Debat

Kari: Svaret på EU-krisen findes, men bliver aldrig stemt igennem

DEBAT: EU-ledernes svar på borgernes utilfredshed løser intet, skriver Rina Ronja Kari, der har fem alternative forslag til, hvordan EU kommer ud af krisen. Problemet er bare, at de aldrig vil blive stemt igennem.

Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Man skal have nerverne i orden for at være regeringsleder i EU i disse dage.

Først kom Brexit og de deraf følgende forhandlinger om den britiske udmeldelse af EU, der stadig runger som et granatchok gennem gangene hernede i EU-systemet.

Så stemte over 40 procent af franskmændene på en EU-kritisk kandidat ved første runde af præsidentvalget i sidste uge. Selvom EU-lederne tilsyneladende tror, at de kan ånde lettet op med Macron ved magten, ændrer det ikke ved, at EU-kritik fra både højre og venstre fyldte rigtig meget i valgkampen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

EU krakelerer
Årsagen til utilfredsheden er helt reelle problemer, som borgerne oplever i deres hverdag: Social dumping med stigende pres på løn- og arbejdsvilkår som følge af EU’s indre marked og reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er jo først og fremmest en frihed for arbejdsgiverne til at flytte arbejdstagerne rundt efter hvad der er billigst. Og velfærdsnedskæringer og afmontering af vores sociale rettigheder som følge af EU’s stramme rammer for de offentlige udgifter.

Samtidig har EU ikke formået at skabe fælles løsninger på nogle af de store udfordringer, der kræver fælles samarbejde: Det være sig flygtningekrisen, klimaspørgsmålet eller den økonomiske krise.

EU-ledernes svar på krisen er ikke at lytte til de reelle årsager, der ligger bag utilfredsheden. De vedtager derimod pompøse erklæringer og forsøger sig med mere af den samme politik, som har affødt problemerne.

Rina Ronja Kari
MEP for Folkebevægelsen mod EU

Det er ikke så underligt, at den folkelige utilfredshed med EU er stor over hele Europa, og med Brexit har vi for alvor set, hvordan unionsprojektet begynder at krakelere.

Der er ikke udsigt til, at det ændrer sig.

EU-ledernes svar på krisen er nemlig ikke at lytte til de reelle årsager, der ligger bag utilfredsheden. De vedtager derimod pompøse erklæringer og forsøger sig med mere af den samme politik, som har affødt problemerne.

Det så vi, da de for godt en måned siden vedtog Rom-erklæringen om EU’s fremtid, og det så vi igen i sidste uge, hvor EU-Kommissionen fremlagde sit bud på en social søjle, som skal tage hånd om nogle af problemerne.

Men søjlen gør ikke op med hverken den finanspagt eller det europæiske semester, som dikterer nedskæringspolitikken. Derfor vil den heller ikke løse problemerne.

Fem veje ud af krisen
I Folkebevægelsen mod EU går vi ind for, at Danmark melder sig ud af EU – et Daxit. Men vi er altid klar på at komme med konkrete forslag til, hvordan tingene også kunne se ud. EU's måde at gøre tingene på er jo heldigvis ikke eneste mulighed.

Derfor har vi fremlagt en alternativ Rom-erklæring med 5 konkrete forslag:

1. For det første skal der laves en social protokol, som sikrer, at landene kan sætte hensynet til miljø og social- og arbejdstagerrettigheder over hensynet til markedet.

2. For det andet skal der laves et økonomisk samarbejde mellem uafhængige økonomier, som beskytter mod valutaspekulation, sætter befolkningerne fri af gældsspiraler og bryder megabankernes magt. Der skal afholdes en international gældskonference, hvor landene skal sikres retten til at afvise at betale illegitim statsgæld til udenlandske storbanker, mens deres befolkning forames. Og i stedet for Den Økonomiske og Monetære Union skal der etableres et internationalt samarbejde mellem uafhængige, nationale valutaer, som skal stabilisere valutaraterne og beskytte mod valutaspekulation.

3. For det tredje skal Danmark træde ud af EU’s indre marked og i stedet indgå retfærdige handelsaftaler, der som minimum har overholdelsen af ILO’s konventioner og klimamålene fra Paris som formål.

4. For det fjerde skal den militære oprustning, som Lissabon-traktaten binder os til, standes. I stedet skal vi bruge ressourcerne på at styrke FN og Europarådet.

5. Og for det femte skal vi have en opt out-løsning. Ordningen skal give medlemslandene ret til frit at få undtagelser på områder og politik, som deres befolkninger ikke ønsker, at EU skal blande sig i. Det betyder, at medlemslandene kan træde ud af EU-lovgivning, som deres demokratisk valgte parlamenter er modstandere af.

Bliver aldrig til noget
Det er alle sammen forslag, som ville kunne løse EU’s krise. Men de kommer ikke igennem.

Unionens nyliberale politik er skrevet ind i selve de traktater, som danner grundlaget for unionen. Ikke mindst Rom-traktaten, hvis jubilæum vi netop har fejret.

Og traktaterne kan kun ændres, hvis samtlige 27 medlemslande, Kommissionen og Parlamentet bliver enige på én gang. Det kommer næppe til at ske, i hvert fald ikke, hvis vi taler om progressive ændringer, der strider imod de økonomiske interesser, som EU er sat i verden for at forsvare.

Det er en central pointe: EU er ikke, som mange ellers ynder at beskrive det, en objektiv politisk kampplads, som man kan forme som man vil, alt efter hvilke politikere, man vælger.

Derfor er vi også nødt til at sprænge rammerne helt, hvis vi skal have et samarbejde, som ikke handler om at styrke virksomhedernes muligheder for at tjene penge, men som bygger på solidaritet, på respekt for alle menneskers rettigheder og for demokratiet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00