Kedelig og unødvendig populismebog fra Jan-Werner Müller 

Er der egentlig behov for flere bøger om populisme og demokratiets krise? Sådan for indeværende i hvert fald? Det spørgsmål trænger sig på – desværre ikke først efter endt læsning af Jan-Werner Müllers Democracy Rules, men allerede undervejs.  

Kort som den ellers er (230 sider inklusiv et omfattende noteapperat), er den en drøj omgang at komme igennem. Müller skriver uklart, snakkende og uden en klar indre nødvendighed til at drive teksten frem, og i tilgift har han en slem tendens til unødvendige regibemærkninger; meget mere en fem sider per gang han i en parentes skal tage afstand fra Donald Trump, går der næppe. Retningsløst driver Müller rundt mellem dette og hint fra politisk teori og nedslag i de seneste ti års politik. 

Samtidig og alligevel virker bogen mærkeligt bedaget – her er Donald Trump stadig USA's præsident, Joe Biden nævnes ikke et eneste sted i bogen, og det endelige udfald af præsidentvalget sidste år bemærkes ikke som noget særligt, selvom angrebet 6. januar i år på Capitol Hill noteres.  

Det er påfaldende al den stund, at bogens tema er demokratiets styrke overfor politikere, der bruger demokratiets navn som skalkeskjul for at undergrave selvsamme demokrati.  

Det er en blind plet, der ikke kun kommer af, at bogen er blevet til i isolation under corona-nedlukningen sidste år. For så meget som debatten om demokrati og populisme selvfølgelig er politisk, så er teoretiske overvejelser og beskrivelser af rammerne for politik jo i sig selv apolitiske. 

Sagt med andre ord er der noget sterilt over Jan-Werner Müllers projekt, det mest udfolder sig som metaovervejelser over demokratiets spilleregler. Sterilt bliver det også, fordi han gør en pointe ud af, at der i virkeligheden ikke er så meget anden erkendelse at komme efter i de seneste årtiers populistiske opbrud end nødvendigheden af at genopfriske reglerne for demokratisk politik. 

Müllers idehistoriske bog Kampen om demokratiet var fremragende, og på den måde har han selv sat forventningsbarren højt, og målt med de alen er Democracy Rules en decideret skuffelse.

Esben Schjørring

Den hårde grænse i demokratiet
Dermed placerer Müller sig i en modposition til tænkere som tyrkisk-amerikanske Dani Rodrik, bulgarske Ivan Krastev, engelske John Gray og franske Pierre Rosanvallon. Alle fire har – på forskellig vis og med forskellige konklusioner – analyseret, hvordan (især højreorienteret) populisme opstår og får næring som en modreaktion på etablerede partiers vedtagne sandhed om økonomisk, teknologisk og ’human’ globalisering som en uafvendelig proces, der ikke kan påvirkes politisk.  

Og alle fire har set populisme som værende både en mulighed og en risiko. Mulighed for at genpolitisere visse emner (frihandel, national identitet og indvandring for eksempel) og for at udvide den demokratiske deltagelse – og en risiko for at udvikle sig til demokratur og autoritære regimer. 

Bortset fra nogle ret skematiske nik til analyser af, at uligheden er steget rundt omkring i Vesten, og at den veluddannede elite mange steder har afkoblet sig det øvrige samfunds livsverden, engagerer Jan-Werner Müller sig ikke med at forstå dybere samfundsmæssige kræfter og udviklingstendenser for at komme populismens væsen nærmere eller forstå demokratiernes stedvise kriser.  

Afvisningen af Krastevs analyse af den rolle migrationen væk de østeuropæiske lande har spillet for erosionen af det liberale demokrati i lande som Polen og Ungarn, er sigende. 

”Men det er forenklede svar; de antager at en politisk udfordring mere eller mindre determinerer de politiske skillelinjer i et samfund,” skriver Müller. 

Det er en ret useriøs omskrivning af Krastevs analyse, og under alle omstændigheder er det ikke et modargument. I Müllers verden er populister ”onde aktører, der ønsker at underminere demokratiet, at spille det demokratisk spil i ond tro” – mere og andet er populisme i grunden ikke. 

For Müller er det, der afslører populisterne som antidemokrater, at de forbryder sig imod det grundlæggende demokratiske princip om, at alle har ret til at deltage i den politiske proces, i det de frakender deres modstandere al legitimitet og gør andre partiers vælgere til fjender af det ’ægte folk’. Her krydser populisterne, hvad Müller kalder den ”hårde grænse”, der skiller demokrater fra anti-demokrater. 

