K-spidskandidat efter suspendering af Orbán: V, R og S skal også tage opgør

DEBAT: EPP har valgt at suspendere Fidesz på ubegrænset tid. Det var en rigtig beslutning, som forhåbentlig sætter skub i en selvransagelse i Fidesz og omkring Orbán, skriver Pernille Weiss, konservativ spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Af Pernille Weiss
Konservativ spidskandidat til Europa-Parlamentet

Selvfølgelig kan man ikke være medlem af EPP – det europæiske folkeparti, som er EU’s ældste og største partigruppe af borgerlige, kristen-demokratiske partier, hvis man forbryder sig imod retsstatsprincipper, begrænser ytringsfrihed, knægter demokratiske principper og værdier, ikke overholder menneskerettigheder og ej heller beskytter mindretal.

Læg dertil, at man som ordentlig borgerlig heller ikke opfører sig populistisk og i sin politikudøvelse anvender fake news for på grove måder at forføre sit lands borgere ind i frygtens og manipulationens falske landskaber. Bare for at nævne overskrifterne på det, der i meget lang tid har været berettiget kritiseret ved den ungarske regeringsledelse.

Københavnerkriterierne er ukrænkelige
Derfor er det godt, at EPP i går aftes suspenderede Fidesz med nærmest enstemmighed – hvor selv et flertal af Fidesz’ egne delegerede stemte for. Aldrig før har en partigruppe i Europa-Parlamentet taget sådan et konsekvent skridt for at vise, at Københavnerkriterierne fra 1993 er ukrænkelige.

Kriterier, som Ungarn selv har skrevet under på at ville overholde mod et medlemskab i EU med alle de fordele, der entydigt er for både landets borgere, økonomi, udvikling og adgang til at påvirke verden omkring sig til fordel for fred og frihed.

Så kan man selvfølgelig godt begynde at spekulere på, om det kommer til at gøre en forskel. Vil Viktor Orbán reelt rette ind? Eller nyder han blot fanfarerne af at være blevet sat uden for døren med en lang liste af konkrete forbedringspunkter, der skal opfyldes, fordi disse sætter ham i centrum af Bruxelles’ opmærksomhed på en måde, der kan give ekstra point på hjemmebanen?

Det første håber jeg. Det kan godt være, at Orban i mange ungarske vælgeres øjne er en helt. Men er den status opnået ved hjælp af kynisk forførelse og brug af fake news, holder den altså ikke i længden. Hvis han forsøger at smile sig igennem de næste måneder, er jeg sikker på, at dette vil stivne undervejs og forhåbentligt glide over i et sammenbidt udtryk for, at han har forstået, at vi mener det alvorligt og uden diskussion.

Selvransagelse i Fidesz
Når selv Fidesz’ egne delegerede i aftenens afstemning stemte for suspenderingen, må vi tage det som udtryk for, at de godt ved, at de har noget at rette op på – og at viljen til at gøre det alt andet lige må være tilstede.

Nok ikke hos Orbán selv. Men falske helte har det som sagt også med at være et overgangsfænomen. Det, vi nemlig skal huske på, er, at suspenderingen er tidsubegrænset. Fidesz og dermed den nuværende ungarske regering er sat helt uden for indflydelse i Parlamentet, indtil de har leveret konkrete forbedringer i fuld respekt for Københavnerkriterierne og det på en måde, der overbeviser om, at der er tale om varige forandringer.

De kan ikke deltage hverken i møder, afstemninger eller anden aktivitet. De har ingen indflydelse på beslutninger og deltager derfor heller ikke i de vigtige budgetforhandlinger, som ellers handler om mange millioner euro til landets fortsatte udvikling og vækst.

Jeg håber inderligt, at suspenderingen skubber en selvransagelse i gang internt i Fidesz og omkring Orbán i retning af, at det er på tide at deltage i EU på en måde, der tjener landets sag i det store billede og på den lange bane. Jeg er sikker på, at oppositionen i Ungarn nu får mere vind i sejlene til det kommende europaparlamentsvalg. En del af dem er borgerlige og konservative på den danske måde, og de skal være mere end velkomne.

EPP kunne have ekskluderet Fidesz. Det havde sådan set været umiddelbart den nemme løsning. Men det havde ikke sat ovenstående dominobrikker i mulig bevægelse. Det kunne vi ikke være bekendt over for den ungarske befolkning og Europas stabilitet. Derfor er det en ansvarlig beslutning, der er taget. Endelig og på høje tid – det er jeg helt med på. Men ikke desto mindre den rigtige beslutning.

Andre må også handle
I lyset heraf og af at Fidesz og Orbán desværre ikke er EU’s eneste problembørn, og at EPP nu konkret har vist, at vi arbejder på en måde, der forhåbentligt vender udviklingen til det bedre for den ungarske befolkning og landets evne til at deltage i de fælles og grænseoverskridende udfordringer, som især klimaet kalder på, så håber jeg, at Venstre og Radikale i deres partigruppe ALDE og at Socialdemokratiet i deres S&D-gruppe nu vil skride til handling og suspendere deres rumænske medlemmer.

Rumæniens regering er bundkorrupt og har været det i flere år. Ligesom den løbende forsøger at underminere retssystemet og antikorruptionsindsatsen. ALDE kan ved samme lejlighed sende Tjekkiets premierminister uden for døren med forbedringsopgaver relateret til svindel med EU-midler. Enten mener vi Københavnerkriterierne, eller også hører de til på hylden over elastik i metermål.

I en tid hvor populismen blomstrer, og det er en politisk nationalsport at pege fingre af andre, vil jeg tillade mig at påstå, at EPP i aftes har taget konsekvensen af de fingre, der peger ind mod os selv, når vi kan – og i demokratiets tjeneste skal – pege på andre i berettiget forventning om, at også de fejer for egen dør og får bragt orden i eget hus.

Forrige artikel Dansk Metal: Styrket forsvarsfond i EU kan blive en gevinst for Danmark Dansk Metal: Styrket forsvarsfond i EU kan blive en gevinst for Danmark Næste artikel Ungarns ambassadør: EU risikerer at gå ud over sine beføjelser Ungarns ambassadør: EU risikerer at gå ud over sine beføjelser
  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Østeuropa og EU.

    Ja, Østeuropa, derunder Tjekkiet, Polen og Ungarn hat sandeligt fået "kærligheden" at føle.
    De er netop sluppet ud af Sovjets kløer og nu er de kommet ind i EU, som i store træk ter sig i stil med det, som de netop er sluppet ud af.
    Jeg tror at de
    Østeuropæiske lande har meldt sig ind i EU, netop i den tro at nu ville de endelig være med i et demokratisk system, men de er nok blevet noget
    desillutionerede, så derfor ser vi det oprør som finder sted nu. Forståeligt nok.