriet mere embedsmandsdrevet: Departementschef Sophus Garfiel forekom at møde op med et klart mandat fra Statsministeriets departementschef om, at han skulle ”rydde op i bulen”. Det fornemmede folk i Socialministeriet, da meldingen om fusionen bredte sig.

Der gik da også kun få døgn, så var ”4.sal”, som ledelsessekretariatet kaldes, bemandet med en stribe nye ansigter. Sjovt nok alle fra det gamle Økonomi- og Indenrigsministerium, hvor Garfiel under SR-regeringen havde siddet som en del af departementschef-inderkredsen. I disse topcirkler havde man rystet på hovedet over ledelsesforholdene i Socialministeriet.

En halv snes ministre er suset gennem ministeriet siden årtusindskiftet, ligesom den ene departementschef efter den anden er kommet og gået. Nogle er hastet videre på en opadstigende karrierekurve som Kristian Wendelboe og Jesper Fisker. Andre er søgt væk i tide – som Christian Schønau, der gik til kongehuset. Andre igen er blevet ”gået” som Garfiels forgænger, Jesper Zwisler.

Nøglefolk udskiftet
Garfiel indtog ikke bare lynhurtigt Zwislers kontor. Den fortsættende departementschef har også udnyttet det privilegium at tage egne folk, han er tryg ved, med sig. I den proces har en stribe direktører, chefer og nøglemedarbejdere fra Socialministeriet ”søgt nye udfordringer”.

Selvom de ansatte har været i en tilstand af chok, kan man godt her og der ane rationalet i udskiftningerne. Ministeriet har ikke været kendt som Slotsholmens bedst fungerende. Personaleomsætningen har været alarmerende høj; der har hverken været prestige eller noget karrierefremmende i at være ansat dér. Forfremmelser er for ofte foregået – mener også medarbejdere i ministeriet – ved tilfældigheder frem for efter dygtighed.

En af ministeriets svagheder har været mangelfuld data-indsamling og funderet viden om, hvad der reelt virker i det sociale arbejde. Nu skal policy-udvikling foregå på et mere analytisk grundlag: En ny analyseafdeling skal støbe kuglerne, mens der er skåret i den store kommunikationsafdeling, som hidtil har understøttet områdets forskellige knopskydninger.

Topchef på strømpesokker
Set med finansministerielle øjne er Garfiel – kendt for sin milde fasthed – formentlig den ideelle til at rydde op. Det er ellers ikke, fordi der fra centralt hold har været et overivrigt fokus på Socialministeriet: Budgetbisserne har været fanget i deres sædvanlige credo om, at jo mere de ved om et område, jo dyrere bliver det.

Imidlertid blæser der centrale vinde med krav om endnu mere snorlige styring, heriblandt over for styrelser som Socialstyrelsen, ligesom Socialministeriet – akkurat som en stribe andre ministerier – skal arbejde langt mere konsekvent med implementering og dermed følge tingene helt til dørs over for kommuner og andre lokale aktører.

Fagligheden? Den kommer blandt andet til at bestå af stærk økonomistyring; en lidt anden djøf-profil end ministeriets hidtidige striktrøje-image. Interessant nok med en departementschef, der selv har en faible for at traske rundt på strømpesokker i sine skiftende ministerier.

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk