Kari: Stop EU’s angreb på velfærden

DEBAT: Hvert år dikterer EU nye reformer og nedskæringer på velfærden. Og Danmark underlægger sig nedskæringspolitikken uanset regeringsfarve, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

I denne uge ruller der demonstrationer ud over hele landet. I tusindvis af danskere vil protestere imod regeringens nye nedskæringspakke, 2025-planen, som kommer til at forringe velfærden for både børn, studerende, ældre, syge og i det hele taget vores allesammens velfærd.

Nedskæringerne er ikke nye, og i årevis har de svageste grupper holdt for. Men de stramme økonomiske rammer, som er presset ned over kommunerne fra regeringen, kommer ikke kun fra Christiansborg.

EU dikterer dansk velfærd
Hvert år dikterer EU nemlig nye reformer og nedskæringer på velfærden i medlemslandene, og det rammer også Danmark. Nedskæringerne kommer blandt andet gennem EU’s årlige nedskæringsprogram, Det Europæiske Semester.

Her sendes finansloven til tjek og gennemgang i EU-systemet, før det offentlige Danmark overhovedet får kendskab til det. Et flertal i Folketinget har også bundet Danmark til EU’s finanspagt. Herfra kommer kravet om en budgetlov, som regeringen har valgt at forvandle til et fireårigt loft over serviceudgifterne i kommuner og regioner. EU sætter med andre ord rammerne for, hvad den danske stat må bruge, mens den danske regering bestemmer, hvem der skal rammes af nedskæringerne.

De sidste par år er det blevet helt naturligt at høre en politiker skyde en anden politikers forslag ned med henvisning til, at det må vi ikke for EU.

Det er demokratiet, der taber først, når vi ikke kan diskutere prioriteringer, skat og velfærd, uden at der henvises til EU-regler som noget naturgivent, man ikke må pille ved. Og med EU's økonomiske nedskæringspolitik er det så sandelig også velfærden, der taber.

Giv systemet modstand
Derfor er det ikke nok at give regeringen modstand eller bare at vælge nogle andre politikere. Uanset om der står rød eller blå blok på en regering, så underlægger de sig EU’s nedskæringspolitik.

På den baggrund ændrer det grundlæggende meget lidt, hvilke partier der danner regering, for deres økonomiske rammer er allerede dikteret af Bruxelles. Derfor er vi nødt til at give systemet modstand og gøre op med det naturgivne i, at vi kun må føre økonomisk politik inden for EU’s snævre rammer.

Imidlertid er dette langt fra et dansk problem. Det er et problem over hele EU, hvor andre lande bliver endnu hårdere ramt.

Grækenland bliver trukket igennem den ene økonomiske hestekur og budgetnedskæring efter den anden, hvilket blot skubber dem endnu længere ned i et sort hul. EU’s ideologisk betingede nedskæringspolitik har forlænget og forværret krisen i Sydeuropa og har udsat millioner af helt almindelige mennesker for komplet unødvendige lidelser gennem de sidste mange år.

Lad borgerne få indflydelse 
Problemet kan spores tilbage til introduktionen af euroen. Euroen blev indført som en katalysator for mere EU-integration. Men for eurolandene var det også åbenlyst, at euroen ville resultere i en stram økonomisk styring fra EU. Euroen som både politisk og økonomisk projekt er altså ved at spille fallit.

Og konsekvensen af EU’s politik bliver, at demokratiet og velfærden taber. Igen.

Derfor er det også vigtigt at kaste EU's økonomistyring fra os, hvis vi ønsker at kunne overtage kontrollen med vores velfærd og den måde vores samfund skal udvikle sig på.

En sund økonomisk politik er en demokratisk politik. EU har alt for længe blandet sig i medlemslandenes budgetter og politikker, og Bruxelles har sat EU-landene i en økonomisk spændetrøje, hvis eneste effekt er at forlænge krisen.

Lad os stoppe EU’s uansvarlige nedskæringskorstog. Lad borgerne få reel indflydelse på, hvordan vi ønsker, at vores velfærdssamfund skal se ud. Lad os alle bakke op om kampen for velfærden og demokratiet. Det er der alvorligt brug for!

Forrige artikel DTL: Kommissionens nøleri er farligt DTL: Kommissionens nøleri er farligt Næste artikel S: Vi må ikke gå i Camerons fodspor S: Vi må ikke gå i Camerons fodspor
  • Anmeld

    Steen Karlsen

    Afsporing af national politisk debat

    Kære Rinja, tak fordi du på glimrende vis får afsporet et national politisk debat, med et indlæg om, - at det er også dem i EU der er skyld i det.
    Så kan vi jo være sure over det, - og glemme at der er idepolitisk forskal på rød og blå politik.
    Med eller UDEN EU's finanspagt er jeg faktisk overbevist om, at den fremlaget 2025-plan er et udtryk for Venstres holdninger til, hvordan samfundet skal drives fremad.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Så vidt jeg kan se...

    Så vidt jeg kan se, er danske politikere helt i stand til at deklassere folk uden hjælp fra EU, men kan folkebevægelsen få det til at se ud som om det er EU's skyld alene, så opfylder Rina det formål, hun er sat til at forvalte.

Vismænd kritiserer udskudt opfyldelse af vandrammedirektivet

Vismænd kritiserer udskudt opfyldelse af vandrammedirektivet

VISMANDSRAPPORT: Det er dårlig samfundsøkonomisk planlægning, at Danmark igen udskyder opfyldelsen af vandrammedirektivet. Det siger Det Økonomiske Råd, der i ny rapport også kritiserer landbrugspakken for at have bidraget til, at Danmark må bede om en ny vandplanperiode.