Helveg: Frygten for migration har forgiftet europæisk politik

DEBAT: Migrationsdebatten er indenrigspolitisk sprængstof overalt i Europa. EU befinder sig derfor i en venteposition, som koster menneskeliv og truer fællesskabets eksistens, skriver Morten Helveg Petersen (R).

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Frygten for migration har forgiftet politik over hele det europæiske kontinent.

Herhjemme har udlændingetemaet afgjort valg siden 2001. Statistisk set får vi ingen asylansøgere i Danmark, 200-300 pr. måned, og sådan har det været i mere end to år. Endda med faldende kurve.

Små 600 mennesker har fået asyl i Danmark i år. Alligevel taler en stor gruppe politikere, som inkluderer flere partiledere og to statsministerkandidater om, at den danske sammenhængskraft er truet, den danske kultur er truet, og de enes fremdeles om, at Danmark ikke kan rumme de 500 kvoteflygtninge, vi ellers har taget til alle tider.

Så sent som på Socialdemokratiets kongres i den forgangne weekend sagde partiformand og statsministerkandidat Mette Frederiksen, at hun ikke mente, at det danske samfund kunne rumme en genoptagelse af kvoteflygtningeordningen.

Danmark gør ikke nok
Det er tragikomisk at rejse til og fra den danske udlændingedebat, som jeg jo gør qua mit arbejde i Bruxelles og Strasbourg. For den ændrer sig ikke. Den er immun over for forandringer, også de politisk neutrale statistikker. Debatten handler alene om stramninger og om at se stærkest og mest handlekraftig ud.

Når jeg taler med mine kolleger i Europa-Parlamentet, så har de så uendelig svært ved at forstå, at så rigt et land som Danmark, så kulturelt stærkt et land som Danmark, har en udlændingedebat, som på den ene side fylder alt. Og så på den anden side det faktum, at vi i Danmark gør så lidt for at tage medansvar for at løse den internationale situation ved Europas ydre grænser. Vi har sendt 40 årsværk afsted, voila!

Mine kolleger spørger til, hvorfor vi ikke diskuterer, om vi virkelig skal sætte ind i de lande, folk flygter fra? Om vi skal presse Irak og Eritrea til at hjælpe med at tage hånd om deres befolkning og samarbejde med os?

Om vi skal hjælpe med flere hænder i Grækenland og Italien til håndtering af de mange tusinde mennesker, der faktisk er nået i land i Europa? Velvidende at de i dag er låst fast i uhumske, trange lejre, mens deres asylbehandling strander midt i bunkerne på overbelastede embedsmænds skriveborde.

Mine kolleger forstår simpelthen ikke, at et så rigt og på snart sagt alle måder forbilledligt samfund som det danske accepterer, at børns vigtigste år går tabt i elendighed og udsigtsløshed. Når nu vi har alle muligheder for at gøre noget.

Indenrigspolitisk sprængstof
Jeg kan kun svare dem ærligt, at det også undrer og frustrerer mig. At Europas udfordringer naturligvis ikke kender til landegrænser, de er også Danmarks udfordringer.

At jeg tror på, at Europa skal spille en langt større rolle i verden, end vi gør i dag. At vi skal være en demokratisk og humanistisk supermagt. At jeg glæder mig over, at vi i Europa-Parlamentet på tværs af lande og (majoriteten af de) politiske grupper jo for længst har erkendt, at krisen kun har én løsning, og det er den fælles.

Og at det frustrerer mig som ind i hede hule, at vi på tredje år befinder os i en venteposition, som koster menneskeliv og truer det europæiske fællesskabs eksistens. Fordi migrationsdebatten er indenrigspolitisk sprængstof over alt i vores union. Det har jeg det svært med. Følelsen af afmagt er en af de grimmeste, jeg kender.

Stramninger, ikke løsninger
Så længe mennesker drukner på flugt fra Assads uhyrligheder i Syrien, er der ting, vi skal gøre bedre i regi af EU. Der er politiske valg at diskutere. Politiske valg at træffe. Rigtige løsninger på virkelighedens problemer.

I sidste uge holdt stats- og regeringscheferne endnu et topmøde med migration på dagsordenen. Kom der noget ud af det? Nej, selvfølgelig gjorde der ikke det. Kom vi tættere på at løse udfordringen? Selvfølgelig ikke.

Det eneste, der kan skaffes politisk flertal for i de enkelte lande, og det gælder også i Danmark, er udlændingestramninger. De politiske ledere vil altså gerne tale udlændinge, det må bare ikke handle om løsninger, og det skal handle om stramninger. Om det er nye partier eller gamle, hæderkronede partier, så gælder det udlændingestramninger.

Og så er vi tilbage ved start. For frygten for migration har i sandhed forgiftet politik over hele det europæiske kontinent.

Forrige artikel Messerschmidt: EU hverken kan eller vil forsvare europæerne Messerschmidt: EU hverken kan eller vil forsvare europæerne Næste artikel Kofod: Mens Venstre maler sit logo grønt, fører regeringen sort politik i EU Kofod: Mens Venstre maler sit logo grønt, fører regeringen sort politik i EU