Jurist og fantasyforfatter skal få Alternativet i Europa-Parlamentet

Alternativet vil sidde i den grønne gruppe i Europa-Parlamentet, fortæller partiets nyvalgte spidskandidat, Jan Kristoffersen. Dermed vil Alternativet i politisk gruppe med SF. "Det er alfa og omega at have et stærkt internationalt samarbejde," siger han. 

Jan Kristoffersen præsenterede sine mærkesager foran Alternativets medlemmer lørdag eftermiddag.
Jan Kristoffersen præsenterede sine mærkesager foran Alternativets medlemmer lørdag eftermiddag.Foto: Line Høvik Søby
Line Høvik SøbyPeter Ingemann Nielsen

Juristen Jan Kristoffersen skal stå i spidsen for Alternativets EU-kampagne, når danskerne næste år skal til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet. 

Jan Kristoffersen var eneste kandidat til posten som spidskandidat, da Alternativet i weekenden holdt landsmøde. 

Dermed bliver det hans opgave at få Alternativet repræsenteret i Bruxelles, hvilket partiet aldrig før er lykkedes med.

Fakta

Jan Kristoffersen 

  • Stillede også op til Europa-Parlamentet i 2019, men blev ikke valgt. 
  • 49 år. 
  • Mærkesager: Grønne og socialt bæredygtige handelsaftaler. 
  • Uddannet jurist. 
  • Selvstændig rådgiver. 
  • Har skrevet og udgivet en fantasyroman. 

 

Alternativet vil sidde i gruppe med SF, hvis partiet får stemmer nok ved europaparlamentsvalget, fortæller Jan Kristoffersen. 

"Der er mest forskel på Alternativet og SF på det nationale plan. I Europa-Parlamentet er der langt mere, der samler os, end der skiller os. Det er derfor, Alternativet også skal sidde i den grønne gruppe," siger han.  

Alternativet sigter efter at få to ud af Danmarks 14 pladser i Europa-Parlamentet. 

Selvom partiet vil tilslutte sig den grønne gruppe De Grønne – parlamentets fjerdestørste – er der ikke lukket for samarbejde med andre grupper eller partier, siger han. For kriserne er for mange til at afvise samarbejde.

"EU er et af de allervigtigste organer lige nu, fordi vi står i en biologisk krise, en klimakrise og med en krig i Ukraine. De geopolitiske plader rykker sig, så det er alfa og omega at have et stærkt internationalt samarbejde."

Jan Kristoffersen bakkes op af Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde. 

"De problemer, vi står med, er globale, så det er meget vigtigt, at vi får et meget stærkere internationalt samarbejde - også med vores europæiske naboer," siger hun. 

Læs også

Grønne handelsaftaler og klimatold 

Jan Kristoffersen går til valg med to værdier: Produktionen skal være bæredygtig, og produkterne skal fordeles retfærdigt.

"Vores tids største udfordring er, hvordan vi producerer det, vi finder værdifuldt, uden at smadre kloden. Dernæst skal det, der produceres, fordeles, uden vi smadrer hinanden. Og EU har redskaberne til det," siger han. 

Et af de redskaber er EU's klimatold – også kendt som CBAM - som Jan Kristoffersen gerne så blev endnu højere og differentieret.

Vores tids største udfordring er, hvordan vi producerer det, vi finder værdifuldt, uden at smadre kloden.

Jan Kristoffersen (ALT)
Spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget

"Det skal være almen praksis, at man måler klimabelastningen på sine produkter, og tolden så fastlægges ud fra det," siger han. 

Ifølge Jan Kristoffersen vil en klimatold ikke blot få de store "klimasyndere" til at betale mere, det vil også fremme produktionen inden for EU's grænser. 

"Jeg forestiller mig, at fremtidens økonomi bliver mere lokal – ikke protektionistisk – men hvor vores mad ikke nødvendigvis produceres 300 kilometer væk fra vores hjem," siger han. 

Måske en kortvarig lykke? 

Trods lørdagens valg er der snart igen valg til posten som spidskandidat til europaparlamentsvalget på Alternativets ekstraordinære landsmøde i efteråret. 

Jan Kristoffersen regner dog med, at han kommer til at repræsentere partiet til valget i 2024. 

Du er egentlig valgt som midlertidig kandidat i dag. Regner du med at blive valgt igen til efteråret?  

"Ja, det gør jeg. Jeg ved det jo ikke, om andre stiller op til efteråret - og det er selvfølgelig helt i orden, hvis de gør - men jeg går efter at stille op og blive valgt."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Kristoffersen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (ALT), politisk rådgiver, Alternativet, medlem, Skatterådet
LL.B (Københavns Uni.)

Franciska Rosenkilde

MF, politisk leder (ALT)
cand.scient.geo. (Københavns Uni. 2015), BA i Sundhed og Ernæring (Metropol Suhrs, 2010)

0:000:00