Historiker: Brexit har ikke ført til selvransagelse i EU

Af Louise Lindhagen
Cand.mag. i historie og EU-studier

Der er nu gået mere tre måneder siden, at Brexit blev en realitet. Storbritannien er så småt ved at forberede separationspapirerne, mens EU-skeptiske røster i andre medlemslande er på barrikaderne for også at opgive det mangeårige ægteskab mellem de europæiske nationer.

Som ved enhver skilsmisse kræver Brexit en masse papirarbejde. En ting er selve bodelingen, herunder aftalerne for udtrædelsen og det fremtidige samarbejde. En anden ting er EU's selvransagelse. Med den britiske udmeldelse står EU med en unik mulighed for at kigge indad og rette op på nogle af de store kritikpunkter, som har hobet sig op i tidens løb. Desværre aner man en vis politisk træthed i EU, der kan stikke en kæp i hjulet for en reformering af det europæiske samarbejde.

Demokratisk underskud
I første omgang lignede Storbritanniens afgang fra EU en punktering af den europæiske luftmadras, der blev holdt oppe på visionen om et forenende samarbejde. For første gang, med undtagelse af Grønland, står EU-samarbejdet over for en udmelding. Men det er ikke hvilken som helst udmelding. EU skal sige farvel til et af samarbejdets mest skeptiske lande.

Med den britiske udmeldelse står EU med en unik mulighed for at kigge indad og rette op på nogle af de store kritikpunkter, som har hobet sig op i tidens løb. Desværre aner man en vis politisk træthed i EU.

Louise Lindhagen
Cand.mag. i historie og EU-studier

Det giver EU mulighed for at tackle sine problemer i et nyt skær.

For det første har EU gennem mange år være diagnosticeret med et demokratisk underskud. Underskuddet kan blive løst enten i medlemsstaterne eller i de europæiske institutioner. Medlemsstaterne kan blive del af en ny model, hvor nationale parlamenter får større indflydelse på EU's lovgivning. Alternativt kan EU's institutioner starte et stort, folkeligt oplysningsarbejde om EU's politiske procedurer. En kombination ville være den ideelle løsning.

Elitens projekt
Det andet problem, som hænger sammen med det demokratiske underskud, er EU's mangeårige ry som elitens projekt, hvor der er for stor afstand mellem EU's beslutninger og de europæiske borgere.

Det er ikke nok, at enkelte eksperter og politikere forklarer, at vi alle er EU, om vi er i København eller Bruxelles. EU's institutioner må til at legitimere sine regler ved at beskrive fordelene ved det politiske samarbejde for de europæiske befolkninger. Det vil sætte befolkningerne i centrum frem for abstrakte idealer og samtidig gøre EU til en politisk kampplads for den nye lovgivning.

For det tredje har EU gennem længere tid præsenteret sig selv som den selvindlysende løsning på Europas udfordringer. Samarbejdet har hyldet sine værdier og principper og i sløvt tempo sat handling efter ord. Argumentet om, at de europæiske lande har det bedre i end uden for EU har spillet fallit. Skeptiske røster i andre europæiske lande står på spring for at få luften til at gå ud af EU, og EU er nødt til at speede op og løse reelle problemer, som banker på Europas døre.

Løsningen er en ny traktat
De tre problemer kan kun løses, hvis EU er villig til give bolden op til en ny traktat for samarbejdet. En strømlinet traktat, der skaber gennemsigtighed i beslutningerne og om nødvendigt reducerer antallet af politikområder. Og ikke mindst en smidig traktat, der giver EU mulighed for hurtigere at reagere på politiske problemer.

Desværre er der ikke den politiske vilje til at reformere det europæiske samarbejde. Internationale problemer med flygtningestrømme, terror og trusler fra den russiske nabo tærer på EU's kræfter. Skilsmissen med Storbritannien vil bruge af de sidste kræfter, så der næppe bliver noget tilbage til den nødvendige selvransagelse. Historien om EU's fredsskabende faktor er druknet i en strøm af problemer og skepsis.

Tilbage står vi, europæerne, uden konkrete svar på problemerne. Vi begynder så småt at drømme os tilbage til en svunden tid med stærke nationalstater uden at tænke på, at vores samfund og vores teknologi har forandret sig. Som ægteparret, der er ved at opgive samlivet, søger vi ind i os selv. Det er den lette løsning her og nu. Skal vi virkelig derud, hvor vi fortryder skilsmissen, før vi forstår værdien af vores europæiske ægteskab?