Debat

Morten Helveg: Flygtningekrisen kan ikke udliciteres

DEBAT: Uanset hvor meget vi investerer i nærområderne, så slipper vi ikke for at forholde os til spørgsmålet om, hvordan vi fordeler flygtninge i Europa, skriver Morten Helveg Petersen (R).

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Både sammen og hver for sig har EU’s stats- og regeringschefer travlt med at løse flygtninge- og migrantkrisen.

De har i hvert fald travlt med at skubbe såvel flygtninge og migranter som krisen væk fra livet, væk fra synsfeltet, væk fra de nationale grænser.

Skitsemodellen, eller metoden om man vil, er den samme, som vi kender fra den godt ét år gamle aftale mellem EU og Tyrkiet. EU køber sig aflad ude i byen. Vi betaler andre, det kunne for eksempel være Tunesien, Marokko, Libyen, for blot at nævne andre lande end Tyrkiet, for at beholde flygtninge og migranter på deres jord. Så er problemet væk, krisen er løst. På en måde. Det er ren og kynisk kalkule, ren udlicitering.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

254 nåede ikke i land
Og det er selvfølgelig ingen løsning. Siden nytår har det ny, maltesiske EU-formandskab da også allerede afholdt det første store topmøde med overfartsruten mellem Libyen-Italien øverst på agendaen. Den var i 2016 lige så anvendt og befærdet som i rekordåret forinden. På mødet var viljerne gode, pengene sad næsten også løst, om end de var få.

Men for dem, der vil væk, var det blot et nyt møde i rækken af endeløse møder. Og selvsagt slet ikke nok til at afholde bare én af de til dato 9.931 personer, der i år er flygtet over det store hav i retning mod Europa. Forført af dyrt-købte smuglere til en farefuld færd med kun de mest nødvendige ting og fremtidshåb så store som Rundetårn som bagage. 254 nåede aldrig i land.

Vi skal gå langt mere solidarisk, langt mere europæisk til værks. Ingen skal kunne dukke sig eller skubbe ansvaret videre til naboen.

Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

De tal er sjældent fremført i den danske flygtningedebat. Vi forholder os ikke til situationen i Syrien eller i Irak. Vi forholder os ikke til de livsændrende konsekvenser for helt almindelige mennesker. Vores politiske flygtningedebat er reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt den midlertidige kontrol ved den dansk-tyske grænse er hovedårsagen til sidste års massivt dalende asyltal.

Det bliver ikke mindre absurd af, at der ikke er nogen, der kan levere et validt svar på det spørgsmål. Kun gisninger og mavefornemmelser. Lige som ingen med fuldstændig vished kan sige, at faldet i asylansøgninger til Danmark primært skyldes Tyrkiet-aftalen.

Stramninger er ren symbolpolitik
Det gør mig så uendelig trist til mode, at det eneste, der kan skaffes politisk flertal for i Danmark i denne valgperiode, er asylstramninger. Om det er nye partier eller gamle, hæderkronede partier, så er det udlændingestramninger. Tomheden i dansk politik under den siddende regering er så stor, at ekkoet kan høres helt til Bruxelles.

Løser vi flygtningekrisen med udlændingestramninger eller rettere symbolpolitiske stramninger, som ikke har andet formål end at stille sig an som handlekraft? Nej, det gør vi ikke. Det ved statsministeren så udmærket. Det samme gælder den ny udenrigsminister. De ved godt, at løsningen på flygtningekrisen er den fælles. De kan være med så langt, at vi sammen i Europa investerer i nærområderne og giver flygtningene en fremtid at håbe på, en fremtid at stå op til.

Hidtil har regeringen ikke givet mig grund til at tro på, at de også er villige til at samarbejde om en fælles fordeling af flygtninge, uagtet at det ville have nedbragt antallet af asylansøgere i det famøse 2015, hvor Europas afmagt, manglende solidaritet og samarbejde satte nye rekorder.

Fokus på fordeling
Uanset hvor meget vi investerer og gør af gode ting i nærområderne, så slipper vi ikke for at forholde os til spørgsmålet om tilstedeværelsen – og følgelig fordelingen af flygtninge på vores kontinent. Der er ingen løsning på flygtningekrisen uden.

Lad mig understrege, at jeg skriver om reelle flygtninge, ikke om migranter. De økonomiske migranter, altså mennesker som ikke er i fare, men alene bevæger sig for at forfølge en drøm om noget andet og bedre, siger også Radikale Venstre nej tak til. Her abonnerer vi på den samme holdning som regeringen. Reelle flygtninge er en helt anden sag. Intet EU-medlemsland skal kunne sige nej og skubbe forsvarsløse mennesker rundt fra den ene lukkede grænse til den næste.

Vi kan ikke skubbe ansvaret fra os
I Europa-Parlamentet er de politiske hovedgrupper, med undtagelse af ECR (hvor DF sidder), enige om, at det nuværende Dublin-system har spillet fallit. Systemet kunne ganske enkelt ikke håndtere de massive tilstrømninger i især 2015. Grupperne kan også enes om, at Dublin skal opgraderes.

Personligt tror jeg ikke på, at Dublin, ej heller i opgraderet form, er vejen til at løse flygtningekrisen på europæisk grund. Vi skal gå langt mere solidarisk, langt mere europæisk til værks. Ingen skal kunne dukke sig eller skubbe ansvaret videre til naboen.

ALDE-gruppen, hvor Radikale Venstre og Venstre sidder, foreslog allerede for to år siden at gå langt mere ambitiøst til værks. Vi vil helt erstatte Dublin med et nyt og anderledes robust og fair asylsystem, et fælleseuropæisk og centralt styret system, som sikrer en fair fordeling af flygtninge til alle EU-lande, så snart de er visiteret til at få asyl i Europa.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00