Johnson taber afstemning: Skal bede EU om udskydelse af Brexit

BREXIT: Et flertal i det britiske underhus har stemt for en lov, der betyder, at den nye Brexit-aftale først kan godkendes, når al nødvendig lovgivning er på plads. Det betyder også, at den britiske premierminister, Boris Johnson, er nødt til at bede EU om en forlængelse.

Foto: Jessica Taylor/AFP/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Senest lørdag aften skal den britiske premierminister, Boris Johnson, sende et brev til EU, hvor han beder om at få udskudt Storbritanniens udtrædelse af EU-samarbejdet til 31. januar 2020.

Det er konsekvensen efter en afstemning i det britiske underhus lørdag.

Her har et flertal af de britiske parlamentarikere stemt for en lov, der stadfæster, at Underhuset først vil tage stilling til Boris Johnsons nye Brexit-aftale, når al den lovgivning, som aftalen indebærer, er blevet vedtaget.

Boris Johnson havde brug for en godkendelse af den nye aftale senest lørdag, hvis han skulle undgå at bede EU om en udsættelse af Brexit-datoen.

Ifølge en anden lov fra september er premierministeren nemlig forpligtet til at bede om en forlængelse for at undgå en aftaleløs Brexit 31. oktober. Men kort tid efter afstemningen afviser Boris Johnsons parti, at han vil følge det krav.

I Bruxelles vil EU afvente nyt fra den britiske regering oven på dagens afstemning, og EU-ambassadørerne forventes at mødes tidligt søndag morgen for at drøfte den nyeste udvikling.

Parlamentet skal stemme om Brexit-aftale på mandag
Det var forventet, at det ville blive lørdag, hvor Brexit-aftalen for alvor skulle stå sin prøve i det britiske parlament. Men den bliver i stedet fremsat mandag.

Aftalen blev indgået mellem den britiske regering og EU torsdag morgen, og den blev samme dag godkendt af EU’s medlemslande.

Den nye aftale fjerner det såkaldte irske backstop, som der har været stor modstand mod i Storbritannien.

I stedet indebærer aftalen, at Nordirland vil forlade EU's toldunion sammen med resten af Storbritannien, efter den britiske overgangsperiode slutter i udgangen af 2020. Dermed vil nordirerne kunne deltage i de frihandelsaftaler, som briterne vil forhandle derefter. Men landet skal fortsat følge EU’s toldregler samt de regler for det indre marked, der angår varer. Det betyder, at varer, der kommer fra den britiske ø til Nordirland, skal tjekkes i de nordirske havne, før de kan komme ind i landet.

Hvor længe denne løsning skal fortsætte, er op til Nordirland. Hvert fjerde år efter 2020 får den nordirske parlamentariske forsamling og landets regering mulighed for at stemme om den. Hvis de nordirske politikere på et tidspunkt stemmer nej til at fortsætte med at følge denne model, vil den ophøre med to års varsel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Boris Johnson

Fhv. premierminister, Storbritannien, Conservative Party

0:000:00