Jens Rohde om EP-valg: Rent nonsens at gå til valg på en dansk dagsorden

Af Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat

Der er to ting i livet, som er sikkert: 1) Du skal på toilet. 2) Du dør.

Der er to ting, som er sikkert i en europaparlaments-valgkamp: 1) Venstre i regering vil udvikle EU, Socialdemokrater i opposition konservere EU – og rollerne skifter med nøglerne til Statsministeriet. 2) Valgkampen kommer ikke til at dreje sig om ret meget af det, Parlamentet beskæftiger sig med, endsige har indflydelse på.

Så er du advaret.

At gå til parlamentsvalg på budskaber om danske forbehold eller Daxit er det rene nonsens. Det vil på ingen måde blive temaer, som Parlamentet arbejder med i de kommende fem år.  

Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat

Således opløftet vil mange ganske sikkert være fristet til at nøjes med at forholde sig til livets gang i Lidenlund og lade Bruxelles være Bruxelles. Hvis ikke man kan gøre noget ved nogen af tingene, hvorfor så ulejlige sig med andet end at gå på toilettet og forberede sig på at dø?

Fordi europæisk politik er alt for vigtigt til, at man må overlade det til alle de andre. Det kunne være befriende, om det kommende års valgkamp til Europa-Parlamentet blev set i det lys og udmærkede sig ved at blive taget seriøst af både partier og journalister. Tænk, om vi fik en valgkamp om ting, hvor parlamentarikerne kan gøre en forskel.

Indflydelsen i Europa-Parlamentet er lig nul for den, som ikke forstår sig på det faktum, at politik ikke handler om at have ret, men om at få ret. 

Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat

Det er selvfølgelig et fromt og naivt håb hentet i eskapismens univers. Kigger man på sidste valg og de mange netop nyvalgte spidskandidaters første trut i trompeterne, er der ikke meget håb at hente. Ingen nævnt, ingen glemt. Man siger dog, at efter forargelsen kommer eftertanken, så måske er der endnu håb.

Daxit-valgkamp er rent nonsens
Lad mig derfor nævne et par realiteter:

Der er ingen foruden danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som drømmer om at beskæftige sig med de danske forbehold. Ingen interesser sig for dem. De er alene et dansk anliggende. Parlamentet er heller ikke stedet, hvor man diskuterer, om Danmark skal være med i EU eller ej. I hvert fald ikke før, vi ved en folkeafstemning måtte have truffet beslutning om at træde ud.

At gå til parlamentsvalg på budskaber om danske forbehold eller Daxit er det rene nonsens. Det vil på ingen måde blive temaer, som Parlamentet arbejder med i de kommende fem år.

Det samme er så nogenlunde tilfældet for sidste valgkamps topdiskussioner om kriminelles afsoning i egne landes fængsler, sikring af de ydre grænser, hvem der har ret til velfærdsydelser i EU, om Danmark skal have grænsekontrol, om EU alene skal beskæftige sig med det ene eller det andet, om forskellige landes skattely, om afskaffelse af landbrugsstøtten eller om Europa-Parlamentets rædselsfulde rejsecirkus.

Sidstnævnte er som altid alle partiers store slagnummer i valgkampen, men vær vis på, at det er en falsk melodi. Det er alene landenes regeringer – altså Rådet – som i enstemmighed kan lukke ned for de månedlige Strasbourg-rejser. Det har Danmark selv sørget for, da vi forhandlede os frem til de danske forbehold. Måske er det derfor, at ingen dansk regering til dato har rejst diskussionen i Rådet.

Ikke engang da man som følge af Brexit fik chancen for at tilbyde Frankrig både et medicin- og finansagentur mod at opgive Parlamentets samlinger i Strasbourg, bød Danmark ind med det tilbud. Man ville hellere have medicinagenturet selv. Det danske formandskab under den tidligere regering var ikke en døjt bedre.

Det er ganske enkelt løgn og latin, når partierne proklamerer, at de vil kæmpe for at afskaffe Parlamentets rejsecirkus. Indtil videre er det kun parlamentarikerne, som kæmper for det. Ikke partierne, selvom det står i enhver partifolder. Kun particheferne kan i Rådet ændre tingenes tilstand, og de snyder alle på vægten, for de foretager sig mindre end intet.

Parlamentarisk værdigrundlag
Nu er det ikke sådan, at emner som rejser, skat, velfærdsydelser, afsoning, grænsekontrol og størrelsen på landbrugsstøtten ikke diskuteres i Europa-Parlamentet. Det gør de i høj grad. Problemet er bare, at Parlamentet ikke har den fjerneste indflydelse på dem. 

