Kan EU’s landbrugsreform gavne verdens fattige?

Et centralt mål bør være at skabe en effektiv international arbejdsdeling, der fremmer kampen mod global sult og fattigdom og samtidig kommer Europas forbrugere til gode i form af lavere priser på landbrugsprodukter.

Laust Leth Gregersen
Policy Officer, Concord Danmark

Af Laust Leth Gregersen
Policy Officer, Concord Danmark

Forhandlingerne om EU's fælles landbrugspolitik (CAP) frem til 2020 bevæger sig ind nu i den afgørende fase. I dag mødes EU's landbrugsministre for at konkludere på EU-kommissionens første reformudspil fra november sidste år.

Som Christel Schaldemose rigtigt påpegede i sit seneste indlæg (5. marts) er debatten i øjeblikket styret af en særdeles veltilrettelagt "dødskrampe retorik" fra det europæiske landbrug. Hvis politikerne ikke formår at bevare fatningen kan resultatet blive, at der træffes vidtrækkende beslutninger, som tjener snævre europæiske interesser frem for at bidrage til at løse tidens store globale økonomiske og politiske udfordringer.

Det ser ikke ud til, at EU's støtteordninger bliver afviklet. Derfor bør man fra dansk side fokusere på, hvordan støtten anvendes mest fornuftigt. Et centralt mål bør være at skabe en effektiv international arbejdsdeling, der fremmer kampen mod global sult og fattigdom og samtidig kommer Europas forbrugere til gode i form af lavere priser på landbrugsprodukter. I sin nuværende form udgør EU's enorme landbrugsstøtte fortsat en strukturel barriere for landbrugsudviklingen i verdens fattigste lande og koster gennemsnitligt en europæisk familie omring 5400 kr. om året i form af højere priser og skatter, ifølge OECD.

Mangel på sagligt økonomisk grundlag
Ved EU's seneste indberettelse til verdenshandelsorganisationen WTO beløb den europæiske landbrugsstøtte sig til ca. 675 mia. kr.. Dette er det højeste støtteniveau i ti år og markerer en stigning på 112 mia. kr. siden WTO's Doha-runde påbegyndtes i 2001. I samme periode er der sket en omlægning af EU-støtten så størstedelen nu gives som direkte arealstøtte, afkoblet fra hvad den enkelte landmand producerer på sin jord.

På denne baggrund påstår EU-kommissionen hårdnakket, at støtten ikke længere er handelsforvridende og lægger i forlængelse heraf op til at fastholde de direkte betalinger som den primære støtteform. Dette synspunkt kom meget klart til udtryk ved Folketingets høring om EU's landbrugsreformer 23. februar, men Kommissionens argumentation savner imidlertid et sagligt økonomisk grundlag.

At arealstøtten ikke er handelsforvridende modbevises af en række større undersøgelser, der er foretaget af handelsrelationerne mellem EU og udviklingslandene. Hvis den afkoblede støtte blev fjernet ville EU's landbrugseksport falde med 40 % mens udviklingslandenes ville stige med over 20 %, ifølge FN's handelsorganisation UNCTAD. Ligeledes viser et evalueringsstudie foretaget for Europa-Kommissionen selv, at EU ville gå fra sin nuværende position som netto-eksportør af durumhvede til at blive netto-importør, hvis den nuværende støtte til kornsektoren afvikledes.

Mere 'value for money'
Men arealstøtten hæmmer ikke blot landbrugsudviklingen i verdens fattige lande - den fastholder også landbrugets afhængighed af EU-støtten. I 2007-2009 dækkede arealstøtten 29 % faktoromkostningerne (omkostninger til materiel, lønninger, fast ejendom mv.) for det gennemsnitlige landbrug i EU, og i Danmark var dækningen helt oppe på mere end 60 %! Tallene viser med al tydelighed, at landbruget ikke ville kunne klare sig uden EU-støtten.

Som den tidligere direktør for OECD's landbrugsafdeling Stefan Tangermann netop har påpeget en i analyse af Kommissionens reformudspil, så fremmer arealstøtten ikke det europæiske landbrugs konkurrenceevne. Tværtimod opretholder arealstøtten en ukonkurrencedygtig produktion og eksport og giver dermed ikke tilstrækkelig incitament til den innovation, der er nødvendig for, at EU's landmænd kan gøre sig gældende på den globale markedsplads i fremtiden.

Fremtidens støtte bør derfor målrettes landbrugets produktion af klart definerede offentlige goder. Det vil give Europas skatteydere mere 'value for money' og samtidig gøre støtten mindre handelsforvridende til gavn for verdens fattige.