Dermed handler problemet populisme for Jan-Werner Müller om, hvordan demokrater kan bekæmpe populister uden at gøre sig skyldig i selvsamme forbrydelse som populisterne. Hvis populisme er et spørgsmål, er svaret for Müller, som den i øvrigt irriterende titel antyder, udarbejdelsen af reglerne for demokrati.  

Hvor god er Müllers populismedefinition?
Det projekt folder han ud over tre dele. En definition af populisme, en relativt lang udredning, der skal forsvare elementer i det liberale, repræsentative demokrati og så afsøgningen af, hvordan populismen kan imødegås. 

I Müllers verden er populister ”onde aktører, der ønsker at underminere demokratiet, at spille det demokratisk spil i ond tro” – mere og andet er populisme i grunden ikke. 

Esben Schjørring

Müllers definition af populisme er en gentagelse fra hans forrige bog, Hvad er populisme? Og selvom det er en god, enkel pointe, at den manglende anerkendelse af pluralisme som et demokratisk grundvilkår går igen hos populistiske politikere, skjuler den definition et problem. Nemlig, hvornår det egentlig sker.  

På den ene side er det klart, at en direkte juridisk frakendelse af andres rettigheder og en decideret obstruktion af andre politiske partier, mediernes og civilsamfundorganisationers arbejde er et fundamentalt brud med demokratiet – og skal imødegås i ord og handling. På den anden side er det udbredt blandt politikere, at de mener, at de selv har ret såvel videnskabeligt som moralsk, og at deres modstandere dermed ikke har ret (og enten er dumme eller onde, eller begge dele, og i det mindste vildt uansvarlige) – ligesom trangen til at tale på folkets vegne i ental også er et ret udbredt fænomen.  

Så hvor god er den definition egentlig? Særligt når Müller mener, at ”sådan en adfærd – selv kun rent retorisk – er uden for, hvad vi lige så godt kan kalde en hård grænse for demokratisk konflikt”? 

Og hvor god er den som analytisk redskab på tværs af lande? Det er endnu et element, der bidrager til det sterile i hans analyse af populisme. 

Jan-Werner Müller bevæger sig ubesværet fra en amerikansk politisk kontekst til en ungarsk, polsk og endda indisk. Alle historiske, samfundsmæssige og institutionelle forskelle forsvinder i den analyse. Selvfølgelig mest bemærkelsesværdigt, at Trump jo netop tabte til Joe Biden, der fik generobret nøglestater i det amerikanske rustbælte som Pennsylvania og Michigan. Vel at mærke ikke ved at dømme Trump ude på grund af hans antidemokratiske populisme, men på et politisk program, der i høj grad havde lyttet til den utilfredshed, Trump havde brugt til sit eget forehavende i 2016.  

Her kommer man til at tænke på, om Müller udelader det, fordi det modsiger hans analytiske greb, eller om det bare var, fordi han havde skrevet hovedparten af bogen, før det skete. Uanset hvad er det uholdbart. 

Repræsentation er et krigsråb 
Dermed ikke sagt, at det ikke er et enormt problem for det amerikanske demokrati, at så mange republikanere – vælgere som politikere – ikke anerkender valgresultatet og dermed fastholder hinanden i vantro om, at Biden ikke er en legitim præsident. Og Müllers forsvar for organiseringen af politik via partier, valg, parlamenter og uafhængige domstole er faktisk godt, om end lidt trivielt for langt de fleste af hans læsere, for hvem det hverken er nyt eller noget, de er uenige i. Men undervejs kommer Müller frem til flere interessante pointer og overvejelser. 

I det hele taget er Müller mærkelig koket med sine egne mest markante synspunkter. For eksempel mener han, at det skal være et lovkrav at stemme til valg, men det skal man af uvisse grunde finde begravet i noterne bagerst i bogen. 

Esben Schjørring

Det gælder særligt Müllers analyse af, hvad repræsentation går ud på i det repræsentative demokrati. Hans centrale pointe er her, at repræsentation ikke er et statisk fænomen, men dynamisk, åbent og påvirkeligt. Det går imod den opfattelse, som man både som politiker, strategi og, indrømmer jeg, som analytiker, kan have af vælgerne; at de falder i segmenter eller klasser, der ikke bare er fasttømrede, men nærmest givet fra naturens hånd.  

Det gør fejlagtigt politisk kampagne – som jo er et nøgleelement i demokratisk politik – til et stift nulsumsspil. 