Først i det øjeblik, at Rådet sætter emnerne på dagsordenen, og Kommissionen efterfølgende fremsætter et konkret lovforslag, vil Parlamentet få indflydelse på udformningen af en eventuel lovtekst. Det er her, at det kan få betydning, hvilken farve og hvilket værdigrundlag den enkelte parlamentariker har. 

En parlamentsvalgkamp bør naturligvis afspejle parlamentarikernes værdigrundlag på europæisk plan, men i en valgkamp om, hvad den enkelte vil arbejde for i sine kommende fem år i Parlamentet, hvor kandidaterne skal forberede sig på godt 15.000 konkrete afstemninger om året, burde debatten i langt højere grad dreje sig om, hvilken miljøpolitik, tele-, forbruger-, erhvervs-, landbrugs-, indre markeds-, databeskyttelses- og retspolitik, kandidaten vil stå for.

Nøjagtig som man diskuterer det i en dansk valgkamp. Er kandidaten grøn, gul, rød, blå, brun eller sort i sin konkrete politik? Det er, hvad arbejdet i Parlamentet drejer sig om. Ikke om, hvorvidt EU skal være mere eller mindre EU. Det er fastslået i traktaten, hvad EU kan og skal beskæftige sig med, og foreløbig er det kun undertegnede, som har foreslået et konvent, hvor samarbejdet reformeres helt grundlæggende med en ny traktat. Alle andre løber skrigende bort.

Brobygger
Hvad der herudover typisk er overset, men meget interessant at vurdere kandidaterne på, er deres håndværksmæssige evner. Det mest afgørende for en EU-parlamentarikers indflydelse er ubetinget evnen til at være brobygger mellem yderpositioner. Det være sig internt i grupperne som mellem partifraktionerne.

Holdningsforskellene er sammenlignet med danske forhold ekstremt store i Europa-Parlamentet. Folk kommer fra 28/27 lande, taler 24 forskellige sprog, har vidt forskellige baggrunde. Forskellene er så store, at i den liberale gruppe, som Radikale Venstre og Venstre tilhører, kunne man rumme samtlige danske partier fra SF til Venstre. Hertil skal man så lægge de øvrige fraktioner.

Arbejdet i Parlamentet er én lang rejse i empati, og den, som ser kompromiset som selvstændigt mål, får typisk mest igennem, fordi europæisk parlamentarisk arbejde først og fremmest handler om at overkomme hinandens forskelle.

De grupper, som betyder noget i Parlamentets daglige rugbrødsarbejde, er den kristendemokratiske, den socialdemokratiske, den liberale og den grønne gruppe. Det er mellem disse partier, at der typisk indgås kompromiser, at aftalerne laves, og det fælles forhandlingsmandat til forhandlingerne med Ministerrådet bliver skabt.

I denne periode har også den britisk dominerede konservative ECR-gruppe betydet noget, men den vil efter valget være forsvundet som følge af briternes farvel. Yderste højrefløj og yderste venstrefløj vil i enkeltsager søge uhellige alliancer, men indflydelsen i Europa-Parlamentet er lig nul for den, som ikke forstår sig på det faktum, at politik ikke handler om at have ret, men om at få ret. 

Lev eller lad dø
Europa-Parlamentet er verdens bedste politiske håndværkslæreplads, og det første, man finder ud af, er, at såfremt man kører sin egen nationalt orienterede dagsorden og modtager ordrer på sin stillingtagen til diverse lovforslag hjemmefra, bliver man marginaliseret og placeret uden for indflydelse. Det har partiledelserne i hjemlandene aldrig forstået, og det graver flere grøfter, end godt er. 

Det ligger i institutionernes opdeling, at Rådet varetager medlemslandenes interesser på nationale præmisser, mens Europa-Parlamentets opgave er at varetage fællesskabet på fællesskabets præmisser. Accepterer man ikke denne arbejdsdeling, bør man afholde sig fra at stille hold til Parlamentet.

Vi har endnu til gode at se såvel journalister, tv-stationer og kandidater forstå og erkende realiteterne i valgkampene op til europaparlamentsvalget. Men nu er det sagt, og så er der ikke nogen undskyldning for ikke at ændre tingenes tilstand.

Alternativt kan vi lige så godt indskrænke os til at gå på toilettet og se parlamentsarbejdet tilhørende de evige jagtmarker. Lev eller lad dø.