Kofod: Fri mig for Løkkes bleg-blå EU-glorie

Af Jeppe Kofod
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet

Europadagen 9. maj i år blev af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) markeret med en tale, der på forhånd var blevet annonceret i medierne som Løkkes syn på fremtidens EU og Danmarks placering heri.

Det var en tale, jeg så frem til. Endelig, tænkte jeg, ville Venstre præsentere noget konkret og ambitiøs EU-politik. Noget, der kunne tage hånd om de konkrete udfordringer, vi står med: international skatteunddragelse, klimaforandringerne, social dumping, unfair konkurrence. Ja, der er sådan set nok at tage fat på.

Men hver gang vi foreslår noget konkret, for eksempel at Danmark støtter op om en særskat på de digitale kæmper som Facebook, Google og Amazon eller en afgift på finansielle transaktioner, så siger Venstre bare nej. De har ikke nogen alternativ løsning. Ej heller noget kompromisforslag. De siger bare nej.

Dermed er sandheden jo, at Venstre reelt set ikke har nogen konkret EU-politik. Og det blev da også pinligt åbenlyst, da partiets formand brugte Europadagen til at lancere en national debat om EU-forbeholdene – uden på nogen måde at gøre klart, hvad Venstre egentlig selv mener i den sag.

Vil Venstre indføre euroen? Er det forsvarsforbeholdet, der er begyndt at stramme Claus Hjort om livet? Eller er det retsforbeholdet, som bør tilpasses?

Sandheden er, at Venstre reelt set ikke har nogen konkret EU-politik. Og det blev da også pinligt åbenlyst, da partiets formand brugte Europadagen til at lancere en national debat om EU-forbeholdene – uden på nogen måde at gøre klart, hvad Venstre egentligt selv mener i den sag.

Jeppe Kofod (S)

En billig omgang
Løkke talte lidt om det hele, men trak ikke én eneste streg i sandet. Det eneste, Løkke var klar i mælet om, var, at der i hvert fald ikke kom nogen folkeafstemninger om forbehold i indeværende mandatperiode.

Det var, undskyld mig, godt nok en billig omgang, Løkke. Men det skulle senere i talen gå fra billigt til direkte tarveligt, da Løkke brugte sin taletid på at angribe Socialdemokratiet for at være vage i EU-debatten.

Den påstand kan jeg kun forklare med, at Lars Løkke har snorksovet i EU-debatten. Jeg vil nemlig vove den påstand, at Socialdemokratiet er det danske parti, der har de klareste, mest ambitiøse og mest gennemarbejdede forslag i EU-politikken. Lad mig nævne blot et par enkelte forslag.

Socialdemokratiet vil have en fælles bund under den effektive selskabsskat i Europa. Så vi kan stoppe det dybt skadelige selskabsskatteræs mod bunden, som Europas lande er fanget i. Alene fra 1997-2017 er den gennemsnitlige selskabsskat i de 28 nuværende EU-lande faldet fra over 35 procent til lidt under 22 procent.

Og tendensen fortsætter – medmindre vi skrider ind nu og aftaler en fælles minimumssats. Dét er konkret, ansvarlig og fremadsynet EU-politik. Og ja, Lars Løkke, vi vil også have en social protokol i EU.

Menneske før marked
Socialdemokratiet vil aldrig gå med til at gøre EU til en social union. Dertil skatter vi vores danske velfærdsmodel alt for højt. Og hvorfor i alverden skulle vi dog ville afskaffe det velfungerende velfærdssamfund, som vi selv har stået fadder til?

Nej, EU skal ikke være en social union, men en union af stærke, nationale velfærdsstater. Med plads til forskellighed og respekt for kulturelle og historiske forskelle.

Det mål vil en social protokol understøtte, fordi vi så – én gang for alle – kan traktatfæste, at menneske skal gå før marked i vores Europæiske Union. At velfærd er vigtigere end konkurrence. Og at fremtidens EU-samarbejde skal bygge på solidaritet mellem medlemslandene - fremfor det ræs mod bunden på skat, løn og arbejdsvilkår, som vi desværre har set talrige eksempler på under de sidste 15-20 års blå dominans i EU.

Dét er den socialdemokratiske vision for et bæredygtigt, fair og menneskeligt EU-samarbejde. Og ja, det skurrer nok i liberale ører, at vi vil lægge bånd på den totalt frie konkurrence og markedets rå logik. Men det er jo netop forskellen på os socialdemokrater og Lars Løkkes liberalister.

Det gælder nemlig for det indre marked, som for ethvert andet marked: det er en herlig tjener, men en skrækkelig herre.

Fremtiden trygt i møde
Jeg bemærkede, at Lars Løkke brugte eksemplet om, at en almindelig LO-familie med egen bolig har en merindtægt på 65.000 kroner om året på grund af det indre marked. Et rigtigt godt eksempel, som jeg selv har brugt flittigt.

For den familie har det indre marked været en herlig tjener. Men hvad med de slagteriarbejdere, der er blevet opsagt på grund af unfair konkurrence? Eller de lastbilchauffører, der, bogstaveligt talt, bliver overhalet af underbetalte, østeuropæiske konkurrenter, som ligger og kører utallige danske ture, på trods af at de er ansat af et firma med postadresse i Rumænien?

Har de mærket noget til de 65.000 kroner? Nej, det har de simpelthen ikke, Lars. For dem har det indre marked været en skrækkelig herre. Og det er dem, vi – og EU som helhed – skal sikre langt bedre, end vi gør i dag.

Derfor skal vi have en social protokol. Så vi kan sikre, at Europas lande fremover konkurrerer på at skabe job og ikke på at stjæle dem fra hinanden. At Europas virksomheder konkurrerer på at levere den bedste vare eller ydelse og ikke på at ansætte folk til lavest løn og på dårlige vilkår.

Kun sådan kan vi sikre, at både den almindelige danske lønmodtager og vores forpligtende EU-samarbejde kan gå fremtiden trygt i møde i en globaliseret verden. Det er reel og nødvendig EU-politik. I modsætning til Løkkes substansløse pudsning af egen bleg-blå EU-glorie.