Her viser Müller, hvordan repræsentation af politiske identiteter – arbejdere, kvinder, husejere, lejere, gamle, unge, at klimakamp først og fremmest er et venstreorienteret projekt etc. – ”ikke forefindes inden deres politisering; de er delvist formet af den.” 

Han citerer en nekrolog i The London Times fra 1883 over Benjamin Disraeli, den konservative britiske premierminister fra 1874-1880, der netop bemærker Disraelis evne til ’borgerliggøre’ den engelske arbejder, som det øvrige konservative parti lagde afstand til: 

”I den den engelske befolknings umælende masse, som Torylederne havde holdt ud i strakt arm, identificerede han den konservative arbejder, som skulptøren ser englen spærret inde i en marmorblok.” 

Repræsentation er med andre ord en delvist kreativ aktivitet, hvor politikeren med analyse og fortællekraft, agitation og kampagne kan bevidstgøre vælgerne på forskellig måde og dermed på én gang mobilisere og konstituere dem som gruppe. Ligesom bevægelsen selvfølgelig kan gå den anden vej – nedefra og op – hvor folkelige bevægelser vinder indpas og indflydelse, ved at gøre opmærksom på sig selv, som en politisk gruppe. Kvindebevægelsen og homoseksuelles kamp for ligeværd er gode eksempler på det.  

Det er en god pointe, at repræsentation ikke er en ”neutral beskrivelse af en åbenlys, og slet ikke, objektiv, social virkelighed, men et krigsråb”, og den er værd at have med i sin forståelse af, hvordan politik fungerer. Måske kunne det også gøre kritikken af spin og narrativer mere præcis og mindre dum, fordi mange ofte bliver forfærdede over politiske modstanderes brug af politiske fortællinger som måder et politisere og mobilisere på.  

Ærgerligt nok forbinder Müller ikke sin følgende konklusion om, at ”des flere repræsentationer, der er derude, og des mere vi kan sige, at adgang til vejene for at gøre krav på at repræsentere er lige, jo mere værd er ens stemme” med nærmere overvejelser over forskelle mellem forskellige måder at praktisere det liberale demokrati på. 

Det vender jeg tilbage til. 

En decideret skuffelse 
Tredje dels afsøgning af mulige handlinger og sanktioner over for antidemokratiske kræfter er igen på én gang fin og lidt triviel. Demonstrationer og civil ulydighed og – hvis man lever under populistiske regeringer – ditto gennemtænkte regelbrud anbefales, så længe det forbliver inden for demokratiets grundprincip om alles (respekt for alles) ret til at deltage i den politiske proces. 

Werner-Müller overvejer også, om deciderede forbud mod populistiske partier og politikere skal overvejes. Svaret forbliver vævende med en hældning til et ja – i hvert fald i tilfældet Trump. 

I det hele taget er Müller mærkelig koket med sine egne mest markante synspunkter. For eksempel mener han, at det skal være et lovkrav at stemme til valg, men det skal man af uvisse grunde finde begravet i noterne bagerst i bogen. 

Til gengæld udebliver nærmere analyser af, hvad forskelle i valgsystemer (flertalsvalg vs. forholdstalsvalg) og mellem præsidentielle, flertals- og konsensusdemokratier mon kan betyde i forhold populisme. 

Det fremstår ellers efterhånden tydeligt, at lande med (negativ) parlamentarisme og lav spærregrænse åbner for, at nye helt eller delvist populistiske partier både kan få plads i den lovgivende magt og blive begrænset og skolet i deres virke. Hvorimod præsidentielle systemer og flertalsdemokratier ganske vist kan holde populister fra døren, men kun indtil de vinder flertal, hvorefter de sidder på hele magten. 

Men fordi Müller er så modvillig over for idéen om, at populisme har et udspring i reel politisk utilfredshed, og fordi han insisterer på at skrive populisme sammen til ét og samme transnationale fænomen, falder den slags tanker udenfor bogens rækkevidde. 

Müllers idehistoriske bog Kampen om demokratiet var fremragende, og på den måde har han selv sat forventningsbarren højt, og målt med de alen er Democracy Rules en decideret skuffelse. 

For nogle år siden gik rygtet, at han var på vej med en bog om kristendemokratismens historie, som undertegnede havde glædet sig meget til, og måske vil det være en idé, om Müller vendte tilbage til idéhistorien – populismeemnet er vist tygget igennem for nu. Og en del bedre af andre forfattere end Müller selv.