Kari: EU's sociale søjle er en lappeløsning

Af Rina Ronja Kari 
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

8. marts 2016 fremsatte EU-Kommissionen den første og foreløbige skitse af, hvad der ventes at skulle blive til ”den europæiske søjle for sociale rettigheder.”

Denne søjle skal ifølge Kommissionen fastlægge en række væsentlige principper for medlemslandene, primært i eurozonen, for beskæftigelse og sociale forhold. Den skal efter planen afbalancere EU, så der ikke kun er en økonomisk fokusering, men nu også social beskyttelse.

Det lyder besnærende, men så simpelt er det naturligvis aldrig i EU.

Sociale rettigheder til europæerne
Den europæisk søjle for sociale rettigheder skal bestå af en række væsentlige principper med fokus på beskæftigelse og sociale rettigheder. Der er fastsat 20 politikområder fordelt på tre hovedområder: 1) Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, 2) rimelige arbejdsvilkår og 3) tilstrækkelig og bæredygtig social beskyttelse.

Søjlen skal bekæmpe fattigdom, hjælpe arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet, sørge for bedre arbejdstagerrettigheder for alle uanset køn, handicap, etnicitet, og hvad der nu ellers medvirker til, at nogle mennesker har sværere ved at være på arbejdsmarkedet end andre. Dertil skal de, der står uden for arbejdsmarkedet ligeledes have bedre vilkår i forhold til offentlige ydelser, bl.a. dagpenge for nyuddannede og sygedagpenge til de syge. Også på pleje-, børnepasnings- og uddannelsesområdet skal der ske forbedringer.

Som følge af EU’s stramme økonomiske styring af medlemslandene har vi set voldsomme problemer med arbejdsløshed, fattigdom og svækkede velfærdssamfund.

Rina Ronja Kari
MEP, Folkebevægelsen mod EU

Som udgangspunkt skal søjlen søsættes i eurozonen, mens de resterende EU-medlemslande opfordres til at følge trop. Danmark er altså ikke automatisk forpligtet til at deltage.

Opgør med økonomisk styring
Når Juncker peger på, at der er store sociale problemer i EU, så har han jo helt ret. Især som følge af EU’s stramme økonomiske styring af medlemslandene har vi set voldsomme problemer med arbejdsløshed, fattigdom og svækkede velfærdssamfund.

Grundlæggende er problemet bare, at Kommissionen på ingen måde lægger op til at bryde med finanspagten, europluspagten eller nogle af de andre styringsredskaber, som ellers bruges til f.eks. at påvirke lønningerne i nedadgående retning. Den sociale søjle skal i stedet være en lappeløsning, hvor man meget alvorligt ser på børnefattigdom, men åbenlyst ikke er interesserede i at anerkende de helt åbenlyse grunde til problemet: pres på lønningerne og pres på de sociale ydelser.

De problemer kan vi kun løse ved at tage et fundamentalt opgør med EU’s økonomiske styring, og det kommer helt sikkert ikke med den sociale søjle.

Hvad der derimod risikerer at komme, er ideen om one size fits all. Hvor man vil forsøge at regulere sig ud af problemer, som er dybt forskellige i de forskellige lande, og som ikke på nogen fornuftig måde kan løses ved store EU-modeller.

Intet nyt under solen
Dermed ender vi et sted, hvor det er lige før, at den positive melding kunne være: intet nyt under solen. Det er ikke et positivt scenarie, fordi der virkelig er nogle store problemer, men hvis vi risikerer, at EU bare gør problemerne endnu større, så er intet nyt måske trods alt bedre?

Den foreløbige skitse af den sociale søjle påpeger primært rettigheder, der allerede eksisterer i flere af EU’s tidligere vedtagelser og traktater.

Der er altså intet nyt under solen. Fokus på lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsvilkår samt tilstrækkelig og bæredygtig social beskyttelse er blot gentagelser i flæng, der gang på gang indgår i nye forslag og tiltag, men som alligevel ender med at blive fastklemt og kvalt under den tunge vægt af økonomisk vækst og profit.

Økonomisk vækst har førsteprioritet 
Fra Kommissionens side er der som altid først og fremmest fokus på økonomisk vækst og profit bag alle projekter. Er der ikke økonomisk gevinst, er det ikke noget, man har interesse i at beskæftige sig med.

Ikke overraskende gør dette sig også gældende i forhold til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som tydeligvis også er forankret i en dyb økonomisk retorik, hvor økonomisk vækst utvivlsomt er det vigtigste mål. Man kunne således fristes til at tro, at der i virkeligheden blot er tale om et paradigmeskift, hvor fokus på velfungerende og retfærdige velfærdssystemer bruges til at indføre endnu mere styring af arbejdsretten og dennes beskyttelse.

Dermed bliver det grundlæggende spørgsmål, om den sociale søjle i virkeligheden bliver social, eller den bliver mere af den samme asociale og undergravende politik. Dén kamp kommer med sikkerhed til at fylde i EU-systemet i hele 2017.